Debat

Pas på med forhastede skud mod rentefradraget

Rentefradraget er over tid blevet beskåret, og i takt med stigningen i boligpriserne er det igen kommet i skudlinjen. Selv om fradraget har mindre betydning end før, løser det også problemer. Derfor er det måske ikke er så oplagt at afskaffe som ved første øjekast.

Rentefradraget har over tid lidt en krank skæbne og er løbende blevet reduceret. Vi er således gået fra fradrag i omegnen af op til 70 pct. i 1970’erne og ned til 33,6 pct. for de første 50.000 kr. per person og derefter 23,6 pct. Den lave sats reduceres løbende en gang om året og vil ende på 20,6 pct. i 2025. De 50.000 kr. indekseres i øvrigt ikke, hvorfor selv den lave inflation udhuler den høje sats.

Sammenkobles dette med de aktuelt lave renter, spiller rentefradraget en lille betydning rent privatøkonomisk i forhold til tidligere. Alligevel må man i den verserende debat om boligmarkedets stigende priser forstå, at meget kan løses ved at udfase rentefradraget. Det forholder sig dog næppe sådan.

Privatøkonomisk vil en udfasning i første omgang kun være af symbolsk karakter. Det ses nemmest med et taleksempel. Tager vi udgangspunkt i et fastforrentet lån på 2 mio. kr,. vil det med dagens renteniveau give renteudgifter for 20.000 kr. Tages der udgangspunkt i den høje sats, giver det således en årlig forskel på 6.720 kr., om der er fradrag eller ej.

Det svarer til 560 kr. om måneden. Det er min påstand, at de 560 kr. hverken driver nuværende boligpriser op eller gør en kæmpe forskel for den gennemsnitlige boligejer. Dertil har den typiske boligejer simpelthen en for robust økonomi.

Jamen, er det så ikke bare at afskaffe rentefradraget? Det kan man mene rent politisk, det skal jeg ikke forholde mig til. Vi skal bare være opmærksom på, at rentefradraget trods sin kranke skæbne også løser nogle problemstillinger på boligmarkedet.

Først og fremmest sikrer fradraget symmetri i kapitalbeskatningen. Skatter forvrider enten tilsigtet eller utilsigtet, derfor er det et grundprincip i god skattepolitik at sikre symmetri i beskatningen, medmindre det er tilsigtet at skabe skattearbitrage. Det kan det være, hvis man eksempelvis gerne vil indføre en afgift for at ændre adfærd, så man ryger og drikker mindre. Der er ikke nogen direkte negative eksternaliteter - forstået som omkostninger eller gevinster - ved at investere, hvorfor der ikke er faglige grunde for at give arbitrage-muligheder til at spare op.

En anden væsentlig ting at forstå er, at rentefradraget virker som et skjold mod rentestigninger. Selv om det lige nu virker som utopi at tro, at renterne en dag igen vil stige til højere niveauer, kan det faktisk ikke udelukkes, at det på et tidspunkt sker. I så fald vil værdien af rentefradraget stige og have betydning for stabiliteten på boligmarkedet.

Rent fordelingsmæssigt giver rentefradraget således en håndsrækning til dem, der må forgælde sig mest for at etablere sig.

Mikkel Høegh

Det, at der er fradrag for renteudgifterne, tager brodden af, hvor hårdt ændringer i renterne slår igennem. Det gælder for så vidt både i op- og i nedadgående retning. Det betyder, at jo mindre rentefradraget er, desto mere rentefølsomt bliver vores boligmarked. Det betyder, at kriser kan blive værre, og det betyder, at eventuelle prisstigninger på boligmarkedet vil blive kraftigere, hvis renterne falder fra et højere niveau.

Det er netop stigende boligpriser bl.a. som konsekvens af meget lave renter, der eventuelt ønskes reguleret. En fjernelse af rentefradraget kan således paradoksalt nok ende med at betyde, at der fremadrettet vil være behov for yderligere regulering. Der er ingen andre end kortsigtede spekulanter, der har interesse i et mindre stabilt boligmarked – tværtimod.

En sidste ting ved rentefradraget er, at værdien af fradraget er størst for dem med mindst indkomst. Marginalværdien af goder – selv penge – er nemlig aftagende. Mange andre indgreb, man kunne forestille sig på boligmarkedet, vil i udgangspunktet vende den tunge ende ned af. Det rammer de svageste på ejerboligmarkedet og typisk førstegangskøberne, der er i etableringsfasen.

Rent fordelingsmæssigt giver rentefradraget således en håndsrækning til dem, der må forgælde sig mest for at etablere sig. Rentefradraget er dermed et af få boligpolitiske instrumenter, der har en anderledes profil i forhold til den økonomiske fordeling.

Alt i alt er der således mange grunde til at være påpasselig med bare at afskaffe rentefradraget. Ved første øjekast lyder det oplagt og nemt, men der er grund til at overveje den slags indgreb grundigt, før de gennemføres. Fremadrettet kan det have utilsigtede og kedelige konsekvenser.

BRANCHENYT
Læs også