Serier

En forandret verden venter efter corona

Når vi rammer 2030, vil vi kigge tilbage på 20’erne som et årti med digital og grøn revolution, men måske også med endnu større forskelle mellem rige og fattige lande og en ungdomsgeneration, der står til at skulle betale regningen i mange år fremover.

Corona rammer verden

Etårsfødselsdage er normalt glædelige begivenheder, men når det handler om covid-19, vil de fleste nok gerne have været dagen foruden. Men selvom om vi hellere vil have undværet den ubudne gæst, må vi konstatere, at den stadig er her, og at den ikke bare har bragt hospitalsindlæggelser og økonomiske tab med sig, men også forandret vores virkelighed og hverdag i et tempo, som vi ikke tidligere har set.

Her tænker jeg ikke mindst på de kontante indgreb fra regeringerne; begrænsninger i bevægelsesfriheden, forsamlingsforbud, nedlukninger af butikker, skoler, kulturliv, ja, hele samfundet samt vores grænser. Alt sammen noget, der har ledt til en markant anderledes levevis for os alle sammen. Mennesker er heldigvis gode til at tilpasse sig, så med den nye levevis er også fulgt nye vaner, behov, adfærd og forbrugsmønster.

Lige præcis det nye forbrugsmønster og adfærden hos både os forbrugere og virksomheder er interessant, fordi det forventeligt vil have længerevarende effekter på økonomien og dermed investeringsmulighederne. Hjemmearbejde betyder ikke kun stigende efterspørgsel efter udstyr til hjemmekontoret, men også nye trends inden for mode, hjemme-fitness, undervisning, underholdning, boligindretning og -beliggenhed. Online-handel, virtuelle events og i det hele taget digitalisering har taget et kvantespring, fordi vi pga. nedlukningerne har været tvunget til at tage de digitale muligheder endnu mere til os.

Vender vi blikket fra forbrugsmønstre og vaner til international politik og økonomi, har pandemien også her sat sit præg på udviklingen og i en vis grad forstærket den tendens til antiglobalisering, som ellers så ud til at kulminere med valget af Trump i 2016. For selvom det ikke er kønt, er det nok stadig sandt, at vi i kriser er os selv nærmest.

Det gælder ikke bare USA, men også i Europa, hvor man f.eks. har overvejet at indføre eksportforbud af vacciner produceret i EU. Det er heldigvis ikke blevet vedtaget, men det er et godt eksempel på, at krisen har fået os til at gentænke værdikæder og produktion, så vi i forhold til fremtidige pandemier er mere uafhængige overfor eksempelvis Kina, som lige nu blandt andet står for langt størstedelen af de værnemidler, som vi har brug for til at bekæmpe pandemien.

En evt. regional opbygning af strategisk vigtige pandemi-industrier vil få store konsekvenser for det globale arbejdsmarked, for holder vi produktionen hjemme eller flytter den hjem, er der en anden, som mister jobmuligheden. Det samme gælder, når vi ser på automatiseringen, som er en anden tendens, der er accelereret kraftigt som følge af pandemien. For til forskel fra mennesker bliver maskiner ikke syge og kræver heller ikke vacciner.

Automatisering og de-globalisering går i udstrakt grad hånd i hånd, når man ser på jobsituationen i de mindre udviklede økonomier, og man kan med rette så tvivl om, hvor mange af de job, der er forsvundet under corona, der nogensinde vil komme tilbage. Det skiller verden i to; dem med uddannelse og dem uden. Og det kan på sigt give spændinger og øget uro, globalt såvel som lokalt.

I og med coronakrisen har vist, hvor hurtigt udviklingen kan gå, når først politik, penge og forskning bliver kanaliseret over i samme formål, er det nærliggende at stille spørgsmålet, om lignende kan ske, når vi ser på klimaudfordringen. Meget tyder da også på, at klimaomstillingen er en anden megatrend, som har fået kraftig medvind under pandemien.

Skulle der være en boble, som springer eller siver, fordi prisen er blevet for høj, vil det ikke bremse den strukturelle udvikling, vi oplever i disse dage. 

I USA har nyvalgte Joe Biden fremsat ambitiøse planer for en større, grøn omstilling af USA’s infrastruktur og energiforsyningssektor, og i EU er en stor del den 750 mia. euro store genopretningsfond blevet øremærket til grøn omstilling. Appetitten på grønne investeringer er heller ikke gået ubemærket hen over aktiemarkederne, hvor selskaber som eksempelvis Vestas og Ørsted er steget med raketfart og sluttede året i samme liga som de store amerikanske tech-selskaber.

Uanset den pågående diskussion om tech og grønne bobler tør jeg godt vove pelsen og investere efter disse megatrends. Skulle der være en boble, som springer eller siver, fordi prisen er blevet for høj, vil det ikke bremse den strukturelle udvikling, vi oplever i disse dage.

Tværtimod tror jeg, at når vi rammer 2030, vil vi kigge tilbage på 20’erne som et årti med digital og grøn revolution, men måske også med endnu større forskelle mellem rige og fattige lande samt en voksende generationskløft med en ungdomsgeneration, der udover at have ”tabt et år” også står til at skulle betale hele regningen i mange år fremover.

BRANCHENYT
Læs også