Debat

Der skal strøm til de grønne investeringer

Der skal skrues op for den grønne udvikling og vores eksportfinansiering. Men vi skal sikre, at vi ikke tager forhastede beslutninger, der brænder motoren af.

Den 14. april trådte Danmark ind i en klimakoalition sammen med Frankrig, Tyskland, Sverige, Holland, Spanien og Storbritannien, så vi kan intensivere opbakningen til den grønne omstilling i eksportvirksomhederne.

Klimakoalitionen betyder, at vi kan samle os om at skabe den bedste og mest bæredygtige eksportkreditfinansiering, vi kan – gennem dialog og forpligtelser på en række klimamål. Blandt andet ved ikke at medfinansiere investeringer i kulindustrien, og måske endnu vigtigere, ved at vi vil øge vores medfinansiering og understøttelse af virksomheders klimarelaterede eksport.

For vi skal ikke kun af med det sorte. Vi skal også skabe bedre finansieringsmuligheder for det grønne.

Ofte bliver vores finansiering kritiseret for ikke bare at trække stikket på finansiering til fossiler med det samme. Lige nu sidder EKF eksempelvis med et større analysearbejde for at regne på samfundskonsekvenserne ved forskellige modeller for bæredygtige begrænsninger på eksportfinansiering.

For hvis den grønne agenda skal lykkes for alvor, skal vi tænke langsigtet, og det betyder hele tiden at tage de enkelte skridt mod en grønnere fremtid. At analysere og gentænke. Det betyder at spille med vores finansieringsmuskler på en måde, hvor de danske virksomheder ikke bare taber ordrerne til mindre ambitiøse udenlandske konkurrenter.

På en måde, hvor de får muligheden for at ændre verden med deres produkter og løsninger. Det betyder naturligvis finansiering til de grønneste, men også at vi kan skubbe i den rigtige retning i de sektorer, der stadig har store mængder CO2-udslip.

I Danmark har vi for eksempel en stor cementproduktion, som er en af de mest effektive i verden. Det betyder ikke, at cementproduktion ligefrem er klimavenligt. Men så længe vi ikke har et sandt bæredygtigt alternativ, og verden stadig har behovet for at bygge, så er det vigtigt, at vi bruger de bedste muligheder, vi har.

Derfor er det en god investering, også klimamæssigt, at vi som de grønneste i klassen kan levere, så projekterne ikke kører videre med mindre klimavenlige leverandører – også selvom det kun er ét skridt på vejen til bæredygtighed.

Det gode ved denne klimakoalition er dog, at vi forpligter os på at fastholde en dialog med hinanden og sammen arbejde for den grønne omstilling. At vi forpligter os til hele tiden at udvikle vores forståelse af, hvordan vores finansiering kan give det mest bæredygtige resultat og stå sammen om de løsninger, vi finder. Det nytter ikke noget at gå enegang med forbud og restriktioner og så håbe på, at andre følger efter.

Vi har brug for at få resten af verden med på den grønne vogn. Ellers vil vores klimabestræbelser risikere kun at føre til tabte danske arbejdspladser, fordi vores mere bæredygtige produkter bliver fravalgt til fordel for billigere, men mere forurenende teknologier fra lande, hvor regeringerne fortsat står på spring med støtte og finansiering.

Derfor er det et vigtigt første skridt at samle os om en fælles tilgang og et samarbejde om, hvordan vi kan gøre mere med omtanke for de økonomiske konsekvenser af vores beslutninger.

Eksport af grønne løsninger er nødvendig for en grønnere fremtid, og vi skal have sat ekstra strøm til maskinen. Men vi må ikke brænde motoren af.

BRANCHENYT
Læs også