Serier

Efterlysning: Ledere med trang til åndelig fordybelse

Er det tid til at komme ned fra Mont Ventoux, sætte sig med en bog og mødes i et åndeligt fællesskab?

Corona rammer verden

Jeg har fået en idé. Jeg kan mærke, at den er god, og derfor har jeg inviteret fire andre til et møde, hvor vi skal få form på og sætte handling bag. Mødet skal finde sted i baglokalet hos Thiemers Magasin – en lille, ikonisk boghandel, der ligger i Tullinsgade på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro i København. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi mødes der.

Men inden jeg fortæller om min idé, vil jeg give ordet til Peter Lodahl, som er musikchef i Copenhagen Phil. Jeg kender ham egentlig ikke, men han skrev for nylig en kommentar på LinkedIn, som meget præcist forklarer, hvorfor min idé er god.

Han skrev: »Vi har brugt de første tyve år af dette årtusind på at købe romaskiner og triatloncykler, men vi har brugt uhyre lidt tid på åndelig fordybelse og refleksion over, hvilke mentale vitaminer, vi indtager. Det er tid til at ændre fokus. Der er ikke noget i vejen med førstnævnte, men hvad nu hvis Mahler, Degas, Proust og Strindberg er de reelle vitaminer for vores bevidsthed og sjæl. Ligesom broccoli og gulerødder er det for kroppen. Kort sagt: befolkningen indtager for meget mental og åndelig junkfood parallelt med at voksne mænd i spandex tæller kalorier på deres apps.«

Han har ret. Det er nemlig tid til at ændre fokus. Eller måske bare til at få balance. De seneste to årtier har stået i præstationernes tegn. For virksomhederne har det handlet om at maksimere bundlinjen og markedsværdien. For medarbejderne om at maksimere eget potentiale. Vi har presset citronen og toptunet ydeevnen. Alt med henblik på at få mere ud af ressourcerne. Det er derfor, vi nu taler om bæredygtighed, verdensmål og fremtidens lederskab. Det er nødvendigt.

Litteraturen, kunsten og kulturen giver os svar på de store spørgsmål. Den giver rum til at reflektere. Plads til at være. Litteraturen udvikler empati, forståelse og samhørighed.

I samme åndedrag bør vi også tale om åndelig fordybelse. Det er en del af tidens kald. Det er en forudsætning for at kunne tappe ind i det skifte, der er på vej i organisationerne. Jeg tror, at der er en længsel efter at fordybe sig mere i de eksistentielle spørgsmål. Hvad vil det sige at være menneske? Hvem er jeg? Hvad er meningen med livet? Og mit liv? Litteraturen, kunsten og kulturen giver os svar på de store spørgsmål. Den giver rum til at reflektere. Plads til at være. Litteraturen udvikler empati, forståelse og samhørighed.

Kulturen er selvfølgelig derude. Der sker en masse. Blandt humanister, kunstnere, konservatorieuddannede, og så videre. Men, inden for min verden, erhvervslivet, kniber det til gengæld. Er det tid til at komme ned fra Mont Ventoux, sætte sig med en bog og mødes i et åndeligt fællesskab?

Vil der være interesse i at samles om det litterære og de svar, som findes i litteraturen? Vil der være interesse for at dykke ned i de store spørgsmål?

Ikke for at nå frem, men for at få plads.

Michael Bjørn Nellemann har købt Thiemers Magasin. Jeg kender ham fra min VL-gruppe, og inden han blev bogbutiksejer, var han museumsdirektør, hofchef for HKH Prins Henrik og senest administrerende direktør for Det Obelske Familiefond. Han har altid drømt om at blive ejer af en lille bogbutik, men han havde ikke forestillet sig, at det skulle blive førend, at han blev gammel. »Man skal passe på, hvad man ønsker sig«, sagde han til mig, da jeg besøgte ham i bogbutikken. Jeg var der for at købe bøger, men så kom vi til at snakke om erhvervslivet og at det kunne være fedt at tilbyde et alternativ til cykling.

Dagen efter, at jeg var på besøg i Thiemers Magasin, fik jeg en mail fra Anders Heide Mortensen, som også skriver klummer her på FINANS. Han spurgte til tilstanden af den åndelige bevidsthed blandt erhvervslederne: »Jeg kan læse, at du har talt med hundreder af ledere om, hvordan de opfatter deres rolle og de udfordringer, som samfundet står over for. Stikker det dybt, eller er de blot til fals for den næste selvhjælpsbog? Er de til Immanuel Kant eller pulverbearnaise?«

I dag mødes vi så. I baglokalet hos Thiemers. Vi skal se, om ideen har gang på jord? Hvor er lederne med trang til åndelig fordybelse? Hvordan kan vi være med til at skubbe til balancen og give mulighed for at få flere mentale vitaminer. Det skal ikke være højtflyvende, elitært og måske-en-gang-i-fremtiden. Vi vil sætte det første skib i søen og derfra det næste. Skubbe til noget, der allerede vibrerer.

BRANCHENYT
Læs også