Debat

Tjener du over 4 mio. om året og hader hver dag på kontoret? Så skriv til mig

Hvorfor bruger man sit arbejdsliv på noget, man allerhelst vil slippe for? Send en mail. Jeg er nysgerrig.

Når jeg en dag bliver stor, køber jeg en kurvestol og bliver coach. I den eksklusive ende. Der er kun åbent for topledere med høj løn og lav livskvalitet. Når de sidder i kurvestolen, spørger jeg dem, hvordan deres liv er på en skala fra 1 til 10, og så siger de for eksempel 2. Så svarer jeg, at det synes jeg, at vi skal tale mere om, og at det bliver 100.000 uden kvittering, og om vi skal finde en ny tid med det samme.

Joke? Nej.

Jeg kender en coach/rådgiver, der sidder med de her mennesker, der tjener +4 mio. kroner om året eller mere og fortæller om liv, der er rædselsfulde. For real. Nogle af dem svarer faktisk 2, når de bliver bedt om at sammenfatte, hvordan de har det på en skala fra 1 til 10. Det er bundlinjen. Livet er en 2’er, og lønnen er 4 mio. kroner, og vil du vise vej ud af labyrinten? På forhånd tak. Sådan siger de til coachen.

Er problemets kerne, at man mister kontrollen med sit liv i krævende stillinger? Er man klar til at lave sit liv om, når man er nået frem til, at ens livsmodel ikke fungerer, eller håber man på et quick fix?

Anders Heide Mortensen

Jeg er den nysgerrige type. Derfor vil jeg høre, om du vil sende mig en mail, hvis du lever sådan et liv. Høj løn. Lav livskvalitet. For jeg har spørgsmål, i fortrolighed, og beder om svar, i fortrolighed. Hvordan bliver ens tilværelse sådan? Hvordan? Sker det i en umærkelig, glidende bevægelse, eller træffer man bevidste til- og fravalg, der bare fører et andet sted hen, end man tror? Er problemets kerne, at man mister kontrollen med sit liv i krævende stillinger? Er man klar til at lave sit liv om, når man er nået frem til, at ens livsmodel ikke fungerer, eller håber man på et quick fix? En genial sekundlim.

Det er særligt det sidste spørgsmål, du gerne må bruge tid på at besvare i din mail. Af to grunde.

Nu er det efterhånden tre advokater, jeg har kendskab til, der hellere vil kvitte deres advokatbutik i dag end i morgen, hvis de kunne, fordi de plus/minus hader hver dag på kontoret, men de gør ikke noget for at ændre noget – og det var så indsatsen ikke noget – alt iberegnet og inklusiv moms. Det er den ene grund.

Den anden grund er et fænomen, som min ven, psykologen, har fortalt mig om vedrørende anorektikere. Den korte version, at denne type klienter som regel gerne vil åbne sig om deres barndom og forholdet til deres forældre, og hvordan de har det med kærester. Meget gerne. På de områder er de klar til at ”arbejde med deres liv”, som det hedder.

Der er faktisk kun én ting, som denne type klienter ikke kan se et formål med at tale om, for den ting kan der jo ikke gøres noget ved, punktum og sådan er det bare: Anoreksien. Deres spiseforstyrrelse vil de ikke tale om. Punktum. Er det ikke tankevækkende? I kurvestolen sidder et menneske, der er klar til at tale om alt – bortset fra årsagen til, at mennesket sidder i kurvestolen. Kunne mennesker, der tjener +4 mio. kroner om året, have det lidt på samme måde? Jeg er nysgerrig.

Du må altså meget gerne skrive. Jeg synes nemlig, at spørgsmålet er fundamentalt interessant: Hvorfor bruger man sine dage på noget, som man virkelig gerne ville slippe for? Hvorfor? Nogen vil sikkert gøre dig forkert, men det bliver ikke mig, for du er en ener på et arbejdsmarked af vraltende gæs. Vi lever i en kultur, hvor arbejde skal være meningsfuldt til kvalmegrænsen - en hel industri lever af at opfinde og udvikle meningsfuldhed – men meget arbejde er kun meningsfuldt, fordi kunden betaler fakturaen, eller fordi det går penge til at vandre ind på lønkontoen. Det er sandheden. Elefanten i rummet, mens meningsfuldhedskonsulenter tumler rundt i virksomheden og italesætter mission/vision og why og purpose.

Du skal altså ikke forsvare dig, men forklare dig, for jeg er nysgerrig. Et liv har en vis mængde dage indtil pensionen og herefter døden. Hvis man bruger de dage på noget, der giver +4 mio. kroner om året, men giver en 2’er på livskvalitet, glæder man sig så over den økonomiske frihed, man har i hverdagen, og den tilværelse, som man kan se frem til i perioden mellem pensionen og døden? Eller har man på et tidspunkt afskrevet, at livsmodellen har en mening og givet sig hen til den tanke, at det må ende, hvor det nu gør? Som når gps’en står af på en smal bjergvej i Grækenland, og man beroliger familien med, at vejen helt sikkert fører et sted hen – spørgsmålet er bare hvor.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også