Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sæt feriepengene i spil og få et grønt afkast

Det kan godt betale sig at investere feriepengene i at energioptimere boligen.

Corona rammer verden
Mikkel Høegh, boligøkonom og afdelingsdirektør, Jyske Bank

Var nogen i tvivl om, hvorvidt danskerne vil hæve deres feriepenge, er den tvivl gjort til skamme. Massiv kø på borger.dk synes på anekdotisk vis at have forplantet sig til massive køer i detailbutikkerne.

Jeg havde i weekenden forvildet mig ud og ville købe nye indendørssko til ungerne – måske vi skulle have ventet en uge. Mine tanker endte i hvert fald med at gå mere i retning af smittespredning fremfor butiksdød. Det ændrer dog ikke ved, at den forhøjede aktivitet er butikkerne vel ondt, og det vil også glæde mig, hvis nogle af pengene bliver omsat til drikke og spise på turen.

Nu er tre ugers feriepenge i sagens natur tæt på en ekstra udbetalt månedsløn. Det er altså et beløb, der kan mærkes for de fleste, og derfor vil mange sikkert gerne bruge de fleste penge fornuftigt, når først der er købt ny fladskærm, spillekonsol og efterårsgarderoben er tiptop.

Er man boligejer, er det oplagt at bruge nogle af pengene på, at energirenovere sin bolig. Hertil kommer, at man ud over feriepengene kan få tilskud til renoveringerne. På den måde kan man få mere for pengene. I klimaaftalen er der således afsat 2,3 mia. kr. fra 2020 og frem til 2026 i form af en række puljer, der kan søges både til etablering af nye og grønnere varmeformer, men også til afvikling/ afkobling af sorte og dyrere varmeformer.

Puljerne kan kombineres, så det gælder om at se sig for, ligesom håndværkerfradraget også kan komme i spil. Det er næsten som om, at man kan gøre sig en gearet investering. Hertil kommer, at renten er lav, at flere projekter aktuelt er rentable. I min optik gælder det om at samle sammen og dermed bygge om, så det kan mærkes. Feriepengene kan således bruges som en startkapital.

Energirenoveringerne vil give afkast på flere fronter. I forhold til ens friværdi tegner der sig en ny og klar tendens. Klimarenoveringer handler således om at beskytte friværdierne, ligesom det er tilfældet med almindelig vedligehold på ens ejendom. De færreste af os får løbende opdateret vores energimærke, men det er nødvendigt ved salg. Vi begynder så småt at kunne se i data, at priserne på energirenoverede ejendomme holder bedre, ligesom liggetider og dermed også prisafslag ved salg er mindre. Det er formentlig en tendens, der over årene vil forstærkes i takt med, at boligejerne bliver mere beviste herom.

Herudover giver energirenoveringer anledning til fald i varmeregningen. Det er således oplagt, at man kan foretage en investering, der ligefrem giver positivt afkast. Det står i skærende kontrast til at lade feriepengene stå i banken, hvor de meget nemt kommer til at trække negativ rente.

Energirenoveringerne indeholder således både et formuebeskyttende element og giver et løbende positivt afkast. Afkastet bliver næppe mindre over årene, idet det ikke kræver megen fantasi at forestille sig, at såkaldt grønne afgifter på sorte energiformer over årene vil vokse. Så der er meget lidt, der taler imod. Det største problem bliver vel at finde ledige håndværkere.

Er man i tvivl om, hvor man skal starte og slutte, er det oplagt at få hjælp fra en energikonsulent. Energikonsulenten kan hjælpe med at prioritere opgaverne og dermed sikre, at man får størst muligt afkast for pengene og at de løsninger, der tages i brug, netop passer til ens ejendom.

BRANCHENYT
Læs også