Serier

En god tilbagevenden til arbejdspladsen kræver forberedelse

Mange begynder nu at vende tilbage til arbejdspladsens kontorer efter lang tid med hjemmearbejde. Men hvordan håndterer man det bedst? Her er gode råd til både medarbejdere og ledelsen.

Corona rammer verden

Samfundet bliver i denne tid åbnet mere og mere op, og med den nye politiske aftale er der udsigt til yderligere genåbning i den kommende tid. Dermed kan mange danskere også se frem til i højere grad igen at kunne vende tilbage til den fysiske arbejdsplads efter et år med corona, der har budt på store perioder med hjemmearbejde og hjemsendelser for mange medarbejdere.

Men selvom det er glædeligt, at mange arbejdspladser åbner fysisk igen, kan udsigten til at skulle vende tilbage til den fysiske arbejdsplads for mange medarbejdere give anledning til bekymringer. Og med rette. For der er tale om en stor omstilling, som vi ved, optager både medarbejdere og virksomheder. Hvis man ikke forbereder sig på en ny hverdag, der i højere grad kommer til at foregå på den fysiske arbejdsplads, er der risiko for, at det koster på medarbejdernes trivsel og produktivitet. Derfor har PFA lavet guides til både medarbejdere og ledere til, hvordan man med forberedelse kan få en god tilbagevenden til arbejdspladsen i den kommende tid.

For medarbejderen handler det først og fremmest om at have en dialog med lederen - f.eks. om hvilke retningslinjer arbejdspladsen har, hvordan en tilbagevenden til arbejdet skal se ud, og også hvis der skulle være bekymringer om f.eks. smittefare på arbejdspladsen eller fleksibiliteten fremover. Samtidig er det en god idé at få lagt en plan sammen med lederen for arbejdet i den kommende tid, hvad enten det er derhjemme eller på arbejdspladsen.

En del af forberedelsen for medarbejderen bør desuden være at tale med sin familie, da en tilbagevenden til arbejdspladsen vil have indvirkning på hele husstanden. På samme måde er det vigtigt at tage en snak med kollegerne om oplevelserne under coronakrisen og de behov, som krisen har medført både for teamet og den enkelte. Endelig er det afgørende at prøve at bevare roen og sige til sig selv, at det nok skal gå. For det er jo lykkes for mange at tilpasse sig meget anderledes betingelser for både arbejdet og dagligdagen det seneste år, og det kan lade sig gøre igen.

Når det gælder lederens forberedelse, handler det først og fremmest om at skabe trygge rammer på den fysiske arbejdsplads, så det er sikkert for medarbejderne at vende tilbage. Her skal det sikres, at der på arbejdspladsen f.eks. er retningslinjer for afstand, rengøring og desinficering, at der om nødvendigt gøres mere plads mellem arbejdsstationer, og at bemandingsplaner tager højde for antallet af personer i bygninger på én gang.

Samtidig er det vigtigt for lederen at kommunikere meget og ofte med medarbejderne og at gøre det klart, at det er vigtigt at tage fat i lederen, hvis medarbejderne har bekymringer, problemer eller spørgsmål, som de ikke selv kan svare på. Og så skal lederen selvfølgelig også have øje for sig selv og sine egne ressourcer og grænser, hvor det kan være en god idé at sparre og rådføre sig med lederkolleger.

BRANCHENYT
Læs også