Debat

Lars Larsen blev 142 år gammel. Det kan de lære af i Løvens Hule

Prop en iværksætter ind i Løvens Hule, der vil sælge dyner og pudebetræk for 30 mia. kroner. Håbløst, ikke?

I morgen, onsdag, er det et år siden, at Lars Larsen døde. Dyne-Larsen. Fattig-Lars, der har en nervesvækket mor, der tager barndommen fra ham. Med sine trusler om at drukne sig. Med sin uformåenhed som mor. Med det aflagte tøj, han bliver drillet med i skolen.

Lars Larsen blev som bekendt 142 år gammel. Kirkebøger og cpr-registre når kun til 71, men det er fordi, at de har talt forkert. De antager, at grundlæggeren af Jysk Sengetøjslager lever som andre erhvervsfolk. Dyrker netværk, ego, forfængelighed og eftermæle. Det gjorde han ikke. Så kan man få noget fra hånden. Dobbelt så meget som andre.

Hvis ens idé kan få en løve til at knibe øjnene sammen og tilbyde et beløb for et partnerskab, har man vundet et sæde i en raket, der har kurs mod planeten Rigdom.

Det er også på onsdag, at Løvens Hule vender tilbage. Sammenfaldet er tilfældigt, men slående. Løvens Hule er fantastisk fjernsyn. Ikke mindst for drømmere og lønmodtagere. Lønmodtagere får sat strøm til tanken om, at en god idé kan forandre alt. Alt. Farvel chef, farvel frugtordning. Goddag frihed, goddag overflod. Hvis ens idé kan få en løve til at knibe øjnene sammen og tilbyde et rundt beløb for et partnerskab, har man vundet et sæde i en raket, der har kurs mod planeten Rigdom.

Jeg er ikke sikker på, at Lars Larsen havde skullet se Løvens Hule på onsdag - hvis han havde kunnet. For det første fordi man ikke når at blive 142 år gammel, hvis man skal bruge tid på at se fjernsyn for drømmere og lønmodtagere. For det andet fordi han hellere havde læst en Jumbo-bog. Hoflekturen i hjemmet i Svejbæk. For det tredje fordi han ikke havde troet på konceptet.

Lars Larsen kommer til verden uden en krone i sparkedragten og dør som Danmarks fjerderigeste mand. Hvis man skal koge hans vinderformel ned til en suppeterning, åbner han en sengetøjsforretning, og så åbner han én til. Og én til. Og sådan bliver han ved. Omsat til tv-serie ville hans koncept være håbløst på kanten til noget kriminelt. ”Hvad er der sket siden sidst, Lars Larsen?”, ville værten spørge ham. ”Jeg har åbnet en forretning i Pærekøbing”, ville Larsen svare. ”Og hvad er planen i næste måned?”. ”At åbne forretning i Æblestrup”. Punktum.

Sådan bliver Dyne-Larsen ved. Han åbner forretning efter forretning i by efter by og land efter land. Han bliver ved. Efter al Løvens Hule-logik burde han som 78-årig have fokuseret på valuation og begyndt at polere sin kæde op til frasalg. Ladet kapitalfonde komme med bud på hans forretning til det punkt, hvor et bud er så skingrende sindssygt højt, at man bliver indlagt på røde papirer, hvis man siger nej. Eventuelt flyttet formuen til en kanton i Schweiz med pauschal-beskatning og mulighed for kortere ophold i Danmark. I en suite på Hotel D’Angleterre eller et sommerhus i første række til whatever.

Fattig-Lars fra Arnborg ved Herning åbner i stedet flere forretninger. Han er ikke rigtig klog efter nogen Løvens Hule-logik. På et tidspunkt skal man jo udvide sin forretning i bredden eller købe konkurrenter op eller cashe ind eller sælge fra. Man skal gøre noget. Hvis fantasien ikke rækker til mere, kan man i det mindste give den én over nakken på det private plan. Med en bil, som drengene vender sig om efter, eller en kone med halvt så mange kilometer på klokken som én selv.

Da Lars Larsen sidste år dør som 142-årig, har han åbnet 2.900 Jysk-butikker i 52 lande. Han har været inde omkring charterbranchen for en stund og trukket sig ud igen. Der er kommet delejerskaber til af nogle møbelkæder. Men det er egentlig dét. Han får ikke engang taget sig sammen til at købe en bil, der virkelig sparker rumpet, eller skifte konen ud. Hun er 17, da de bliver gift i 1971, og gift forbliver de at være og tillige åbenlyst glade for hinanden.

Håbløst, ikke? Drengen, der får tilnavnet Fattig-Lars i skolen, fordi han går i aflagt tøj, bruger sit liv på at sælge dyner og pudebetræk. Punktum. Hør lige den idé solgt ind i Løvens Hule:

”Hvad hedder du?” ”Jeg hedder Lars Larsen”. ”Ok, Lars Larsen, hvad er din idé?” ”Den er at sælge dyner og pudebetræk”. ”Ja? Kan du sætte nogle tal på?”. ”Gerne. Hen over tid satser jeg på at nå en omsætning på 28 mia. kr. og have 23.000 ansatte verden over. Målet er et årligt overskud på godt 3 mia. kr.”. ”På at sælge dyner og pudebetræk? Så er jeg bange, at det bliver et nejtak herfra. God vind, Lars”.

Håbløst, ikke? Da Lars Larsen sidste år sover ind som 142-årig, har han skabt sig en formue på 35 mia. kr. På at åbne forretninger med dyner og sengetøj. Først én og så én til og én til. Ingen frasalg, ingen formuebeskatning til Schweiz, ingen italiensk sportsvogn, ingen trophy wife.

Tænk hvad han havde kunnet drive det til.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også