Serier

Meget er forandret efter et år med coronaen

Dansk økonomi er i gang med en kontrolleret genåbning af samfundet. Men måske bliver alt ikke, som det var før, vi blev ramt af covid-19.

Corona rammer verden

I disse dage er det præcist et år siden, at Danmark blev lukket ned for første gang i fredstid. Dengang havde de færreste nok forestillet sig, at dele af økonomien også på årsdagen for begivenheden skulle befinde sig i en tilstand af nedlukningspsykose, som tilfældet er det for blandt andet lufthavnene, hotellerne, restauranterne, biograferne, museerne, sportshallerne og grænseovergangene.

Samtidig har vores daglige rutiner ændret karakter. Nu står den på hjemmearbejde for mange, forsamlingsforbud, afstandskrav, anvendelse af mundbind og så lidt social kontakt som muligt.

Måske vil statsminister Mette Frederiksens ildevarslende meddelelse fra pressemødet den 6. april sidste år ’vi skal – måske for altid – vænne os til at være sammen på en ny måde’ faktisk vise sig at holde stik. Jeg håber det ikke, men er mindre og mindre afvisende over for budskabet. Det er forbavsende svært at forestille sig selv igen sidde fastklemt på et sæde i en flyvemaskine, på et fyldt fodboldstadion eller bare at give et håndtryk til fremmede personer.

På samme måde er noget i økonomiens strukturer måske også blevet forandret for altid. Hvordan vil det f.eks. gå for rejsebranchen og de afledte erhverv fremover? Mens jeg ikke er i tvivl om, at privatturismen nok skal vende tilbage for fulde omdrejninger, fordi det ligger i menneskets natur at søge nye oplevelser, er det mere tvivlsomt, om forretningsrejserne gør det.

Mange virksomheder har sparet enorme beløb på rejsebudgettet over det seneste år og kunnet konstatere, at forretningen alligevel løber tilfredsstillende rundt. Hvis erhvervslivets rejseaktivitet ikke vender tilbage, kan det få store konsekvenser for flybranchen, hoteller, restauranter, taxaer mv. i især de store byer, som over de seneste år har udbygget turistkapaciteten betragteligt.

Hjemmearbejdet er ligeledes nok kommet for at blive for manges vedkommende. Det har vist sig at fungere godt – uden synderlige operationelle risici for virksomhederne og til stor tilfredshed for mange medarbejdere, som har fået dagligdagen til at hænge bedre sammen, fordi transporttiden til og fra arbejde er blevet elimineret. Måske ikke alle ugens fem dage, men en, to eller tre.

Det vil dels reducere det daglige transportbehov betydeligt med store konsekvenser for bl.a. den offentlige transport, dels reducere behovet for kontorbygninger. Antallet af tomme kvadratmeter, når det kommer til kontorer, risikerer derfor at stige markant over de kommende år, mens hjemmene omvendt udstyres med alt nødvendigt og ergonomisk korrekt inventar til hjemmearbejdspladsen.

Pandemien har også ændret vores måde at handle ind på. Mens mange forretninger har været tvangslukkede, har internethandlen haft kronede dage. Og det er måske især interessant, at nye grupper, herunder mange ældre, som ikke tidligere har benyttet sig af e-handel, har fået øjnene op for de nye muligheder for at handle trygt og sikkert ind.

Det, tror jeg, mange i stor udstrækning vil fortsætte med fremover, også når der igen er åbnet fuldt op i detailhandlen. Butiksdøden, som har stået på i årevis, kan derfor blive forstærket af pandemien, mens der vil blive investeret i infrastrukturen til at kunne håndtere fremtidens stigende behov for udbringning af varer direkte til hjemmene.

Det skal også blive spændende at se, om den udenlandske arbejdskraft, som i stor stil er strømmet ind i landet over det seneste årti, også fremover vil være til stede i samme omfang som tidligere. Bliver der f.eks. stillet krav om at fremvise et gyldigt coronapas for at krydse grænsen og vil det virke hæmmende på mobiliteten? Det kan i givet fald øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet og reducere de langsigtede vækstmuligheder.

Pandemien har afsløret, hvor risikabelt det kan være for virksomheder at deltage på alle niveauer i de globale værdikæder, hvis de udsættes for et omfattende sammenbrud. 

Endelig kan der stilles spørgsmålstegn ved økonomiens internationaliseringsgrad, som i virkeligheden har været på retur siden finanskrisen, fordi mange lande har set sig nødsaget til at indføre protektionistiske tiltag for at beskytte landets egen produktion.

Jeg er på ingen måde af den opfattelse, at globaliseringen står over for dødsstødet, men pandemien har afsløret, hvor risikabelt det kan være for virksomheder at deltage på alle niveauer i de globale værdikæder, hvis de udsættes for et omfattende sammenbrud.

Det kan derfor ikke udelukkes, at mange virksomheder fremover vælger at producere mere lokalt og med afsætning på nærmarkeder for øje. En strategi som fremmes af automatiseringen og digitaliseringen af produktionsprocesserne, som reducerer omkostningsfordelen ved at outsource produktionen til lavtlønslande.

Men i første omgang drejer det sig dog om at komme ud af pandemiens greb og for alvor få lukket foråret ind i samfundet. Et første lille skridt er allerede taget med den forsigtige åbning af skolerne, detailhandlen, de udendørs fritidsaktiviteter og de zoologiske haver. Alene den kendsgerning, at man nu skal fremvise en negativ covid-19-test, før man lukkes ind i Zoo, er en klar indikation af, at alt nok ikke bliver præcist som det var, før pandemien ramte os.

Læs også