Serier

Politiske studehandler fører til dårlige offentlige investeringer

Eksemplerne på dårlige investeringer i infrastruktur står i kø. Her er de spilleregler, politikerne bør aftale før forårets konkrete forhandlinger.

Corona rammer verden

Offentlige investeringer inviterer til politiske studehandler. Hvert parti skal ”have noget”. Lokale interesser presser på for at blive tilgodeset.

Denne politiske dynamik kan føre til meget dårlige beslutninger. Et eksempel er den vestkøbenhavnske letbane, som bygges til trods for en ekstremt dårlig samfundsøkonomi. Produktivitetskommissionens gennemgang viste, at de dårlige eksempler står i kø. Mere end hver tredje krone til statslige infrastrukturprojekter blev i 2002-13 investeret i urentable projekter.

Folketinget står foran nye forhandlinger om infrastruktur. Oveni i de traditionelle fristelser til dårlige beslutninger kommer lav rente og aktuelt svage konjunkturer på grund af corona. Men lavere finansieringsomkostninger er ikke et argument for dårlige projekter – højst for at flere investeringer kan slippe gennem nåleøjet. Og den midlertidige krise afhjælpes ikke med offentlige projekter, som i øvrigt ikke vil kunne igangsættes, før epidemien forhåbentlig er bag os.

I princippet kan investeringer i infrastruktur være med til at til at øge velstand og økonomisk vækst. Men det kræver de mest rentable investeringer. Problemet er som sagt, at de politiske incitamenter ikke altid flugter med det samfundsøkonomisk rigtige. Derfor er der behov for, at der inden forhandlingerne går i gang, bliver opstillet nogle spilleregler, som tæmmer de politiske incitamenter – på samme måde som Odysseus lod sig surre til masten, inden han blev udsat for den sirenesang, der ellers ville fået ham til at styre skibet mod skærene.

Det burde således være et på forhånd fastlagt grundprincip, at de offentlige investeringer i store træk gennemføres i rækkefølge rangordnet efter samfundsøkonomisk afkast. Den politiske opgave bliver dermed at fastlægge investeringsomfang og timing samt sikre robuste beregninger. Som minimum bør det være tabu at gennemføre urentable investeringer.

Mere grundlæggende bør investeringerne i så høj grad som muligt bestemmes af prissignaler. Det er stadig fremtidsmusik at indføre trængselsafgifter på vejnettet, men de tekniske muligheder rykker hele tiden nærmere. I så fald er det helt afgørende, at høje trængselspriser ikke bare bliver brugt til at sænke det umiddelbare pres på vejene, men at de også kommer til at styre investeringerne derhen, hvor flaskehalsene (og trængselspriserne) er størst.

Risikoen er, at politikerne i stedet ser høje priser som en indtægtskilde og mister interessen i at reducere flaskehalsene. Også her bør principperne derfor fastlægges, før systemet sættes i værk.

BRANCHENYT
Læs også