Økonomisk (u)ansvarlighed: Når man køber ind for andres penge
Gør det en forskel, om man køber til sig selv og selv betaler, eller om man køber til andre for andres regning? Noget tyder på det, og det fører til systematisk dårlige beslutninger. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre ved det. Jeg har et første bud.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Der er et væld af informationer, når man står foran et huskøb. Ejendomsmæglere og boligsøgesider afdækker grundigt karakteristika på f.eks. størrelse og kvalitet. Og så er der prisen. Her er der ikke blot tale om kontantprisen. Ejerudgift per måned, energimærke, de månedlige finansieringsomkostninger (brutto og netto) og tilstandsrapporter, der giver et indblik i fremtidig vedligeholdelse.
Alle disse forhold er nemlig vigtige, når køber skal vurdere de samlede udgifter ved boligen og dermed det økonomiske råderum efter købet. Ofte sker det også med professionel hjælp fra banken og/eller en uvildig rådgiver. Man tager ikke let på så store beslutninger.
Samme nidkærhed ser man ikke alle steder. I en ny undersøgelse fra IDA er kommunerne blevet spurgt, hvor ofte de vurderer totalomkostningerne i forbindelse med offentlige indkøb. Spørgsmålet er relevant, fordi man risikerer at dumme sig, hvis man kun vurderer økonomien ud fra anskaffelsesprisen og ignorerer omkostninger til drift, vedligeholdelse og bortskaffelse.
Kun 15 procent af kommunerne vurderer altid ud fra totalomkostningerne. De resterende fordeler sig på 41 procent ’Ofte’, 31 procent ’Sommetider’ og 14 procent ’Sjældent’. Kunne man forestille sig en lignende fordeling på huskøbere, hvor folk systematisk ignorerede, om taget står til udskiftning, eller om det ligger i energiklasse G? Nej, vel.
Resultatet bakkes op af en undersøgelse, som DI i 2019 gennemførte blandt deres virksomheder om blandt andet kommunernes fokus ved indkøb. Vurderingen fra virksomhederne var, at kommunerne i 95 procent af tilfældene ’Ofte’ eller ’Altid’ havde fokus på anskaffelsesprisen. 22 procent havde ’Ofte’ eller ’Altid’ fokus på driftsomkostningerne, og 8 procent på bortskaffelsesomkostningerne. Det er overraskende kortsynet.
Måske betyder det ikke det store. Og dog. Vi taler om varekøb for 17 mia. kr. i kommunerne om året. Det svarer til 7.400 kr. årligt for hver beskæftiget 25-64årig - som i det store billede er dem, der betaler det offentlige forbrug. De finder det næppe ligegyldigt, om pengene bliver brugt med omtanke.
Målet er ikke at hænge enkeltkommuner ud (hvorfor jeg heller ikke sætter navn på), men at konstatere et problem, som både har med incitamenter og barrierer at gøre. Uanset om en kortsigtet indkøbspolitik handler om årlige budgetrammer, valgperiode-dynamik eller ringe incitamenter for embedsmænd, er det en sygdom, som vi må lede efter en kur for.
I forhold til redskaberne er forskellen til boligmarkedets mange værktøjer slående. Der synes ikke at være en systematisk tilgang til at vurdere offentlige køb (når vi ikke taler om statslige investeringer i milliardklassen). Standardiserede værktøjer kunne være vejen frem.
Med et krav om transparens kunne man også gøre politikere ansvarlige, når de bliver for kortsynede. Det er ikke en perfekt løsning, men det er et logisk skridt mod bedre beslutninger og større ansvarlighed.
