Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kan du for helvede ikke se, at jeg har travlt. Og andre gode svar i min discountforretning

Ræk hånden op nu, hvis du stemmer for, at man får en autentisk indkøbsoplevelse i en butik med uhøvlede brædder og en pensionist, der siger ”Krøllebølletermineaidiuopirøvenstupida”.

Jeg har i weekenden indstillet bestyreren i min lokale discountforretning til prisen for ”Årets Indløbsoplevelse”. Prisen tildeles for følgende svar til en kunde, der står med en frossen and og spørger om prisen:

»Kan du for helvede ikke se, at jeg har travlt?«

Jeg synes, at det er et godt svar. Kan du for helvede ikke se, at jeg har travlt, fortæller, hvor langt der er fra de indsmigrende sidegadebutikker i Rom, Paris, Svaneke og Løgstør til noget, der kunne kaldes virkeligheden. Vi vil dælme ikke købe ind i virkeligheden. Vi vil købe ind i en kulisse.

Kulissen skal gerne indeholde nogle trækasser og uhøvlede brædder og ting, der hænger ned fra loftet, og en mand eller dame, der tager rumpen på kunderne med et varmt smil. Der skal også gerne være trangt og småramponeret og lidt mørkt og i et hjørne sidder en pensionist på en stol og siger noget på dialekt.

I min lokale discountforretning er de ikke spor autentiske. De sprætter papkasser op og fylder hylder, som om det var kernen i deres job.

Vi forstår ikke en meter og synes da også, at tørklædet/fisken/blåbærmarmeladen/paraplyen/den antikke stentøjskrukke var godt betalt, for ikke at sige meget godt betalt, da vi igen står ude på brostenene og justerer øjnene om til dagslys. Men vi er enige om, at butikken er autentisk. Meget autentisk. Da vi gik, smilede pensionisten venligt til os og mumlede ”Krøllebølletermineaidiuopirøvenstupida”, og det betyder som bekendt noget hen ad evig fred og venskab mellem vore to folk.

I min lokale discountforretning er de ikke spor autentiske. De sprætter papkasser op og fylder hylder, som om det var kernen i deres job. De burde tage på studietur til de varme lande og Svaneke og Løgstør, men de gør nul. På helt syge tidspunkter har jeg set butiksbestyreren stå i lokalet og gøre ting. For eksempel anden juledag. Da bøvser man af i Danmark og ser Far til Fire i Marokko, men butiksbestyreren står i stedet og tager julepynt ned og sætter børnechampagne på hylder. Hun er alene i lokalet. Det giver et uautentisk indtryk.

Kan du for helvede ikke se, at jeg har travlt-bemærkningen er også meget uautentisk, og der er vidner på den. En del af hendes ansatte, blandt andet. De holder skarpt øje med, hvordan hun afvikler kontaktsituationer med kunder, for hun er nemlig ny i jobbet som deres chef og dermed rollemodel.

Nå. Så kommer den her kunde hen til hende med en frossen and i hænderne, og hun sprætter papkasser op fylder på hylder, som gjaldt det livet eller karrieren eller noget midt i mellem. Og kunden spørger til prisen, og det er et åndssvagt spørgsmål. For et sted over frysedisken eller i hvert fald et sted i butikken står prisen jo. Vist nok. 99 kroner. Idiot. Og der er denondelynemig mange papkasser tilbage at sprætte op. Bum – så falder butiksbestyrer-svaret. Som et piskesmæld. Kan du for helvede og så videre. På cirka x sekunder er svaret nået rundt til alle ansatte, via mund til mund og messenger, inklusiv dem der er hjemme med en sygemelding for ondt i håret. Cirka x minutter senere breder rygtet sig ud i sovebyen.

Tænk sig. Det svarede hun.

Knap et par uger efter er jeg nede i den uautentiske discountforretning og ser en palle nisseøl. Hvad sådan en sixpack med nisseøl koster, spørger jeg pigen ved kassen, og hun scanner og nævner en pris, der er absurd høj. Selv om alle børn i sovebyen krævede nisseøl efter at have set julekalender 20. december, ville prisen være på månen. Nå. Men i den modsatte ende af butikken står en palle med nøjagtig de samme nisseøl, opdager jeg, og de koster en fornuftig pris. Gæt hvad pigen ved kassen, vil have for øllene? Nemli’. Svaret er ”whatever”. 38 kroner, 25 kroner, 18 kroner. Noget. Få dig et liv og kom videre. Altså – det siger hun ikke. Højt. Men hvis man ikke var hjemme fra skole den dag, da klassen havde om nonverbal kommunikation, kan man godt afkode, at man er en kunde med et åndssvagt spørgsmål og en frossen and. Det har hun lært at sige af sin chef.

Og nu skal vi stemme, så vær klar med poten. Ræk hånden op, hvis man får en autentisk indkøbsoplevelse i en butik med uhøvlede brædder, og hvor man går igen med en ubegribeligt dyr stentøjskrukke i en plasticpose. Tak. Det svar fik 1538 stemmer.

Eller får man en autentisk indkøbsoplevelse i en butik med opsprættede papkasser, hvor butikschefen har så helvedes travlt, hun desværre ikke har tid til at være sød? Eller også har hun djævelsk ondt i højre skulder. Eller også skal hun skilles. Whatever. Jeg stemmer for det sidste.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også