Serier
BREAKING

Regeringens forslag om højere håndværkerfradrag er godt begyndt - men kun et skridt på vejen

Der behov for yderligere tiltag i boligjobordningen, så incitamentet styrkes for almindelige danskere til at investere i energieffektive og klimavenlige boligrenoveringer, mener Blik- og Rørarbejderforbundets formand.

Corona rammer verden

Regeringen og Finansministeren fremlagde for et par uger siden sit udspil til, hvad der må kaldes et markant løft af Boligjobordningen, også kendt som Håndværkerfradraget. Regeringen foreslår at hæve loftet for håndværkerydelser og serviceydelser til begge 25.000 kr.

Finansministeriet skrev i sit udspil, at intentionen er at ”støtte serviceerhvervet pga. covid-19 samt fremme private grønne investeringer.” Det glæder mig på vegne af både alle danske håndværkere, boligejere og ikke mindst den grønne omstilling. Det glæder mig også, fordi det betyder, at regeringen bakker op om Blik- og Rørarbejderforbundets klimaudspil ”Genopbygningen af Danmark”, hvor vi i foråret netop foreslog det.

Kritik rammer ved siden af

Mandag 9. november kunne man på FINANS også læse overvismand Carl-Johan Dalgaards manglende entusiasme over for regeringens og finansministerens forslag: ”Det er ikke et forslag, der er groet i de økonomiske vismænds have. Der kan være grund til at lempe yderligere på finanspolitikken, men hvis man vil gøre det ved at lempe skatter og afgifter - hvad dette er, er det bedre med en generel lempelse end at tilgodese en specifik branche.

Godt nok er jeg ikke økonom, men jeg ved at Danmark og verden står over for en enorm udfordring inden for de kommende år – ja, sågar måneder.

Vi er truet af klimaforandringer, der skal håndteres, og oveni hatten har vi nu også fået en af historiens værste luftbårne pandemier.

Men jeg ved også, at medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet kan spille en nøglerolle i at bringe Danmark på ret køl igen.

Blik- og Rørarbejderforbundet har længe argumenteret for, hvordan faglært arbejdskraft og fagbevægelsen kan blive en nøglekatalysator i den grønne omstilling. Derfor fremlagde vi i april 2020 vores udspil til at få dansk økonomi sikkert i gennem covid-19-krisen, med fokus på at skabe en bølge af grønne investeringer.

Vi danskere tilbringer langt størstedelen af døgnets 24 timer indendørs, imens 40 pct. af det samlede energiforbrug i Danmark anvendes i vores bygninger. Det er vores kontorer, fabrikker, daginstitutioner, folkeskoler, plejehjem, private hjem, ja alle steder, vi befinder os. Samtidig udgør de private husholdninger ca. 30 pct. af det samlede energiforbrug. Derfor er det helt essentielt, at vi som noget af det allerførste fokuserer på at energirenovere vores private hjem og vores samlede bygningsmasse, hvis vi ønsker at skabe en reel grøn omstilling.

Godt begyndt men kun halvt fuldendt

Derfor foreslår Blik- og Rørarbejderforbundet i vores klimaudspil ”Genopbygningen af Danmark” blandt andet, at Boligjobordningen nytænkes, så materialeudgifter til grønne investeringer fremover støttes af ordningen, hvilket de ikke gør med finansministerens udspil.

Regeringens forslag er altså godt begyndt, men kun halvt fuldendt. Der er nemlig et massivt potentiale i særligt ældre parcelhuse og etageboliger, og derfor er der behov for tiltag, der styrker incitamentet for almindelige danskere til at investere i energieffektive og klimavenlige boligrenoveringer. Regeringen rammer som udgangspunkt rigtigt, når de forøger fradraget på grønne renoveringer til for eksempel energibesparelser eller klimasikring, men det er svært at forestille sig, at samtlige husejere vil investere i f.eks. bedre ventilationsanlæg.

Man kan i dag kun anvende Boligjobordningen til at opnå fradrag for sin håndværkers arbejdsløn. En udvidelse af Boligjobordningen, så den også omfatter materialeudgifter ved grøn omstilling og energirenovering, vil skabe et reelt incitament for brug af ordningen, og samtidig skabe arbejdspladser i Danmark.

Fjern det kommunale anlægsloft

Der findes adskillige tiltag, som regeringen kan gøre brug af, som både vil skabe reel økonomisk vækst og give Danmark et skub i retningen af den grønne omstilling. Som eksempel ejer eller administrerer landets 98 kommuner samlet set ca. 31 mio. m2 bygninger.

Blik- og Rørarbejderforbundet foreslår derfor også regeringen at afskaffe det kommunale anlægsloft ved energirenoveringer. Det vil give kommunerne et incitament til at investere i klimavenlige og energieffektive bygningsrenoveringer.

Giv derfor kommunerne handlingsrum til at bruge deres midler til grønne renoveringer i de kommunale bygninger, som hver dag huser kommunalt ansatte, børn i daginstitutioner, unge folkeskoleelever og vores ældre på landets plejehjem.

Vi har i endnu højere grad end nogensinde indset behovet for at forbedre vore bygningers indeklima. I begyndelsen af oktober kunne man i Politiken læse, hvordan Professor i Byggeri og Anlæg ved DTU Jørn Toftum fremhævede nødvendigheden af en effektiv ventilation til at komme sygdomsepidemier til livs – blandt andet i bekæmpelsen af coronavirusset: ”Forskere i en stor del af verden har længe slået på tromme for, at coronavirus kan være luftbåren. Det er endelig anerkendt af først WHO og nu også af den danske sundhedsstyrelse. Det er en rigtig god idé at lufte ud, for alt peger i den retning”.

Et sundt og rent indeklima vil altså være endnu mere vigtigt i den kommende tid, hvor der vil være skærpet fokus på nedbringelse af smitte med coronavirus.

Blik- og Rørarbejderforbundets forslag er mange og bunder i reel politik. Derfor stiller vi meget gerne vores forslag til rådighed for regeringen og Folketingets partier, så vi kan sikre dansk økonomi og samtidig bekæmpe fremtidige sygdomsepidemier og understøtte den grønne omstilling.

Læs også