Debat

Har kronen den kurs, som kroner skal have?

Med en fast kurs over for først Tyskland, siden også middelhavslandene, har vi fået en kunstigt lav kronekurs. Resultatet er meget store overskud på betalingsbalancen. Til hvilken nytte? Vi bør trække os fra ECB’s pengepolitiske eks­periment – revaluere kronen over for euroen og genindføre en positiv rente.

Danmarks Nationalbank har fået en ny direktør, Signe Krogstrup. Ifølge tiltrædelsesinterviewet er alt er ved det gamle i ”Nalen”. Nationalbanken vil forsvare kronen. I alt fald skal boligejerne ikke føle sig sikre, hvis situationen skulle kalde på en renteforhøjelse.

Men forsvare kronen? Mod hvad? Og mod hvem? Op igennem 1960’erne og 70’erne vænnede vi os til at anvende devalueringer som et quick fix mod økonomiske balanceproblemer. Den danske valuta blev et yndet mål for onde kræfter, der spekulerede i en svækkelse af kronen; Nationalbanken måtte forsvare kronen.

Men i 1982 afsvor regeringen Poul Schlüter sig muligheden for at skaffe sig lidt midlertidig varme i bukserne med en devaluering af den danske krone. Med en fiksering af kronens værdi vis-a-vis den tyske mark og et opgør med den automatiske dyrtidsregulering indledtes en ny æra i dansk økonomisk politik. Vi bandt os til Tyskland, der var kendt for en streng økonomisk disciplin – en arv fra hyperinflationen i 1920’erne og alt, hvad den senere førte med sig.

Med fastkurspolitikken bandt også senere regeringer sig til masten. Men der er sket meget siden 1982. I 2002 fik Tyskland og en række europæiske lande en fælles valuta, euroen. Vi går fortsat i takt med Tyskland. Men vi går også i takt med Italien, Frankrig, Spanien, Portugal, Grækenland og Cypern. Nok ligger kursen på den danske krone fast over for den tyske valuta. Men den ligger også fast over for den græske og den italienske valuta. Vi gik i seng med Rakel men vågnede op med Lea.

Nationalbanken har som overordnet formål at opretholde et sikkert pengevæsen med stabile priser, dvs. en lav inflation. Den Europæiske Centralbank (ECB) har længe haft en inflation på ikke over 2 pct. som pengepolitisk mål. Nationalbanken, der i konsekvens af fastkurspolitikken spejler ECB, bekender sig ligeledes til et inflationsmål på 2 pct.

Vi vænnede os til at se centralbankerne stramme pengepolitikken, når inflationen truede med at bryde igennem loftet. Midlerne var en højere rente og en knappere likviditet. Nu er inflationen under 1 pct., og den truer med at blive negativ. Og hvad gør de pengepolitiske myndigheder? Det samme som før. Bare omvendt. Centralbankerne, der tidligere forsøgte at bringe inflationen ned på 2 pct., søger nu med alle midler, whatever it takes, at bringe inflationen op på 2 pct.

Centralbankerne sænker renten og øger pengemængden. Renten har for længst passeret nul. I nedadgående retning. De private banker betaler 0,6 pct. p.a. af overskudslikviditet placeret i Nationalbanken. Bankerne vælter regningen over på kunderne, der kan se frem til at skulle betale op til 0,75 pct. for at have penge stående i banken.

Der er vel muligt, at en lavere rente og en rigelig likviditet fører til større økonomisk aktivitet og en højere inflation. Men hvis renten allerede er nul eller negativ, kan man ikke slutte, at en yderligere nedsættelse af renten vil øge den økonomisk aktivitet og inflationen. Der er ikke noget, der tilsiger en sådan sammenhæng; negative renter er slet ikke omtalt i lærebøgerne. Med en negativ rente har pengepolitikken mistet potensen. Værktøjskassen er tom. Helt tom.

Dansk pengepolitik har til formål at fastholde kronens kurs over for euroen. Fastkurspolitikken skal sikre en lav og stabil prisudvikling. Det er lykkedes over al forventning; vi har sejret ad helvede til – godt.

Med en negativ rente har pengepolitikken mistet potensen. Værktøjskassen er tom. Helt tom.

Men penge- og valutakurspolitikken skal vel ikke blot ave inflationen. Der må være et andet endemål. I 1960’erne og 70’erne devaluerede vi jævnligt kronen for at dække et kronisk underskud på betalingsbalancen. Det var den udvikling, Schlüter gjorde op med i 1982. Og siden har vi ikke set os tilbage.

Siden finanskrisen har vi haft et meget stort og stigende overskud på betalingsbalancen. Kursen på den danske krone er ikke en ligevægtskurs; kursen er kunstigt lav. Overskuddet toppede i fjor med svimlende 207 milliarder kroner. Men hvad skal det dog være godt for? Vi bytter en del af produktionsresultatet med tilgodehavender i udlandet. Det er, hvad Kina har gjort i årevis; det er sådan noget, der fører til handelskrige.

Danmark burde – i solidaritet med de sydeuropæiske lande – revaluere kronen og understøtte den nye, højere kronekurs med en moderat højere rente. De skadelige effekter af den negative rente bliver stedse mere synlige. Dem kunne vi komme til livs med en revaluering.

jorn@jastrup.com

Læs også