Serier

Negative renter: Hvad er erhvervsministeren ude på?

At bind­ingen af kronen til euroen ikke bare er lutter fryd, er kommet klart til udtryk un­­der coronakrisen. Konsekvensen er bl.a. en ne­ga­­tiv dansk rente, der er faldet erhvervsminister Simon Kollerup for brystet.

Negative renter

Ved en folkeafstemning i september 2000 stemte et flertal af befolkningen nej til at indføre euroen som valuta i Danmark. Med kronen som valuta har Danmark således muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik. Men skiftende regeringer har været enige om at lade som om, vi er med i eurozonen.

Danmark har reelt fravalgt muligheden for at føre selvstændig pengepolitik; kursen sættes af Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Thi oven over al ting råder fastkurspolitikken. For at fastholde en stabil økonomisk udvikling med lav inflation valgte regeringen Schlüter i 1982 at lade kronen følge den bomstærke D-mark; siden 1999 har vi fulgt euroen. Og det er jo en anden sag.

Jævnligt havde Nationalbanken måttet intervenere i valutamarkedet med støtteopkøb for at forsvare kronen mod onde kræfter, der forsøgte at bringe kronen til fald. Om nødvendigt forhøjede Nationalbanken renten for at styrke kronen. Fastkurspolitikken skulle tjene til at afstive den svage krone. Pengepolitikken i eurozonen, og i Danmark, skulle sikre en inflation tæt på, men ikke over 2 pct.

I dag, næsten 40 år senere, er alt som forandret. Vi har nu som målsætning at sikre en inflation tæt på men ikke under 2 pct. Vi har en bomstærk krone. Men vi ligger ikke længere i ske med den tyske mark. Nok følger vi den tyske valuta, men vi følger lige så vel den italienske, den spanske, den portugisiske og den græske valuta. Valutapolitik makes strange bedfellows. Middelhavslandene går ikke i takt med landene nord for Alperne. Kronen er i dag undervurderet, trukket ned i kurs af PIGS-landene, der må tage fem skridt, hver gang vi tager fire.

En nøgtern vurdering taler for en revaluering af den danske krone. Men fastkurspolitikken er ikke til diskussion.

Jørn Astrup

Det er for Nationalbanken et mål at sikre stabile priser, dvs. en lav inflation. Midlet hertil er en pengepolitik, der skal sikre en fast kronekurs over for euroen. Opgaven er mejslet i sten. De senere år har deflation været det store spøgelse i mange vestlige økonomier. Centralbankerne har med alle midler – whatever it takes – søgt at fremkalde en inflation på i alt fald et par procent. Men Nationalbanken holder fast på sit: At sikre en lav inflation.

Før havde vi kronisk underskud på betalingsbalancen; nu har vi kronisk overskud. Det kunne nok forekomme, at tiden er inde for en revurdering af den danske fastkurspolitik. En nøgtern vurdering taler for en revaluering af den danske krone. Men fastkurspolitikken er ikke til diskussion. Emnet er tabubelagt. Centralkursen, 746,038 kroner pr. 100 euro, er indstiftet om ikke i himlen så i Frankfurt. I ”gamle dage” kunne vi ikke drøfte kronens kurs af frygt for at udløse en storm mod kronen, der kunne tømme valutakassen. Frygten sidder stadigvæk dybt i os.

At kronekursen er låst fast til euroen betyder, at også den danske rente er låst fast til eurorenten. Den negative pengemarkedsrente skal sikre, at kronen ikke går igennem loftet over for euroen. Vi fører i dag en meget aggressiv pengepolitik, hvis lige vi ikke har set siden Napoleonskrigene først i det 19. århundrede. Dengang førte politikken til voldsom inflation og statsbankerot. Det er vi denne gang sluppet for. Og dog.

Når Nationalbanken opgør inflationen, tager den udgangspunkt i udviklingen i priserne for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug. Og nok har vi stabile forbrugerpriser. Men priserne på faste aktiver (ejendomme) og aktier er sandelig alt andet end stabile. Vi har en kraftig aktivinflation. Udtrykt ved fast ejendom og aktier sker der en mærkbar udhuling af kronens værdi. Og hvad hjælper det en håbefuld familiefar, der vil købe sig et hus i Nærum, at kronens kurs ligger fast – i forhold til euroen.

Erhvervsminister Simon Kollerup meddelte sig forleden dag til sine venner på Facebook med en bemærkelsesværdig bandbulle mod bankerne: Grænsen for negative renter i banken er nået. Det kan ikke blive ved på denne her måde. … Jeg mener, at det skal stoppe nu, udtaler ministeren, der har indkaldt, ikke indbudt, bankerne til et møde.

Mon ikke erhvervsministeren skulle tage en samtale med den kongelige bankkommissær.

Jørn Astrup

Mon ikke udtalelsen blot skal opfattes som smagløs, populistisk bankbashing. Hvis ikke, udstiller Kollerup en betænkelig uvidenhed. Formålet med den negative foliorente i Nationalbanken er at påvirke markederne på en måde, der tjener til at fastholde en fast kronekurs. Hvis bankerne vælger at skærme kunderne mod de negative renter, modarbejder de Nationalbankens pengepolitik.

Mon ikke erhvervsministeren skulle tage en samtale med den kongelige bankkommissær. Uden en forståelse med nationalbankdirektør Lars Rohde kommer ministeren ikke den upopulære negative rente til livs. Men måske bør ministeren forinden sikre sig en fuldmagt til også at drøfte det nærmere indhold af fastkurspolitikken med Nationalbanken.

jorn@jastrup.com

BRANCHENYT
Læs også