Serier

Hvem skal vi vaccinere først? En rejsemontør eller en kræftpatient?

Erhvervslivet vil have reserveret vaccine til særligt vigtige medarbejdere. Det gav en forudsigelig afklapsning.

Corona rammer verden

Hvis man gerne vil have slået sine tænder ud med et knojern og brækket armene til dessert, skal man bare række fingeren op og bede om en stor portion coronavaccine til sig selv og sine venner.

Det var, hvad Dansk Industri gjorde lige op til weekenden. Bad om 50.000 doser. Måneden forinden havde tænketanken Cepos ventileret en variant, nemlig at de danskere, der ville og kunne betale mest for at blive vaccineret, fik vaccinationen først. Via markedet. Den usynlige hånd. Knojernet kom med en kraft, så tænketanken bagefter kunne samle sine tænder og tanker op fra gulvet med en støvsuger.

Dansk Industri havde ikke dårlige argumenter for sit synspunkt. Argumentet var i sin kerne, at der faktisk findes andre logikker end den sundhedsfaglige. Faktisk. En DI-direktør satte kød og krop på rationalet med et eksempel: Hvis en dansk virksomhed pinedød må have tre teknikere til Tjekkiet og reparere et vandrensningsanlæg for at beholde en stor millionkontrakt, bør teknikerne kunne komme ind i fast track kø til vaccinering.

I et dirrende øjeblik fik DI’s forslag lov at stå i luften, så kom knojernet: En professor i medicin kaldte den måde at tænke på ”grim”. En anden professor i medicin udtalte, at den form for prioritering ”slet ikke kunne komme på tale”.

Reaktionen udstiller, hvordan en faktisk fornuftig, eller i hvert fald ikke uafviselig, argumentation kan ende fuldkommen pulveriseret. Selv den tidligere overvismand Michael Svarer, der sidder i regeringens økonområd i forhold til coronasituationen, bakkede op om, at samfundsøkonomiske hensyn burde indgå i vaccinationsplanen. Altså at ikke kun sundhedsfaglige hensyn burde råde.

Det kan undre, hvorfor Dansk Industri ikke spekulerede i logik-sammenstød, da organisationen gik ud med sit forslag om at reservere en del af vaccinerne til erhvervsfolk.

Men synspunktet sank som en sten på Christiansborg. Fra Dansk Folkeparti over De Konservative til Enhedslisten. Dansk Folkepartis Liselott Blixt formulerede problemets kerne på denne måde:

»Jeg ved, at hvis vi (politikerne, red.) først begynder at blande os, er der rigtig mange, der vil forrest i køen, og så kan vi blive ved. Jeg lader det være op til myndighederne.«

Erhvervslivets organisationer kan uddrage to lærer af afklapsningen, og mindst den ene af dem er så gammel og kendt som politik selv. Lære nummer 1 er, at hvis en dominerende majoritet betragter en sag ud fra én logik, så har argumenter, der er baseret på en anden logik, et meget svært liv foran sig. Også gode argumenter.

Dansk Industri har gjort sig nogle usædvanligt klare erfaringer i den forbindelse. I mange år var DI’s faste omkvæd, at personskatterne burde sættes ned, og at et højt skattetryk var skadeligt. Det er udmærkede synspunkter. Men hvis 80-85 procent af stemmerne ret systematisk går til partier, der går ind for at udbygge velfærdsstaten, for eksempel på sundheds- og ældreområdet, er skattesænknings-synspunktet også et marginaliseret synspunkt.

Eller sagt på en anden måde: Hvis de oppe ved det store voksenbord taler ud fra en velfærdslogik, marginaliserer man sig selv ved uafladeligt at tale ud fra en skattelettelseslogik. Man ender med at sidde ved børnebordet.

Det kan undre, hvorfor Dansk Industri ikke spekulerede i logik-sammenstød, da organisationen gik ud med sit forslag om at reservere en del af vaccinerne til erhvervsfolk. I øvrigt sammen to andre erhvervsorganisationer, Dansk Erhverv og SMVdanmark.

Den altdominerende logik under hele coronasituationen har været den sundhedsfaglige. At de svage skulle skærmes, beskyttes og prioriteres – efter bedste evne og med de midler, der var til rådighed. Den logik har ikke kun mødt klapsalver. Men det har været den altdominerende logik.

Det leder til lære nummer 2. Lære nummer 2 er, at hvis et politik-forslag skaber et problem for de politikere, der i sidste ende har ansvaret for en beslutning, i stedet for en løsning, bliver forslaget næppe en topsælger på Christiansborg.

Forslaget om at reservere 50.000 doser coronavaccine til sunde og raske, men vigtige, erhvervsfolk, skaber et problem. Præcis som Liselott Blixt siger det. Problemet er, at erhvervsorganisationernes forslag vil udløse en storm på Liselott Blixt og hendes kolleger på Christiansborg. De vil blive bestormet med forslag fra andre organisationer om at reservere andre vaccinedoser til andre grupper af sunde og raske borgere.

Det skete så ikke. Imens kan landets erhvervsorganisationer gentænke, hvordan man eventuelt kan få Christiansborg til at prioritere en rejsemontør over en patient med særligt forhøjet risiko for at dø af corona.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også