Serier
BREAKING

Finansmarkederne tager ny italiensk krise med ro

Normalt smitter det tydeligt af på finansmarkederne i Europa, når der er risiko for regeringskollaps i Italien, men ikke denne gang. EU’s solidariske kriserespons har medvirket til at ændre markedernes syn på Italien.

Corona rammer verden

Der var en gang, da tillidsafstemninger og gnidninger i regeringskoalitioner i Italien altid gav sig udslag i kraftigt stigende statsrenter med afsmitning til de europæiske aktiemarkeder. Den mildere markedsreaktion under den aktuelle regeringskrise skyldes bl.a. større solidaritet i EU i håndteringen af den krise, vi står i. Politisk uro i Italien er måske blevet mindre farligt.

Logikken bag den typiske markedsreaktion med stigende renter og fald i aktiekurser har sit udspring i den europæiske gældskrise i 2011-12. Dengang udfordrede Berlusconi det europæiske politiske system, som via ECB’s opkøb og gennem redningspakker understøttede de kriseramte lande, som investorerne ikke turde købe obligationerne i. Herunder Italien.

Berlusconi fremlagde da økonomiske planer, der var på kant med det, der var påkrævet for at få hjælp. Stridighederne gav rystelser i finansmarkederne, som frygtede, at Italien skulle forlade euroen. I stedet blev det starten på Berlusconis fald fra toppolitik. Siden har populistiske partier vundet styrke i Italien. Gentagne gange har disse flirtet med ideen om ItalExit, og udfordret reglerne, der omslutter euroen. Det har skabt uro.

En ting er frygten for, at italienske politikere vil gøre alvor af truslerne, en anden er tilliden til, at europæiske ledere (og dermed ECB) vil støtte et land, hvis regering ser stort på de fælles spilleregler. Det har til tider kostet nye udsving i Italiens statsrenter. Senest da Matteo Salvinis parti Lega med Femstjernebevægelsen dannede regering i 2018, og da samme regering kollapsede i 2019, hvor Salvini så ud til at kunne overtage roret alene.

Vi ser i den aktuelle regeringskrise en mere afdæmpet reaktion. Og det på trods af, at det langt fra er sikkert, at premierminister Giuseppe Conte kan overkomme den splittelse, der allerede har kostet det parlamentariske flertal, da et parti (Matteo Renzis Italia Viva) i sidste uge trak sin opbakning. Men med EU’s beslutning om fælles finansiererede kriseforanstaltninger, som med færre krav giver hjælp til jobstøtteordninger og den efterfølgende genopretning, har synet på regionen ændret sig.

Med villigheden til at dække en del af italienernes regning og nedtoningen af snakken, der gav sydeuropæere indtryk af, at nordlige naboer så dem som upålidelige, har euro-projektet vundet styrke. For dels er lysten til at spekulere mod et samlet Europa langt mindre end appetitten på at udfordre et enkelt forgældet land. Dels er et af slagpunkterne bag populisternes kritik af systemet forsvundet, når EU/eurozonen vanskeligt kan udstilles som bureaukratisk klods om benet, mens det fungerer som kilde til hjælp i svære tider.

Få ting ændrer sig over natten, og står vi pludselig med en regering båret af Lega og det højre-nationalistiske Brødre af Italien, så vil markederne igen bekymres. Men noget tyder på, at den nye tilgang til krisehåndtering og solidaritet i Europa måske har flere positive sideeffekter.

Læs også
Top job