Topchef, sådan bliver du IKKE fældet som Morten Østergaard
Sexisme kan være livsfarligt for en karriere. Onsdag kl. 17.30 faldt Det Radikale Venstres leder.
Hånden på hjertet, hr. topleder – har du uinviteret haft din hånd på et lår, der ikke var din partners? Til et møde, seminar eller socialt arrangement? Ligesom Morten Østergaard, hvis lederskab af det Det Radikale Venstre smeltede ned onsdag eftermiddag?
Så ser dine odds lige nu sådan ud:
Hvis du har en historik på området, et anstrengt forhold til at sige undskyld og en bestyrelsesformand, der ikke vil tage én eneste kugle for dig, hvis der skulle blive skudt på dig af ovenstående årsag, kan du have en udfordring. Større eller mindre. Du må træffe et valg.
Det ene mulige valg er at tie. Hvis de kvinder, du har taget på uden invitation, vedbliver med at være tavse, er du formentlig home free. Dine odds er ok. Men dog faldende. Du ved, hvor højt historier om uinviterede hænder står på rygtebørsen i disse uger. Derfor.
Det andet mulige valg er at erkende, at du har udvist dårlig dømmekraft. Åbent. Det er her, at Morten Østergaard fejler. Hånden på låret bliver ikke hans problem. Problemet bliver, at han vil holde sagen hemmelig. Han optræder, undskyld, som en herremand, hvis yndlings-stuepige er blevet gravid. Udadtil lægger han ansigtet i alvorlige folder og tysser på dem, der taktløst gætter på, hvem faderen kan være. Men han tysser, fordi han i den grad kender svaret og vil have sagen til at gå væk.
Hvis der i bestyrelsen falder bemærkninger om nogle af de krænkelsessager, der siden slutningen af august er kommet frem, så lyt efter med hver celle i din krop. Du skal både notere dig de konkrete formuleringer og tonefaldet.
Morten Østergaard har et problem fra det øjeblik, hvor hans partifælle, Samira Nawa kategoriserer udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) som ikke-ministeregnet på grund af en 12 år gammel sexsag. Her sætter Samira Nawa uden at vide det barren op i en højde, der diskvalificerer hendes egen partileder som toppolitiker. Hun formulerer ikke en rund og generel afstandtagen til grænseoverskridende adfærd. Hun formulerer, at personer bag sådanne handlinger ikke har den fornødne dømmekraft til at være ledere i politik. Dermed er Østergaards moralske forsvar skudt til snus: At han efter et stykke tid sagde undskyld til kvinden, han befølte. Men det rækker ikke. Vær altså hysterisk opmærksom på, hvordan en krænkelse defineres af bestyrelsesmedlemmer, der ytrer sig om sagen.
Hvis du fornemmer, at du er på vej ind i farezonen, så tænk dig om, men ikke for længe. Når rygterne er begyndt at løbe, er det for sent at stå frem ”for at lægge alle kort på bordet”. For hvem vil se kort, de i forvejen har fået beskrevet, og hvem vil lytte med åbent hjerte til en person, der er kørt bagud på troværdighed?
Pas på med at stole på, at din hånd var på låret ud fra en fælles forståelse af situationen. Fælles forståelser hører altid til i en bestemt kontekst. Tid, for eksempel.
Vinduet for at foretage et knæfald lukker helt præcist, når det er uomgængeligt, at man er rodet ind i en møgsag. Derfra kan man levere forklaringer og undskyldninger, men ikke få syndsforladelse. Derfor kan en dag være forskellen på at kunne vinde forståelse og sympati og på at kunne sige undskyld. Punktum. På det punkt viste Morten Østergaard dyb professionalisme, da slaget og lederskabet var tabt onsdag ved 18-tiden. Han sagde undskyld. Punktum.
Til sidst, topleder: Pas på med at stole på, at din hånd var på låret ud fra en fælles forståelse af situationen. Fælles forståelser hører altid til i en bestemt kontekst. Tid, for eksempel.
Der var en tid, hvor børn fik lussinger af lærere ud fra en fælles forståelse af, at lussinger var en naturlig straf for ikke at kunne læse. Så fulgte en tid, hvor personer med ordblindhed, Asperger eller ADHD mistede den fælles forståelse af lussinger som en naturlig straf for at hakke sig gennem en tekst. Sådan skifter tiderne. Din hånd er den samme som for ti år siden, men hende med låret er måske ikke den samme. Hun har ikke forståelse for, at uinviterede hænder dukker op til møder, seminarer, konferencer, årsmøder og firmafester. Og det er med tilbagevirkende kraft.
A nders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.