Fortsæt til indhold

Hvorfor er der ingen, der taler om healthtech?

Vi bør fokusere på at digitalisere det danske sundhedssystem - gennem digitale løsninger der minimerer eller helt fjerner administrative byrder fra plejepersonalet.

Debat
Cristiano Cairo

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Cristiano Cairo, italiener bosat i Danmark og administrerende direktør for Klikkit

Forvaltningen af det danske sundhedssystem har altid været et yndet debatemne – og ikke mindst siden covid-19 lukkede verden og Danmark ned i begyndelsen af 2020.

Lad os endelig slå fast med syvtommersøm, at det danske sundhedspersonale gør det formidabelt.

Lige nu gennemgår vi anden fase af pandemiens hærgen, og heldigvis har vi allerede fået erfaring hermed. At være forberedt og at have et sundhedspersonale, der er dedikeret og professionelt, er altafgørende - ellers risikerer det at løbe af sporet. Vi har set hvor galt det kan gå f.eks. i Norditalien, hvor jeg oprindeligt kommer fra.

Men mens de mennesker, der arbejder i sundhedssektoren, fortjener den største respekt for den enorme indsats, de hver dag gør for at levere pleje af høj kvalitet, må vi også erkende, at det danske sundhedssystem er en meget konservativ industri, der sjældent benytter lejligheden til at øge effektiviteten ved at implementere ændringer og nye teknologier. Vi har talt længe om ”fintech” og ”biotech” - men hvad ville der ske, hvis vi begyndte at arbejde med ”healthtech.

At gøre leveringen af pleje mere effektiv er nøglen til at imødegå det stigende antal plejestøtte, som Danmark skal stå over for i de næste år. Covid-19-pandemien har tydeligt illustreret, hvad der sker, når systemet fanges uforberedt, og behovet for pleje pludselig øges.

Mens apps som Smittestop fokuserer på at spore potentielle patienter i fare, gøres der i øjeblikket intet for at lindre byrden på plejepersonalets skuldre. Paradoksalt nok lægger Smittestop yderligere pres på personalet i en sektor, hvor buen mange steder allerede er strakt til det yderste. Er det virkelig en passende løsning?

Og hvad med hverdagen for de mange hårdt prøvede sygeplejersker? For når man arbejder som sygeplejerske eller i sundhedssektoren generelt, er det sjældent kun med økonomisk gevinst for øje. Lønnen bæres i høj grad af glæden ved at hjælpe og drage omsorg for syge og udsatte grupper, og den type mennesker, der vælger at arbejde i sundhedssektoren, gør det kun meget sjældent, fordi de tænder på tanken om flere administrative opgaver.

Jeg vil derfor argumentere for, at vi bør fokusere på at digitalisere det danske sundhedssystem - blandt andet gennem digitale løsninger der minimerer eller helt fjerner administrative byrder fra plejepersonalet. Ved at gøre dette kan vi opnå to væsentlige gevinster: Vi effektiviserer sundhedssystemet ved at frigøre personalets tid, og som en konsekvens heraf øger vi også kvaliteten af plejen ved at bringe sygeplejersker og plejepersonale fokus tilbage på det, der driver dem - nemlig pleje af syge og sårbare grupper.

I forlængelse heraf undrer jeg mig over min oplevelse af, hvor svært det til tider er at bryde igennem i sundhedssektoren. På papiret er alle enige om, at vi skal prioritere ”de varme hænder,” men i realiteten bliver afdelingerne styret med udgangspunkt i ”det vi plejer”, og det bliver tydeligt, når man beskæftiger sig med ”healthtech”.

Skal vi ikke prøve at lære af denne covidtid og begynde rent faktisk at gøre brug af den teknologi, der allerede i dag findes i sundhedssektoren? Kun på den måde kan vi frigive den tid, der ellers skulle gå med administrative opgaver, og i stedet bruge den på det, der for alvor er vigtigt for samfundet og sundhedspersonalet, nemlig at passe og pleje de syge og udsatte.