Hvis jeg blev jurist, ville jeg overveje at supplere med en våbentilladelse

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

På Juridisk Institut gik de kvindelige studerende til forelæsning med opsat hår og spadseredragt. Ikke alle. Men nogen. Det var der ingen, der gjorde på Institut for Statskundskab.

Træk derfor venligt noget fra. Min egen studietid har givetvis en finger med i spillet, når jeg synes, at der er sket noget med juristernes omdømme i samfundet. Der er cirka 20.000 af dem i Danmark. Det svarer til, at alle i Skanderborg var cand.jur. Også hende, der serverer hos Rasses Skovpølser, og Kenneth, der står for udlejning af pladevibratorer og minilæssere hos Johansen Automobiler. Altså folk med rigtigt arbejde.

Undertonen, som jeg subjektivt trækker ud af et par store aktuelle politiske begivenheder, er, at jurister ikke laver rigtigt arbejde. De er tommestoks-jonglører. De måler op, om noget er for stort, for småt, for langt eller for kort til at passe til Loven, og i så fald rækker de fingeren i vejret. Som sådan går de jævnligt i vejen. For sagen.

Folk fra Skanderborg går op i deres tommestokke, mens verden uden om Skanderborg godt kan se, at sagens kerne virkelig ikke er tommestokken. Sagens kerne er – nævnt i flæng – om man skal tolerere barnebrude i Danmark eller ej, aflive smittefarlige mink eller ej og lukke Danmark ned eller ej.

Her går folk i Skanderborg galt i byen. Folk med rigtigt arbejde kan godt se, at i sidste ende handler sagen om barnebrude, mink og nedlukning. Tommestoks-jonglørerne har muligvis, muligvis ikke, ret i nogen af deres opmålinger, men de misser pointen.

Den pointe er, at der i situationen måtte vises handlekraft. Det var nødvendigt. Bagefter kommer skanderborgenserne og deres allierede så og dyrker de finere detaljer og opfører deres teaterstykker med processkifter, responsa, vidneindkaldelser og pudrede parykker.

I min studietid kunne jurastuderende bøje armen og iscenesætte samvær bedre end nogen andre. De indkaldte til møder med efterfølgende spisning. Betalt af en eller anden kasse. Vi andre mødtes klokken cirka et eller andet og magtede sjældent et koordineret besøg i kantinen, fordi nogen den dag led af pengemangel. De holdt gallafester med lanciers. Vi tossede rundt med en Ceres Top i hånden. De havde så afsindigt godt styr på formen. Påklædningen. Papirerne. Mødeindkaldelserne. Quorum. Forplejningen. Festinvitationerne. Bordsætningen. Vi opfandt alt forfra.

Er det formen, der er endt med at bide skanderborgenserne i hælene? At dem, der vil reducere jurister til tommestoks-jonglører, har fået let spil, fordi deres omstændelige opmålingsarbejde og oprakte fingre så uendeligt nemt kan fremstilles som modsætningen til handlekraft? Det impotente alternativ til kvinden, der slår i bordet og sætter sagen over alt. Også loven, om nødvendigt, og tager martyriet med, hvis det ender med et fesent nederlag. Til hæren af tommestoks-jonglører.

Set fra sidelinjen er juristerne kommet op mod en mægtig modstander, nemlig Kvinden Der Skærer Igennem. Hun har i sin egen og andres optik en større ret på sin side end loven, og den ret er sagens nødvendighed. Sagen krævede handling, og hun skar igennem. Punktum. Det havde muligvis reddet hende fra bøvl med tommestoks-folket at tøve og vente, men hun valgte at handle.

Danmarks 20.000 jurister løfter opgaver, som er uundværlige for den enkelte og samfundet. Fra at sikre et grundlag for at opkræve skatter og afgifter til at hjælpe en nødstedt far eller mor, der gerne vil se sine børn efter en atomkrig af en skilsmisse. Føj dertil alle de cand.jur’er, der administrerer byggetilladelser, territorialkrav, e-løn og inkassosager. Samt almindelig grådighed og uhyrlige påstande på vegne af firmaer, der forsøger at sagsøge sig til penge i kassen. Uha. Det er en blandet flok, der bor i Skanderborg.

Tidens udfordring for juristerne er, at de risikerer at blive dem, der gik i vejen og ikke forstod sagens kerne, når en sag krævede handling. At det bliver juristernes omdømme blandt danskere, der har et rigtigt arbejde, og som lytter til politikere, der elsker at skære igennem, sætte på plads og forenkle og udstille tommestoksfolk som handlekraftens impotente modsætning.

Horribelt. Men sådan er det.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.