Serier

Annus horribilis og et 2021 med potentiale

2020 blev et forfærdeligt år som følge af covid-19-pandemien. Men nu er vaccinen på vej, og den økonomiske politik forbliver ekstremt lempelig. Så der er god grund til at se på 2021 med optimistiske øjne.

Corona rammer verden

Det var i 1992, at dronning Elizabeth i en tale i anledning af sit 40 års jubilæum som regent beskrev året som et annus horribilis, det latinske udtryk for et forfærdeligt år. Og det var med hentydninger både til personlige begivenheder som sønnerne Charles og Andrews forliste ægteskaber, den omfattende brand på kongeslottet Windsor Castle og til de tumultariske omstændigheder, hvorunder det britiske pund måtte forlade det europæiske valutariske samarbejde.

Uden sammenligning i øvrigt kan 2020 også karakteriseres som et annus horribilis. Selvfølgelig på grund af covid-19 pandemien og dens ufattelige menneskelige og økonomiske konsekvenser. Antallet af registrerede tilfælde på verdensplan har passeret 70 millioner, heraf flere end 1,6 millioner med fatalt udfald, og de drakoniske tiltag for at bremse smittespredningen har kastet verdensøkonomien ud i den dybeste recession siden Anden Verdenskrig.

Den kendsgerning, at forårets frie fald i handel og produktion var en følge af en politisk beslutning om at lukke samfundet ned, betød til gengæld også, at det helt store økonomiske kriseberedskab blev kørt i stilling ekstremt tidligt i forløbet. Det har holdt hånden under husholdninger og virksomheder og skabt fundamentet for en hurtig tilbagevenden til normale tilstande, når pandemien slipper sit greb og økonomierne genåbnes. Det så vi i tredje kvartal, og det vil ske igen, når vaccinerne og foråret for alvor får bugt med coronaen.

Men vinteren bliver barsk. Pandemiens anden bølge har vist sig at være en hård nød at knække, og den nye nedlukning herhjemme risikerer at vare længere end det, som regeringen lægger op til. Heldigvis ved vi nu, at der er gode muligheder for at holde store dele af økonomien kørende gennem hjemmearbejde og onlinehandel, ligesom nye krisepakker vil se dagens lys.

Det kan lade sig gøre fordi de offentlige finanser er i god stand og renten negativ. Det vil bidrage til at holde humøret oppe hos forbrugerne, som i øvrigt generelt er velkonsoliderede. Derfor bliver de langsigtede konsekvenser af krisen minimale i forhold til, hvis pandemien havde ramt os for år tilbage.

Men de nye nedlukninger betyder også, at to-tempi økonomien kører videre ind i 2021. Der er højhastighedstoget, som store dele af detailhandlen og især e-handlen samt bolig- og aktiemarkederne er koblet op på. Og så er der hestekærren, som trækker oplevelsesindustrien, hotel- og restaurationsbranchen og ikke mindst turismen og flybranchen i et tempo så svagt, at vejen mod bedre tider må føles uendelig lang og fyldt med faldgruber.

Også forhandlingerne mellem EU og Storbritannien foregår i snegletempo. Men uanset om det ender med en aftale eller ej, vil det medføre store omkostninger. Især Storbritannien vil gå en svær tid i møde, men dansk økonomi går ikke ram forbi. Vurderingen er, at tabet for Danmark vil blive på mellem 10 og 25 mia. kroner over en årrække afhængig af, om det ender med et blødt eller hårdt brexit. Småbeløb vil nogen sige i lyset af coronaregningen, men trods alt store beløb for de virksomheder, som rammes af den nye virkelighed med told og andre restriktioner, som følger af, at Storbritannien ikke længere er med i det indre marked.

Når det er sagt, er der faktisk grund til at kigge ind i det nye år med en vis optimisme. Vaccinen er på vej, og på sit møde i december gav ECB en tidlig julegave til boligejerne og investorerne, da banken lempede pengepolitikken yderligere og nærmest gav en statsgaranti for, at renten ikke bliver sat op før tidligst i 2024.

Måske vil 2021 gå over i historien som et annus mirabilis, hvor verdenssamfundet styrket gik ind i en helt ny epoke efter at have vundet kampen mod coronaen.

At EU ikke er uden handlekraft, blev bevist på topmødet forrige uge, da armen blev vredet så grundigt rundt på Polen og Ungarn, at den store genopretningspakke til en værdi af astronomiske 5625 mia. kroner blev endeligt vedtaget. Det giver ekstra støtte til de særligt udsatte erhverv i hele EU, ligesom den grønne omstilling vil få tilført ekstra næring. Det er godt nyt for de mange danske virksomheder, som har en stærk konkurrenceposition inden for bæredygtig produktion.

Og når dertil lægges, at Joe Biden vandt det amerikanske præsidentvalg, ja så kan det næppe gå helt galt set med danske briller. Den kommende præsident har for længst meldt ud, at USA under hans ledelse vil gentiltræde Paris-aftalen, ligesom han i almindelighed har et noget andet syn på samhandel og udenrigspolitik end sin forgænger. Det kan betyde, at globaliseringen, som Danmark har nydt rigtig godt, får en opblomstring, selvom Biden også har gjort det klart, at USA fortsat vil gøre sit til at sikre, at Kina ikke kommer til at efterleve sine stormagtsambitioner.

Så hvem ved. Måske vil 2021 gå over i historien som et annus mirabilis, hvor verdenssamfundet styrket gik ind i en helt ny epoke efter at have vundet kampen mod coronaen. Glædelig jul og godt nytår.

Læs også