Debat

Mindsk dit klimaaftryk – stem til pensionsvalget

14 ud af 17 pensionskasser mangler kortsigtede klimamål. En stemme på en klimabevidst pensionskasse kan gøre en forskel, mener dette indlægs forfattere, der begge opstiller til bestyrelsen i pensionsselskabet P+.

Foto: Jens Hartmann Schmidt

Som enkeltperson kan det være svært at greje, hvordan man for alvor kan gøre en forskel for klimaet. Ét sted, hvor din handling virkelig batter, er at stemme til forårets pensionsvalg. Danske pensionskasser råder over 4.000 milliarder kroner. Gennem investeringer i projekter og virksomheder bidrager dine pensionsmidler til at skubbe samfundet i en retning. Men hvilken retning?

Med din stemme kan vi skubbe på en udvikling, hvor vores pensionsinvesteringer bidrager positivt til at løse klimaudfordringen frem for at forværre den. Vores pensionsopsparing skal ikke investeres i selskaber, der bruger milliarder af kroner på at udvide kul-, olie- og gasproduktion, og som støtter lobbygrupper, der blokerer nødvendig klimapolitisk lovgivning. Vores pensionskroner skal i højere grad investeres i bæredygtige løsninger, der bidrager til et samfund, hvor miljøet og klimaet er i balance.

Ifølge Finans.dk mangler 14 ud af 17 store pensionskasser kortsigtede klimamål. Det er ikke godt nok. Hvis alle danske pensionskasser satte reduktionsmål for deres investeringsportefølje i 2025, ville de selskaber, de investerer i, blive nødt til at følge trop. På den måde kan vi skubbe på den grønne omstilling.

Pensionsvalgene ligger i foråret og i en af Danmarks største pensionskasser er klima det helt store valgtema. P+, der er en fusion af JØP og DIP, afholder frem til den 28. april urafstemning om valg af fire bestyrelsesposter.

Det er et vigtigt valg. Flere af bestyrelsens kandidater lægger op til at tilbagerulle de klimafremskridt, P+ har taget de senere år. De ønsker bl.a. at oprette en pulje, som kan investeres i selskaber, der i dag er ekskluderet, herunder selskaber, der undergraver Paris-aftalen.

Valget er ikke kun vigtigt for klimaet, det er i dén grad også vigtigt for pengepungen. De virksomheder, der ikke følger med den grønne omstilling, bliver fremtidens tabere. Derfor vil kulsorte investeringer give dig en ringere pensionsopsparing. Det har vi desværre allerede oplevet i P+. Bestyrelsen har alt for længe holdt fast i aktier i kul- og olieselskaber, og det har kostet os omkring en halv milliard.

Vi har brug for en bestyrelse, der evner at navigere klogt i en tid, hvor verden på få år skal foretage store omlægninger af energi, transport og fødevareproduktion. Det kræver, at vi har øje for finansielle muligheder og faldgrupper i den grønne omstilling.

I alle medlemsejede pensionskasser kan du stemme om klima. Der er vigtige afstemninger på en række generalforsamlinger og altså urafstemning i P+. Sæt dit kryds og nedbring dit CO2-aftryk.

BRANCHENYT
Læs også