Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sofie Linde gik forrest – nu skal lederne tage stafetten videre

Sofie Linde og andre kvinder viser imponerende mod ved at bruge deres egne personlige historier til at tage debatten op om sexchikane. Deres åbenhed kan være en afgørende motor i kampen for at få udryddet sexisme og sexchikane på arbejdspladsen. Nu er det op til lederne at tage stafetten videre og sikre handling.

Har du set Sofie Lindes optræden som vært ved Zulu Comedy Galla? Ellers skylder du dig selv at gøre det. Det var en utrolig stærk oplevelse at se hende fortælle sin egen personlige historie om at have oplevet sexisme og sexchikane i mediebranchen. Og Sofie Linde stoppede vel at mærke ikke her. Hun uddybede stærkt og nuanceret i medierne de efterfølgende dage, og hun fik sat skub i en mindre lavine af kvinder, som stillede sig åbent frem og fortalte om lignende oplevelser.

Både Sofie Linde og de andre kvinder fortjener stor ros for det imponerende mod, de har vist ved at stille sig frem på den offentlige scene. Den åbenhed og fokus på det tabu, som sexchikane desværre er, er i mine øjne helt afgørende for, at der for alvor kan rykkes ved de åbenlyse problemer, som beretningerne vidner om.

Nu er det op til de danske ledere at sige mange tak til kvinderne for deres beretninger – og flere er naturligvis stadig meget velkomne – og forpligte os til at tage stafetten videre. For det er jo os ledere, som spiller den fuldstændig afgørende rolle i, at vi får en kultur på alle arbejdspladser, hvor sexchikane er fuldstændig uacceptabelt. Lederne skal sikre en effektiv forebyggelse, som ikke bare er ord på et fint stykke papir, men også føres ud i livet og følges op på i hverdagen.

Det er op til ledelsen at sikre, at ”jargonen” på en arbejdsplads aldrig må blive en undskyldning for, at nogle føler sig krænket eller oplever ubehag. Det skal være trygt og naturligt for den enkelte at sige fra, når ens grænser overtrædes. Og hvis der alligevel opstår tilfælde med chikane, skal ledelsen naturligvis sikre, at der er klare retningslinjer for, hvordan det håndteres, og hvordan der tages hånd om offeret og efterfølgende følges op over for alle medarbejdere.

Det er næsten udelukkende kvinder, som har blandet sig i den offentlige debat, og det er ærgerligt. Som administrerende direktør i Lederne repræsenterer jeg over 110.000 ledere, hvoraf 70 procent er mænd. Der er sikkert – som i alle andre sammenhænge – enkelte brodne kar, men jeg tør godt sige, at det helt store flertal er dygtige og ordentlige ledere, som aldrig kunne drømme om at gøre noget upassende. Jeg vil derfor gerne opfordre flere mandlige ledere til at blande sig i debatten og forpligte sig til en stærk indsats mod sexchikane på deres virksomheder.

Det er nu, at det tavse flertal for alvor kan træde i karakter og vise sig som frontløbere for, at vi får gjort op med sexisme og sexchikane på de danske arbejdspladser. Og som Danmarks største lederorganisation har Lederne naturligvis et stort ansvar for at gå foran og vise vejen for vores medlemmer.

Derfor søsætter vi i denne uge en kampagne, hvor vi kommunikerer bredt ud til alle medlemmer med klare budskaber og gode råd til, hvordan de konkret kan forebygge og håndtere sexchikane på deres arbejdspladser. Vi skylder Sofie Linde og de andre åbenhjertige kvinder, at vi bruger deres opråb til at sætte en effektiv stopper for sexchikane.

BRANCHENYT
Læs også