Debat

Topchefens skilsmisse kan ses på bundlinjen. Big time

Virksomheder med fraskilte topledere tjener mellem 26 og 38 procent mindre end virksomheder med ikke-fraskilte ledere. Ny forskning er hård ved skilsmisser.

En skilsmisse er en privat sag. Som udgangspunkt. Også for en topchef. Naturligvis. Men er skilsmissen også privat, hvis der er videnskabelig dokumentation for, at skilsmissen statistisk set koster på virksomhedens indtjening?

Det er et af de spørgsmål, som en endnu ikke offentliggjort analyse af CEO-skilsmisser rejser. For et opbrud i privatlivet er ikke bare en belastning for toplederen. Opbruddet belaster også virksomhedens afkast.

Det viser et videnskabeligt studie af 571 danske virksomheder, hvor lederen er fraskilt. Studiet er foretaget af forskerne Tünde Cserpes og Ingo Kleindienst ved Aarhus Universitet sammen med forskerne Juliane Proelss, Kaleb Abreha og Denis Schweizer fra Concordia University i Montreal i Canada, baseret på analyser af data fra Danmarks Statistik og CPR-registret.

Analysen er ikke den første af sin slags, men det bliver perspektivet ikke mindre giftigt af.

For hvor privat kan en topleder egentlig kræve at have sit privatliv, hvis aktionærerne statistisk set har udsigt til et gok i nødden, når der i hjørnekontoret bruges tid og kræfter på bodeling, flyttekasser, advokatsamtaler og 5/9-ordninger?

Er et opbrud så mere privat end et leverandørsvigt eller en stor ordre, der glipper? For studiet peger på, at aktionærerne har samme fortælling i vente: Vejen er glat. Forvent risiko for kursfald.

Studiet rejser også det spørgsmål, om man som topleder kan forsvare det synspunkt, at det kun er bestyrelsesformanden og ens nærmeste medarbejdere, der behøver at vide, at ens ægteskab endegyldigt kæntrede i weekenden, og at bopælen lige nu er sommerhuset, studiekammeratens kælder eller et hotelværelse?

Den kontante »Det rager ikke nogen«-attitude harmonerer dårligt med de rystelser, som direktøren risikerer at sende sin virksomhed igennem.

For det er barske facts, undersøgelsen afdækker.

Forskerne når frem til, at virksomheder med en skilsmisseramt direktion har en afkastningsgrad (ROA), der er mellem 26 pct. og 38 pct. lavere end virksomheder uden opbrud på topniveau. Dét er bundlinjen. En skilsmisse koster. Big time.

Her man roligt tilføje sætningen »alt andet lige«. For det videnskabelige studie er netop bygget på en metode, hvor alt andet holdes lige.

De virksomheder, der indgår i undersøgelsen, er sammenlignelige på størrelse, branche, omsætning, antal ansatte og så videre – undtagen én faktor.

I den ene gruppe ledes virksomheden af en topchef, der er fraskilt. Her har forskerne haft fat i 571 danske virksomheder i alle brancher og størrelser. I den anden gruppe er lederen ikke fraskilt. Her trækkes der på data fra 8.800 danske virksomheder, der er indhentet mellem 2000 og 2012.

Og forskellen i økonomisk performance er signifikant.

Forskerne konkluderer, at CEO’s ikke stiller deres personlige bagage på dørtrinet, når de checker ind på kontoret. Det fortæller de økonomiske nøgletal tydeligt. Så myten om den upåvirkede, stålsatte topchef er – en myte.

De kan også se, at rystelserne er størst, når der er børn involveret i opbruddet. Ganske naturligt. En skilsmisse, der inkluderer en samværsordning og ufravigelige forpligtelser på bestemte tidspunkter, har ifølge forskerne både konsekvenser for den tid, som toplederen kan bruge på sit arbejde og på sit netværk.

Derfor anbefaler de, at skilsmisseramte chefer – og alle andre ansatte - støttes af deres virksomhed til at komme videre. Hvilket i høj grad også er i virksomhedens og aktionærernes interesse.

Undersøgelsen kan også bruges til at huske på, hvordan Weekendavisens tidligere chefredaktør Anne Knudsen håndterede medarbejdere, der arbejdede sent i stedet for at gå hjem til familien. Hun jog dem hjem. For aftenarbejde ender tit i skilsmisser, og skilsmisser ender tit i rod, tidsspilde og jagt på datingmarkedet. Dårlig forretning. Også for Weekendavisen. Punktum.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også