Debat

103-årig får livsvarigt legat. Her er læren til dansk erhvervsliv

Tumpet, tumpet, tumpet. Sommetider kan erhvervslivet lære noget vigtigt af kulturlivet.

Statens Kunstfond har truffet en beslutning, som dansk erhvervsliv bør holde op mod lyset. Som en krystal. Prøv at dreje den. Så skifter den farve. Her kan du, leder, lære noget vigtigt.

Den beslutning, som Statens Kunstfond har truffet, er, at tildele en 103-årig forfatter en livslang ydelse. Så længe den 103-årige forfatter lever, vil hun af staten modtage et årligt beløb, der er mindre end kontanthjælp. Hun modtager dog kun det fulde beløb, hvis hun tjener færre penge om året, end mange topledere gør om måneden, og beløbet reduceres til nul kroner, hvis hun har indkomst som en moden skolelærer.

Sådan har Statens Kunstfond valgt at hædre forfatteren Lise Nørgaard. Lise Nørgaard har skrevet manuskriptet til tv-serien Matador, der er ikonisk, et stykke kulturhistorie og det seneste hundrede års mest populære fortælling om at være dansk.

”Bedre sent end aldrig”, som Statens Kunstfond skriver i sin begrundelse for at tildele Lise Nørgaard sin livsvarige ydelse. I det år hvor hun fylder 104. Og her er det så, topleder, at du skal holde beslutningen op mod lyset. For første gang. Studér først timingen.

Hvilken historie fortæller man om sig selv, hvis man hædrer en 103-årig kunstner med et livslangt legat? Jeg har et bud. Man fortæller, at man bor på sin egen planet. Som når en virksomhed får en topleder, der går passioneret op i maratonløb, cykling eller skak, og virksomheden begynder at hyre maratonløbere, cykelryttere og skakspillere til at fortælle chefgruppen om ledelse og strategiudvikling.

Hold nu krystallen op for anden gang. Nu skal det handle om proportionalitet. Du skal finde ud af, hvordan du kan hædre en medarbejder for at have fået samtlige medarbejdere til at interessere sig for virksomhedens værdigrundlag og historie. Medarbejderne er helt vilde. De vil se fortællingen igen og igen. Det er oven i købet en fortælling med den morale, at alle har brug for i hinanden på tværs af skel. Nå ja – undtagen skolelærere. Lærere er i fortællingen smålige, beregnende og sleske. Men alle andre.

Hvordan vil du hædre sådan en medarbejder? Ved at indstifte et legat i vedkommendes navn – til historiefortællere med exceptionelt talent for folkelig formidling? Ved at opkalde et mødelokale efter personen? Eller ved at give vedkommende et partoutkort til Legoland? Der dog bortfalder, hvis ansættelsen ophører. Vælg.

Krystallen skal du nu holde op for tredje gang. Drej den i lyset. Nu skal du studere ydelsens anvendelighed. Lise Nørgaard har naturligvis sagt tak for statens anerkendelse af hendes virke. Naturligvis. Hun er jo et dannet menneske. Men kan hun gøre brug af anerkendelsen? Eller er det mere anerkendelsen, der kan bruge Lise Nørgaard?

Når du vil give anerkendelse, så vælg en valuta, som modtageren kan anvende. Husk også timing og proportionalitet. Men først og fremmest anvendelighed.

Det virker som om, at Lise Nørgaard kan holde en indtægt på niveau med en skolelærer. Mindst. Dermed vil Statens Kunstfonds livsvarige ydelse indbringe hende et beløb på ingenting. Hun har i sine erindringer beskrevet Matador ”som at finde olie i baghaven”. Det siger ikke katjing med det samme. Men fordi Danmarks Radio skruer en kontrakt sammen, der gør genudsendelser af Matador, salg af filmrettigheder og salg af dvd’er til en god forretning for forfatteren, begynder der at gå fornuftige beløb ind på kontoen. Dertil kommer nye manuskriptopgaver, foredrag og bogsalg.

Bundlinjen er, at legatet på kontanthjælpsniveau næppe nogensinde kommer til at gøre en forskel i Lise Nørgaards økonomi. Om hun så bliver 200 år, kan man sarkastisk tilføje. Statens Kunstfonds repræsentantskab har altså hædret Lise Nørgaard med en ydelse, der er et slag i luften. I praksis uden nogen anvendelighed for modtageren.

Dét kan ledere lære af. Når du vil give anerkendelse, så vælg en valuta, som modtageren kan anvende. Husk også timing og proportionalitet. Men først og fremmest anvendelighed. Det er ikke nødvendigvis en enkel analyse. FC Københavns ledelse gik for eksempel galt i byen, da den antog, at Ståle Solbakken følte sin indsats som (fyret) træner anerkendt med en fratrædelsesgodtgørelse og en pæn pressemeddelelse.

Penge er ikke alt. Men det er et godt betalingsmiddel. Næste gang Statens Kunstfond eller erhvervslivet vil hædre en 103-årig dansker for en særlig indsats, bør krystallen holdes op mod lyset.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også