Serier

Glem det, Mette! Man kan ikke tale sig fra samtale

Statsministeren er ikke den eneste, der bruger ‘vi’ om sig selv og ‘vores’ om sine egne beslutninger. Det er der mange magthavere, der gør. Det kommer der dog hverken bedre samtaler eller fælles løsninger ud af.

Corona rammer verden

Statsministeren sagde noget klogt i sin nytårstale. Hun sagde:

“Selvfølgelig har der også været diskussioner. Og kritik. Det skal der være. Men som Hal Koch så rigtigt sagde det allerede i 1945: Demokrati er meget mere end en styreform. Det er en livsform. Det er ikke afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. Det er samtalen. Og viljen til at finde fælles løsninger.”

Problemet er ikke det, statsministeren siger. Problemet er det, hun gør.

Når statsministeren fremhæver, at samtalen er demokratiets egentlige styrke, er det ikke et forsvar for samtalen.

Det er et tamt forsøg på at skrue ned for de diskussioner og den kritik, der har været af hendes manglende vilje til samtale.

Statsministeren er ikke den eneste, der bruger ‘vi’ om sig selv og ‘vores’ om sine egne beslutninger. Det er der mange magthavere, der gør. Det kommer der dog hverken bedre samtaler eller fælles løsninger ud af.

Tværtimod. Når ledere affærdiger diskussioner og kritik med en teoretisk pointe om, at det er en styrke ved deres måde at lede på, at der er diskussioner og kritik, gør de ikke plads til de forskellige perspektiver, der er en forudsætning for fælles løsninger. De reducerer de forskellige perspektiver til ét: Deres eget.

Det er det samme, der sker, når statsministeren insisterer på, at vi alle er i samme båd. Respektløst mener mange - for der er unægteligt nogen, der betaler en højere pris end andre under denne coronakrise.

Men det er ikke blot respektløst overfor dem, der har betalt den højeste pris. Det er også udtryk for en misforstået opfattelse af, hvad det vil sige at finde fælles løsninger.

Viljen til at finde fælles løsninger handler ikke om at reducere forskelle. Den handler om at gøre plads til forskelle. Lytte til forskelle. Rumme forskelle.

Viljen til at finde fælles løsninger udspringer ikke af en overbevisning om, at der kun er én vej, når man står med en stor opgave i hænderne, som statsministeren udtalte til DR forleden. Den udspringer af en overbevisning om, at der er mange veje, men at det kun er den vej, der giver mening på tværs og på trods af forskelle, der bringer os i mål sammen.

Og det kræver ganske rigtigt samtale. Oprigtig samtale. Hvor man ikke taler om vigtigheden af diskussioner og kritik, men går i dialog med dem, der diskuterer og kritiserer. Man kan ikke tale sig fra samtale. Man er nødt til at flytte sig. Skifte position og perspektiv. Skiftes til at tale og lytte. Til at stille og besvare spørgsmål.

At gøre plads til andres spørgsmål er det vigtigste i en samtale. Og det sværeste. Alle kan formulere et spørgsmål, de selv synes er vigtigt. Og udforske og udvælge de svar, de selv synes lyder rigtige. Men at høre - sådan rigtigt høre - de spørgsmål andre stiller, kræver ikke bare vilje til at finde fælles løsninger. Det kræver også vilje til at opgive sine egne løsninger. Sine egne spørgsmål. Og sine egne svar.

Hal Koch havde ret i, at demokrati er mere end en styreform. Det er en livsform. Men kun hvis dem, der styrer har viljen, tilliden og modet til at lade ‘de andre’ fylde lige så meget i samtalen, som de selv gør. Kun hvis dem, der styrer byder andres spørgsmål velkomne - vel vidende, at deres spørgsmål er og skal være en trussel mod:

  • Enevælde. Med ethvert spørgsmål følger minimum to magtpositioner: 1) magten til at definere, hvad der skal tales om (den der formulerer spørgsmålet), og 2) magten til beslutte udfaldet af samtalen (den der formulerer svaret)
  • Entydighed. Ethvert spørgsmål har minimum to potentielle udfald: Ja/nej.
  • Status quo. Ethvert spørgsmål er en påmindelse om, at det, der er, ikke bare kunne være anderledes, men har været anderledes og vil blive anderledes

Det er rigtigt, at det ikke er afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. Det er samtalen. Fordi samtalen gør plads til de spørgsmål, ingen af os kender svaret på endnu. Og som vi er afhængige af hinanden for at finde og omsætte til fælles løsninger.

Så hvis statsministeren for alvor vil demonstrere den demokratiske livsform - og ikke bare tale om den - skal hun skrue op for lydhørheden over for de spørgsmål, der fylder i befolkningen. Og ned for sine egne svar.

BRANCHENYT
Læs også