Serier

Skal centralbanker tøjle ulighed, klimaudfordringer og husprisstigninger?

Flere af verdens centralbanker er blevet pålagt eller har selv påtaget sig nye opgaver. Men giver det mening for centralbankerne at favne så bredt, eller udtrykker det svigt fra politikerne?

Corona rammer verden

For få uger siden blev New Zealands centralbank pålagt at tage boligprisudviklingen med i betragtning, når den fastsætter sin politik. Centralbanken strittede imod med argumentet om, at en ny målsætning risikerede at udvande inflations- og beskæftigelsesmålsætningerne. Men uden held.

Det er seneste eksempel på, at centralbanker får udvidet ansvarsområdet. Nogle målsætninger ligger mere naturligt for end andre, men når centralbanker med relativt få værktøjer skal varetage flere opgaver, er risikoen, at hovedopgaven svigtes.

Verdens to mest betydningsfulde centralbanker – den europæiske og den amerikanske – har også på det seneste fastsat nye målsætninger oven i de oprindelige (hhv. inflation og inflation/beskæftigelse).

Den europæiske centralbank (ECB) har påtaget sig at inkorporere klimamæssige betragtninger. I udgangspunktet kan det virke langt fra den oprindelig rolle, men ECB har formået at lade klimaovervejelser indgå på en måde, hvor de spiller sammen med og ikke imod den overordnede inflationsmålsætning. Dette gælder bl.a. i forhold til reguleringen af regionens banker. En CO2-tung udlånsbalance kan være udsat, hvis ny regulering underminerer de bagvedliggende selskaber. Det samme gælder store eksponeringer til geografiske områder med risici for klimamæssige forandringer.

Den økonomiske analyse skal også i stigende grad medtage risici som følge af forhold relateret til klimaforandringer. ECB opkøber desuden ”grønne obligationer”, men med opmærksomhed på ikke at forvride prissætningen eller ødelægge markedslikviditeten. Hvis efterspørgslen fra investorerne svigter, vil det være oplagt for ECB at understøtte markedet, men aktuelt er interessen så stor, at der ikke er behov for hjælp. Reelt er der ikke tale om nye målsætninger, men blot nye overvejelser, som ikke lader til at kompromittere ECB’s hovedopgave: Prisstabilitet.

Generelt er det en uskik og udtryk for ansvarsforflygtigelse, når stadig flere opgaver skal varetages af centralbanker.

Den amerikanske centralbank har som nævnt også føjet nye pejlemærker til. Formanden, Jerome Powell, har i et stykke tid talt for et øget fokus på ulighed. Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at ulighed har betydning for den økonomiske udvikling.

Det har for nylig ansporet Powell til at medtage arbejdsløsheden blandt sorte, lønvæksten blandt lavtlønnede og erhvervsfrekvensen blandt lavtuddannede blandt de kriterier, centralbanken skal styre efter. Men det er yderst usikkert, om en tilfredsstillende udvikling på de kriterier vil forekomme, samtidig med at resten af amerikansk økonomi er moden til renteforhøjelser. Mindre ulighed er et sympatisk mål, men også et politisk mål.

Det virker oplagt, at politikerne har både flere og bedre strenge at spille på end centralbankerne, når det kommer til at bekæmpe ulighed. Boligpriserne indgår mere naturligt i centralbankernes analyse, men også her har politikerne via beskatning og regulering flere greb at bruge. Generelt er det en uskik og udtryk for ansvarsforflygtigelse, når stadig flere opgaver skal varetages af centralbanker.

BRANCHENYT
Læs også