Serier

Rend mig noget så grusomt, corona

Jeg er træt af det mismod, der breder sig blandt fantastiske mennesker i spændende virksomheder, fordi deres kampgejst er ved at være slidt op i en uigennemsigtig fremtidståge, som ingen for alvor ved, hvornår letter.

Corona rammer verden

Hold nu k… hvor er jeg træt af Corona. Træt af at høre om den virus og hvorfra, hvorfor og måske endda med hvis assistance, den kom. Træt af tests, træt af anbefalinger, formaninger og mundbind. Træt af daglige smittetal, der bare forværres dag for dag. Træt af pile, der sender mig snart den ene og snart den anden vej – og træt af folk, der kommer i mere eller mindre fysisk karambolage af debatten om årsag, beskyttelse og effekt.

Træt af at skulle om-planere aktiviteter hver og hver anden måned, atter og igen, og træt af at skulle fortælle vores leverandører og samarbejdspartnere, at vi igen-igen må udskyde en ellers planlagt leverance eller aktivitet – fordi vores kunde, opdragsgiveren og dermed betaleren, lige har gjort det samme overfor os.

Jeg er træt af at skulle sende mine medarbejdere på tvunget hjemmearbejde hver anden uge, og endnu trættere af at se dygtige og skattede medarbejdere nødtvunget acceptere at skulle arbejde et andet sted end hos os, fordi ordretilgangen simpelthen er lagt i dvale fra en stor del af de virksomheder, vi er backing-gruppe for.

Jeg er træt af det mismod, der efterhånden har bredt – og breder sig – blandt fantastiske mennesker i spændende virksomheder, fordi deres kampgejst er ved at være slidt op, i en uigennemsigtig fremtidståge, som ingen for alvor ved, hvornår letter.

Træt af zoom og teams-møder på stribe, der efterhånden er blevet så effektive, at vi har glemt at mærke hinanden som mennesker – og træt af virtuelle (jule)frokoster og bingo-teams-møder, som ingen rigtigt, sådan for alvor, når vi skal være helt ærlige, finder særligt morsommer eller bidragende til den fælles mentale helse. Og træt af at skulle argumentere over at et ”indlæg på et teams-møde” kun er en brøkdel værd i forhold til den key-note for de samme 1000 mennesker, som vi ellers uden problemer ville kunne sælge til ”normalpris”. Fordi det er som om den erfaring og forberedelse, vi ellers disker op med, pludselig intet er værd på teams. ”Herregud, du skal bare lige snakke en times tid…”.

Jeg er træt af hoteller, kursus- og mødesteder og Messecentre der (snart) bukker under, hvis ikke de snart får en blivende, hjælpende hånd, eller en seriøs omgang kunstigt åndedræt og derfor potentielt ikke er der, når vi får brug for dem. Træt af cafeer og restauranter, der bukker under på stribe. Og af forlystelsesparker, koncertsteder, teatre, biografer, museer og andre vigtige kulturtilbud, der ikke kan have gæster og derfor ikke bidrage til den fælles åndelighed og de pusterum, de fleste af os har så meget mere brug for nu, end nogensinde. Træt af den usikkerhed og det mismod, alle de berørte medarbejdere skal trækkes med som en direkte konsekvens.

Jeg er usigeligt træt af ikke at kunne rejse. Ikke bare fordi skattede kunder i rejsebranchen er gået nedenom og hjem, og derfor ikke kunne at betale deres regning. Men også fordi både forretningsrejser og private ferier og get-aways er blevet aflyst. Og en ellers vigtig og blomstrende industri er i knæ. Og fordi det er lidt svært at se, hvornår vi igen kommer på vingerne mod lysere tider.

Jeg er træt af at have været på statsstøtte i væsentlige måneder, hvor vi skulle have gjort en kæmpe forskel for dygtige virksomheder, og dermed tjent – og fortjent- vores egne penge. Og af at være ”glemt” i den ellers vidtfavnende debat om virksomheder, der fortjener hjælp, fordi vi ”bare” er en del af fødekæden til industrier, der er så svært nødlidende på grund af manglende tilstrømning af gæster, kunder og indtjening.

Hold da op: Der fik jeg vist lige luft! Det hjalp! Jeg mere end fornemmer, at vi er mange, der er trætte udover det sædvanlige. Og som om det ikke var rigeligt, fik nordjyderne lige fik et nedlukningsdyk for en måned siden, og nu er det meste af det øvrige land, der har fået et ekstra tryk på trætheden med omfattende restriktioner.

Hvor skal det ende, tænker du sikkert, som jeg gør?!

Jeg har et bud: Julen nærmer sig. Selvfølgelig er jeg også træt af, at det bliver en corona-jul med alle de begrænsninger og bekymringer og afsavn, den må afstedkomme, Julen: Lyspunktet?

Julemanden!

Jeg satser alt på, at han medbringer det, der må blive ”årets julegave 2020” i historiebøgerne: Gaven over alle gaver: At der er vaccine i den røde mands bedagede sæk. Og jo, jeg er også træt af vaccine-konspiratoriske-fake-news af alskens slags. Og nej, jeg tror ikke på, at man bliver hverken blind eller steril af den.

Helst en vaccine, der virker og det i en fart, så vi kan komme videre. Ikke med livet som vi kendte det, men i en ny justeret virkelighed, hvor det meste bliver fantastisk igen, og vi kan ses og muntres, glædes og næres af at være i selskab med rigtige levende mennesker, der -teknisk set- er inden for rækkevide. Men der går nok lidt endnu inden vi kommer helt tilbage til det kom-lad-os-krammevandvid, vi var med at nå.

Men pyt: Et fast, nyafsprittet håndtryk og oprigtig øjenkontakt henover mundbindet kan også en hel masse.

Alt bliver godt igen!

BRANCHENYT
Læs også