Mindre fonde lider en stille død – det går ud over os alle

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er de færreste, der interesserer sig indgående for fondsverdenen. Men det burde vi gøre, for den er vigtig, og den er tættere på os, end vi tror - og den har et stort problem.

Danmark er et unikt land, når det gælder almennyttige fonde. Vi har flere fonde per indbygger end noget andet land i verden. De store fonde kender vi fra medierne, når de donerer penge til store bygningsværker, til projekter i folkeskolen eller til forskning.

De små og mellemstore fonde møder vi i vores hverdag og i det nære. Enhver der har prøvet at skulle finde finansiering til en studierejse, den nye spejderhytte eller det lokale folkekøkken ved, at de små og mellemstore fonde er en livsnerve i det danske civilsamfund.

Den positive nyhed er, at de nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at de små og mellemstore almene fonde uddelte lidt over 1,3 milliarder kroner i 2019. Og selvom det er mindre end de store fonde, er det de mindre fonde, der tegner sig for størstedelen af bevillingerne – i alt 51,2 pct. ifølge Fondenes Videnscenters seneste opgørelse.

Den dårlige nyhed er, at det snart kan være slut med de mange små, men vigtige bevillinger. De små fonde lider nemlig en ubemærket død.

Nye tal fra Fondenes Videnscenter viser en klar og negativ tendens i perioden 1999-2019. Mængden af nyoprettede fonde kan ikke følge med antallet, der lukker. I 2019 var der således hele 1.546 færre fonde end i 1999 – en kedelig tendens af lukninger, som de små fonde desværre tegner sig for størstedelen af.

Tendensen understøttes også af tal fra Civilstyrelsen, som i 2020 registrerede 290 fondsopløsninger. Det er en kraftig stigning fra 2019, da kun 235 fonde blev registreret opløst. Det er tydeligt, at det er blevet sværere at være en fond i Danmark, og at de mindre fonde kæmper. Det er der flere årsager til.

En historisk lav rente har medført, at fondene ikke får samme afkast af deres formue. Det giver færre penge at dele ud af. Samtidig med at renten går ned, går den administrative byrde kun én vej. Op.

Det kræver ikke den store lommeregner at se, at det betyder færre penge at dele ud af til et nyt tumlerum i daginstitutionen, til musikskolens talentlinje og til alle os andre. På sigt betyder det også færre fonde.

At fondene lider og måske dør er derfor vores fælles problem, som skal tages alvorligt. Hvis fondene ikke er der, hvordan skal vi så sikre tiltrængt økonomi bag de nære ting i lokalsamfundene? Bag udvikling af land og by og sammenhængskraften mellem de to? Pengene skal enten komme fra bevillinger fra stat, regioner og kommune. Eller endnu værre. De kommer slet ikke.

Danskerne opfanger måske ikke i disse dage, at fondene langsomt dør – men ingen vil være i tvivl, når de er væk.

Politikerne har heldigvis givet håndsrækning til de små og mellemstore almene fonde i form af den nye anbringelsesbekendtgørelse, der trådte i kraft i november 2020. Helt overordnet sikrer bekendtgørelsen fondene en større fleksibilitet, når det gælder, hvor og hvordan de investerer deres penge. Men det er langt fra nok.

Hvis de mindre fonde skal overleve, kræver det nye løsninger for at sikre en sort bundlinje. Løsninger, som fondene ikke selv har mulighed for at komme med.

Derfor skal vi alle vågne nu. En hjørnesten i det danske civilsamfund er ved at smuldre, og hvis vi ikke gør noget nu, så mister vi noget helt unikt og uerstatteligt.