Fortsæt til indhold

Grundfos-topchef: Vi skal handle nu for at beskytte vores drikkevand

For hvert år stiger niveauerne af vandforurening. Det betyder, at vores vante forestilling om en næsten fri adgang til rent drikkevand ikke nødvendigvis kan tages for givet fremadrettet, skriver Poul Due Jensen.

Debat
Poul Due Jensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Poul Due Jensen, Group President & CEO, Grundfos. Foto: Joachim Ladefoged

»Restore our Earth« er det velvalgte tema for årets Earth Day 22. april. Et af de vigtige skridt, vi kan tage på vejen mod for at styrke vores planet, er at genetablere vores vandkilder. Selv om vi måske aldrig løber tør for vand, er det vigtigt at huske, at rent vand i mange dele af verden langt fra altid er tilgængeligt. 71 procent af jordens overflade er dækket af vand, heraf er kun 4 procent ferskvand. Ifølge World Bank Water er kun 0,5 procent af det vand sikkert at drikke.

Overfladevand og grundvand er vores vigtigste kilder til ferskvand. I Danmark er vi privilegerede af at have adgang til store mængder af grundvand, og vi er et af de mest grundvandsafhængige lande i verden. Faktisk kommer hele 99 procent af vores drikkevand fra grundvand.

Et andet unikt aspekt ved Danmark er måden, hvorpå vi bruger rent vand. Uanset om det er til et koldt glas vand, til vask, toiletskyl eller produktion, bruger vi vand af samme høje kvalitet.

Vand i en kvalitet, som kun få lande i verden har adgang til. Men for hvert år stiger niveauerne af vandforurening. Det betyder, at vores vante forestilling om en næsten fri adgang til rent drikkevand ikke nødvendigvis kan tages for givet fremadrettet.

Ifølge en ny analyse fra Boston Consulting Group kan Danmark blive udfordret på rent vand inden 2050. I dag viser mere end halvdelen af de danske grundvandsprøver indehold af pesticidrester, mens omtrent hver fjerde ligger over den tilladte grænseværdi.

Der er dog opmuntrende takter, da en dansk aftale til at beskytte drikkevandet i 2019 blev bakket op af en bred gruppe af politiske partier og blev implementeret for at forbedre beskyttelsen af det usædvanligt rene grundvand i landet. Med den nye aftale har Danmark bevæget sig i retning af at implementere verdens bedste beskyttelse af rent drikkevand. Desuden tager vi med aftalen et vigtigt skridt i retning af at udfase brugen af pesticider tæt på drikkevandsboringer, og i kølvandet på denne aftale er det danske grundvand blevet screenet for endnu flere pesticidrester end tidligere.

De danske grundvandsreserver er meget værdifuld ressourcer, og vi skal handle nu for at beskytte dem. Vi har et ansvar for at beskytte vores vand – og ikke kun over for vores medborgere i dag, men også for de kommende generationer. Gennem brugen af smarte teknologier, ambitiøse politiske beslutninger koblet med effektiv lovgivning og offentligt-private samarbejder er det muligt ikke kun at beskytte men også rette op på kvaliteten af vores kilder til vand.

Vi har brug for en integreret og bæredygtig tilgang til, hvordan vi forvalter vores vandressourcer, således at vi også fremover kan sikre vand til alle sektorer. Det første trin er en nøjagtig kortlægning af vores grundvand samt at skabe en model for, hvordan vi beskytter vores grundvand mod overudvinding. Siden 1998 har Danmark haft et program baseret på hydro-geologiske undersøgelser og kortlægning af grundvand med henblik på at skabe en stabil og bæredygtig vandforsyning.

Hvis vi skal udnytte hver dråbe optimalt, skal vi have flere løsningstilgange i spil. En simpel tilgang er at forbruge mindre vand. Vi bør generelt have et større fokus på at øge vandeffektiviteten med et større fokus på teknologiske løsninger. Det kan for eksempel hjælpe os med at opdage lækager og forhindre vandspild samt at fremme en cirkulær vandpraksis såsom genbrug af vand. Teknologi er dog kun en del af løsningen, en anden er den tankegang, der kræves af både beslutningstagere og forbrugere.

EU iværksatte i 2020 en række nye regler med det formål at sikre bedre drikkevand og mindske vandspild. Den beslutning vil føre til mindre spild af vand og forbedre tilgængeligheden og kvaliteten af drikkevand i hele EU. Heldigvis har vi i Danmark allerede de løsninger, der er nødvendige for at sikre drikkevand og begrænse vandspild i henhold til direktivet. Vi opererer allerede med en af verdens laveste grader af NRW på kun 8 procent. Politik, teknologiske forbedringer og adfærdsmæssige ændringer i forhold til vand har resulteret i, at vandforbruget er faldet næsten 40 procent siden 1980.

Et godt eksempel findes i den aarhusianske forstad Nye, der har en bæredygtig og holistisk tilgang til vandforvaltning. I Nye arbejder man med at integrere natur og vand ved at beskytte vandløb og grundvand, samt sikre omgivelserne mod konsekvenser af voldsomme vejrhændelser. De første beboere kom til i 2018, og på sigt skal byen have cirka 15.000 indbyggere.

Gennem hele byens udvikling er regnvand blevet behandlet som en værdifuld ressource og som udgangspunkt for en holistisk vandforvaltning i byen. Regnvand er den primære kilde, og dræningsvand bruges kun i tørre perioder, hvor det ikke regner meget. Byens renseanlæg bruger det ’rå vand’ fra den lokale sø, der forsynes med regn, hvor det renses til en kvalitet, der er acceptabelt til dets tilsigtede brug gennem en tretrins rensningsproces, før det distribueres til områdets hjem i et separat rørnetværk. Det er det første sted i Danmark, der gør det.

Det er afgørende at sikre nok ferskvand til alle dele af samfundet på en bæredygtig måde, samtidig med at vandressourcerne beskyttes mod forurening og overforbrug. Mange af disse udfordringer i forbindelse med vandforsyning, vandkvalitet og spildevandsbehandling kan undgås eller reduceres gennem integreret vandforvaltning og en intelligent tilgang til hele vandcyklussen.

Støttet af politiske initiativer samarbejder danske vandselskaber, forsyningsvirksomheder og organisationer om at skabe mere innovative løsninger, der vil føre til mere værdi for både forbrugere og samfundet som helhed. Disse samarbejdsinitiativer gør det også muligt for Danmark at finde løsninger, der også kan tackle de store vandudfordringer i verden. Vi i Grundfos gør også alt, hvad der kræves for at få vand til alle, både i Danmark og i resten af verden.

Artiklens emner
Forurening
Grundfos