Debat

Gå på tilbudsjagt i vækstmarkederne

Vækstmarkederne skruede op for tempoet allerede i fjor. Og især hvis man dykker ned i value-aktier er der potentiale for meget mere i de nye markeder.

I jagten på aktier med det bedst mulige potentiale, er det (stadig!) værd at kigge mod vækstmarkederne. Allerede i fjor så vi, hvordan de nye markeder – der ellers de seneste 10 år har givet et rundt nul i afkast – performede bedre. Ja, for første gang i flere år slog vækstmarkederne faktisk de udviklede markeder i 2020. Men der er stadigt mere at hente – især hvis man dykker ned i value-aktier.

Det er ellers absolut forståeligt, at mange investorer har undervægtet såvel vækstmarkederne som value-segmentet efter 10 år uden reelt afkast. Men hvis du er langsigtet investor, er det nu, value-aktier og særligt i de nye markeder skal prioriteres højere i porteføljen. Lyder det som en gammel plade? Måske nok, men med udsigt til stigende renter er det ikke desto mindre nu, kurven kan knække for de store techselskaber.

Tricket er imidlertid at dykke dybt og udvælge de selskaber, der stadig handles med store rabatter, frem for at fokusere bredt på markedet, hvor få rådne æbler hurtigt kan fordærve hele porteføljen.

Det er nemlig stadig muligt som value-investor at plukke sig til et bedre afkast end markedets. Til trods for tegn i sol, måne og afkasttabeller på, at der er en rotation i gang i retning mod value-aktier, handles disse aktier, nemlig stadig til solide rabatpriser. Kinesiske value-aktier har præsteret 0 pct. i afkast det forgangne år, mens vækst-aktier (tænk f.eks. Google, Amazon og Tesla) i samme periode har givet 50 pct.

Investorer har blindt opkøbt tech-aktier med arme og ben ud fra devisen om, at ”the sky’s the limit!”, mens mere klassiske dyder, som kendetegner value-investorens tilgang, synes en glemt disciplin. Med de nylige fald i bl.a. Tesla-aktien, i kinesiske Alibaba og lignende aktier kunne noget dog tyde på, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Min klare holdning er, at selv om valueindekset sluttede 2020 i minus, er der mange gode selskaber derude – også i vækstmarkederne. Det handler om at finde de rigtige selskaber. Et af de selskaber, der trak afkastet opad i f.eks. Skagen Kon-Tiki var sydkoreanske Samsung, der bl.a. steg på grund af nyheder om øget fokus på produktion af komponenter til elektriske biler. En anden koreaner, LG, nød bl.a. godt af de forbrugsbehov, som flere hjemmearbejdspladser har ført med sig.

Den bedste måde at navigere i vækstmarkederne oven på et år med global undtagelsestilstand er ved at udvælge stærke selskaber til fornuftige værdiansættelser, baseret på konservative indtjeningsestimater. Verdensøkonomien er på vej tilbage og en fornuftig value-investor har mange muligheder for at plukke lukrative selskaber til fornuftige priser.

BRANCHENYT
Læs også