Serier

Pas på, hvad du ønsker dig i disse juletider

Gode økonomiske nyheder kan blive dårlige nyheder for aktiemarkedet.

Corona rammer verden

For mange indbefatter juletiden også ønskelister. Det kan ofte være en udfordring for midaldrende mænd, som er børn af den materialistiske tidsalder. Mange midaldrende mænd ønsker sig inderst inde bare en Tesla. Men de produceres vist nok ikke på julemandens værksted.

Da man ellers synes man har alt, kan en sidste udvej være at ønske sig (endnu) et slips! Men selv slipsene begynder at samle støv nu, hvor de sidste møder er gjort virtuelle i coronaens tegn. Spørgsmålet er, om man skal begynde at tænke mere i fornuftsjulegaver?

Fornuftsjulegaveønsker for global økonomi er en coronafri verden med privat, efterspørgselsdrevet økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og stabil lav inflation. Det ville også være at foretrække for aktieinvestorer – altså hvis ellers de normale økonomiske naturlove fortsat var gældende.

Det kan man imidlertid godt stille spørgsmålstegn ved, om er tilfældet? At det midlertidigt kan være formålstjenligt med negative indlånsrenter, kan ikke afvises. Men at renten på en 30-årig statsobligation er negativ, er et alvorligt sygdomstegn.

Renterne er ikke kun blevet presset ned, fordi det ikke har været muligt for centralbankerne at indfri deres tilbagevendende juleønsker om en stabil kerneinflation på omkring 2 procent om året. De er også blevet presset ned, fordi centralbankerne har været nødt til at finde andre veje, end at sænke pengemarkedsrenterne.

For at presse renterne på obligationer med længere løbetid ned, har man siden finanskrisen opkøbt stadig flere obligationer i markedet. Og det har været en succes. I dag er realrenten 2-3 procent lavere end økonomiens trendmæssige vækstrate.

For gældsplagede lande og virksomheder, er det også en stor succes. I Portugal, som med en 10-årig obligationsrente på 17,3 procent i 2012 måtte have kunstigt åndedræt, er renten nu faldet til under 0 pct. Det sker ikke fordi Portugals økonomi i dag er fantastisk, men fordi der er en forventning om, at ECB vil fortsætte med at opkøbe landets obligationer.

Virksomhedsobligationer handles også på stadig lavere renteniveauer, og den risikopræmie, man som investor får for at købe disse, skrumper kraftigt ind. Det gør den på trods af, at covid-19 pandemien udløste den kraftigste økonomiske nedtur i mands minde. Men også i store dele af dette marked, foretager centralbankerne opkøb.

Desuden er rentehungrende investorer på konstant jagt efter obligationsinvesteringer, som giver en lidt højere forrentning. Dele af aktiemarkedet synes også at have mistet jordforbindelsen, hvilket bringer os tilbage til Tesla: Denne aktie er steget 360 procent (trehundredeogtres) siden Elon Musk i maj tweetede, at aktien var for dyr!

I disse juledage er ECB, Bank of England og Federal Reserve ved at forberede nye pengepolitiske stimuli med fortsatte opkøb af obligationer. De ved godt, at deres ønsker om prisstabilitet er lige så urealistisk som mit ønske om en Tesla (eller endnu bedre: En Tesla-aktie). Men nok så væsentligt er det for dem at vise, at de gør noget, og at de forventer det virker.

For aktieinvestorer lugter det også af jul: Hvis der er noget, som centralbankernes opkøb af obligationer kan, er det at stimulere priserne på aktier. Derfor er fornuftsjulegaven måske heller ikke så fornuftig, når det kommer til stykket: Når den økonomiske patient på et tidspunkt kommer på benene, og den økonomiske vækst igen kan klare sig uden offentlige stimuli (lån fra vores børn), vil man også begynde at diskutere, om ikke det er på tide at hive droppet ud af patienten – dvs. en gradvis udfasning af obligationsopkøb. Når det tidspunkt kommer, vil renterne stige og julestemningen på aktiemarkederne vil falde til frysepunktet. Gode økonomiske nyheder kan blive dårlige nyheder for aktiemarkedet.

Så man skal passe på, hvad man ønsker sig. Tror, at jeg alligevel holder mig til slipset – igen i år!

BRANCHENYT
Læs også