Debat

Når veluddannede vil kvitte jobbet som 45-årige, har Danmark en udfordring

Arbejde? Det er noget, man tager for pengenes skyld. Og så kan det ellers rådne op. Portræt af en tendens.

Det lugter af omvæltning. Intet mindre.

Underklassen har aldrig lagt skjul på, at den foretrak seks rigtige i Viking Lotto frem for et arbejde, hvor man bidrog til FN’s Verdensmål. Overklassen har altid moret sig over, at nogen fandt det mere underholdende at være konge i et hjørnekontor end at køre gennem isen på ens slotssø. Som om. Mellem de to klasser har middelklassen hyldet arbejdet.

Arbejdet giver jo meningsfuldhed, identitet, status, struktur, netværk, hybridbil, murermestervilla, orangeri og børnetøj fra Kenzo. Det ved enhver.

Men nu er mennesker som 39-årige Jane Ibsen Piper dukket op. Jurist og mor til to. Og det lugter af omvæltning.

Jane Ibsen Piper og hendes mand har indført købestop i husholdningen og sparer halvdelen af deres indkomst op. Pengene bliver lagt over i en såkaldt fuck you-fond. Fuck you-fonden skal gøre det muligt for parret at vende siden til det arbejdsmarked - eventuelt senere ryggen – som i enhver kogebog for yngre middelklassefamilier jo ellers er livets frisætning og ambitionens forløsning. Det ved enhver.

Hvorfor vil veluddannede, velfungerende danske familier, der kunne være med i en reklame for måltidskasser til stressede fire-personers husstande, så gøre tæt på alt for at kunne kvitte arbejdet? Hvorfor?

Anders Heide Mortensen

Jane Ibsen Pipers valg er i den lette ende af en livsmodel, som vinder tilhængere, i Danmark og globalt. I den ekstreme ende er der mennesker med gode uddannelser og pæne indtægter, der målrettet arbejder på at kunne klippe kontakten til arbejdsmarkedet som 45-årige. Som 45-årige.

Det lugter af omvæltning. Hvis arbejde er livets mening, hvorfor vil veluddannede, velfungerende danske familier, der kunne være med i en reklame for måltidskasser til stressede fire-personers husstande, så gøre tæt på alt for at kunne kvitte arbejdet? Hvorfor?

Middelklassens indtil nu absolut foretrukne livsmodel rummer en pagt. En pagt med arbejdsmarkedet. Man afgiver frihed mod forsørgelse. Oven i får man et tilbud om eksistentiel meningsfuldhed. Det giver dyb mening at behandle ansøgninger om regulering af bramgæs, hvis man så kan købe mad, sko og ferieophold og føle sig som en del af et fællesskab, der stræber efter diversitet i dansk natur.

Man skal ikke tænke så det knager over, om dagene, månederne og årene giver mening. Det har andre gjort for én. Hvis meget arbejde i den store maskine, man er en del af, grundlæggende er meningsløst, kan virksomheden eller institutionen få konsulenter til at formulere et purpose for organisationen. Så går det hele alligevel.

Den nye livsmodel er et missil mod pagten. Den enkelte familie tager, hvad den har brug for af penge via jobbet, og så kan det ellers rådne op. Det sidste bliver selvfølgelig ikke sagt højt til arbejdsgiveren, men hvis han vidste, at husstandens voksende opsparing er deponeret i en fuck-you fond, ville han få en mistanke.

Overklassen har traditionelt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen. Hvad vil den nyfrie middelklasse bruge tiden på?

Anders Heide Mortensen

Den livslange gældsætning i den traditionelle middelklassemodel, der har finansieret huset, tilbygningen, de to biler og sommerhuset og givet en lige så livslang tøjring til arbejdet, er skrottet i den nye livsmodel. Bugnende klædeskabe og udhuse med ting – fra sko til bådtilbehør – er også ude. Forbrug som dope er erstattet af købestop og minimalistisk husholdning.

Gevinsten er frihed. Hvad frihed så bruges til, fra man er 45 år til 85 år, og når man kommer fra en middelklassebaggrund, bliver et spændende spørgsmål. Overklassen har traditionelt brugt tiden på sine ejendomme, rideheste og biler, der skulle køres gennem isen. Hvad vil den nyfrie middelklasse bruge tiden på? Vil den bruge tiden på at koge æblemos, tælle penge, daytrade, pille navle, reparere tøj og gå endeløse ture med hunden? Altså noget som det omgivende samfund vil have begrænset glæde af? Eller vil den bruge sit overskud af tid på fællesskabet? Kan den nyfrie middelklasse overhovedet finde på noget at tage sig til i 40 år? Med intet eller meget lidt arbejde.

Hvis den nye livsstil får vind i storsejlet, er der nogen faste støtter under middelklasse-Danmark, der godt kan begynde at liste over i taberkøen. Hvad skal man for eksempel bruge 30-årige realkreditlån til? Og arbejdsmarkedspensionsselskaber, hvis fremtidens veluddannede og højtlønnede ikke er på arbejdsmarkedet til de er 67, men 47? Hvad skal de nyfrie bruge fagforeninger til? Hvad skal finansministeren betale en offentlig sektor med, hvis den nye middelklasse mere eller mindre holder op med at have arbejdsindtægter, når den fejrer 50 års fødselsdag, og i stedet lever af afkastet på alle fuck-you fondene?

Jeg spørger bare. Det lugter af omvæltning.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også