Serier

Vi skylder dansk erhvervsliv en kompensationsfond

Særligt erhvervsdrivende og liberale erhverv lever med truslen om konkurs som følge af corona. De kan hjælpes ved at etablere en kompensationsfond, hvor der kan søges erstatning for omsætningstab.

Corona rammer verden

Vi nærmer os årsdagen for den første nationale nedlukning. Det første pressemøde, der for alvor gjorde det klart, at sygdommen covid-19 ville komme til at præge vores hverdag mere, end vi kunne have forudset.

På samme tid nærmer vi os en genåbning af samfundet efter to måneder med absolut nedlukning. I to måneder har butikker spejdet efter den regulære januar-aktivitet, når danskerne skal bytte julegaver og kigge efter gode tilbud i farten, frisører har ladet saksen ligge, og erhvervsdrivende på tværs af landet har kæmpet en daglig kamp for at overleve.

Problemet er, at det ikke kun er afsavnet, som nogle danskere lever med. Særligt erhvervsdrivende og liberale erhverv lever nemlig også med truslen om konkurs og regninger, der bliver ved med at komme, men som ikke kan betales med tomme lokaler og manglende kunder. Det er stik modsat ansatte i det offentlige og i kontorjob, som har kunne fortsætte arbejdet med hjemmekontorer og zoom-møder. Der er fremtiden mere sikker. Den er stabil.

Vi bliver nødt til også at sikre stabilitet for både erhvervsdrivende og liberale erhverv. Med ændringen af epidemilovens paragraf 27 i marts 2020 blev virksomheders ret til erstatning revet væk under dem, og regningen for corona-nedlukningen blev sendt videre fra staten og til erhvervslivet.

Det skylder vi erhvervslivet at rette op på. Hjælpepakkerne hjælper de, der kan få del i dem, ja, men de er utilstrækkelige, og de er ikke tilgængelige for alle erhvervsdrivende. Ofte har omfattende indberetninger og firkantede beregninger også været med til at sætte en stopper for virksomheders ansøgninger om hjælpepakker.

En mulig løsning på kompensationsproblemet er at etablere en fond, hvor erhvervsdrivende og firmaer kan søge erstatning for omsætningstab som følge af corona-nedlukningen. Vi har set noget lignende i den tidligere epidemilov, så idéen er ikke fremmed. Firmaer, der er gået konkurs, såvel som firmaer, der ikke er nået dertil, bør kunne søge erstatning hos fonden. Finansieringen må tilfalde staten, ligesom det var tilfældet før epidemiloven.

I Dansk Folkeparti sætter vi pris på vores erhvervsdrivende. I er ilten, der får vores samfund til at trække vejret, og alligevel er I nogle af dem, der har betalt den højeste pris for nedlukningen af det danske samfund.

Vi er derfor klar på at tage diskussionen, og vi er mere end klar på at finde løsninger, der sikrer, at også erhvervslivet kommer sikkert ud på den anden side af coronakrisen.

BRANCHENYT
Læs også