Samfundssind vejer tungt på skuldrene af erhvervslivet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Årets ord er blevet kåret. Samfundssind. På sin vis er det smukt, fordi det symboliserer, hvordan vi alle som én står sammen om at bekæmpe en fælles fjende. Hvor vi ”sætter hensynet til samfundet højere end egne interesser”, for at følge Dansk Sprognævns definition af ordet.

Er det overhovedet tilladt at være imod samfundssind? Nej, og det har sat næsten uopnåelige krav til dansk erhvervsliv i kampen om at komme ud af 2020 med omdømmet i behold.

Set fra mit perspektiv som krisekommunikatør er kravet om samfundssind en af to yderst interessante egenskaber ved coronakrisen, som adskiller den fra alle andre kriser.

Egenskaber, der tilsammen har gjort krisehåndtering til en yderst hårfin balance i virksomheder, der i forvejen har været under voldsomt økonomisk pres. Som har resulteret i, at danske virksomheder i det forgangne år er blevet ført til henholdsvis sejrsskamlen og skafottet i medierne på daglig basis.

For hvornår har man som virksomhed udvist tilstrækkeligt samfundssind? Er det, når man følger myndighedernes retningslinjer, eller skal der mere til? Så som at fremskynde betaling til underleverandører eller omlægge produktion for at donere visirer til sundhedssektoren.

Det er op til den enkeltes tolkning, for samfundssind er et så vagt defineret begreb, at vi kan tillægge det præcis den betydning, vi selv ønsker.

Kernen af krisekommunikation er kampen om "den sande fortælling", og under coronakrisen har vi i ekstraordinær grad oplevet, hvordan alle danskere har hver sin opfattelse af sandheden. Hvor alle – ikke mindst medierne – er følelsesmæssigt investeret og pludselig bliver til selvudnævnte eksperter, som udfordrer myndigheders og virksomheders håndtering.

Det leder mig til den anden unikke egenskab ved coronakrisen, som har sat ganske særlige krav til krisehåndteringen: Alle virksomheder er i (nogenlunde) samme båd, på samme tidspunkt. Hele Danmark er i coronakrise. På den ene side er det positivt, fordi spotlight på den enkelte virksomhed er langt mindre, end når en virksomhed er alene om at være i krise.

På den anden side betyder det, at hammeren falder uendelig hårdt, hvis du træder forkert. Det er nemlig usædvanlig enkelt for virksomhedens interessenter at måle og vurdere krisehåndteringen direkte op imod, hvordan andre gebærder sig.

Medarbejderen kan nemt vurdere, om hun har lyst til at være loyal mod en arbejdsplads, som fyrer med den ene hånd og bevarer direktørlønninger med den anden, mens konkurrenten holder en solidarisk hånd under alle. Og forbrugernes loyalitet er som bekendt endnu nemmere at skubbe til.

Hver dag er virksomheder til offentligt skue i forhold til, hvordan andre håndterer den nøjagtig samme situation. Dét er specielt. Det gør det også ualmindelig nemt at udpege helte og skurke.

Hammeren har været særligt højt hævet over hovedet på de største virksomheder herhjemme. Skurkene i coronakrisen har særligt været dem, som vurderes særligt økonomisk kapable til at udvise netop samfundssind. Jo større en virksomhed, jo større er omverdenens forventninger til dig.

Heldigvis har vi i et omdømme-perspektiv set flest helte i det forgangne år, nemlig virksomheder som har truffet de rette beslutninger – set med offentlighedens øjne.

Her ligger en helt fundamental huskeregel, som mange virksomheders udfordringer med krisehåndtering kan føres tilbage til: Det er ikke virksomheden selv, der bestemmer ansvaret for krisen, og det er heller ikke lovgivningen. Det er derimod offentligheden og medierne. Danskernes følelser.

Og følelser har der været rigeligt af i det forgangne år, hvilket sammen med kravet om det uopnåelige samfundssind har gjort folkedomstolen ekstraordinært hård ved dansk erhvervsliv.