Efter aktienedtur: Har Mads Nipper fået verdens sværeste job?
For investorer i energiselskabet Ørsted har de første fire måneder af 2021 været det diametralt modsatte af det hæsblæsende og succesfulde 2020. Tidigere topschef Henrik Poulsen kom, så, sejrede, og rejste på de mest optimale tidspunkter ind og ud. Har Mads Nipper som ny chef overtaget verdens sværeste job?
Henrik Poulsen kom til Ørsted, dengang DONG, som topchef i en fase præget af store udfordringer. Senere blev det snarere til tumult, da politikere med holdninger og meninger i overskud, men samtidig økonomisk indsigt i underskud, gjorde det svære, endnu sværere. Økonomien skulle tæmmes, selskabet rekapitaliseres, Goldman Sachs skulle introduceres, den grønne omstilling gøres tydeligere, og oveni det hele skulle den politiske proces indpasses.
Forvandlingen af Dong til Ørsted skete ikke fra den ene dag til den anden. Ligeså langt der var fra Dansk Olie og Naturgas til vedvarende energi, ligeså vanskelig en opgave var Henrik Poulsen på, da han skulle fortsætte Anders Eldrups grønne linje. Henrik Poulsen lykkedes og var en kæmpesucces.
Han havde ikke kun en stor succes med at balancere de mange udfordringer og interessenter; uanset hvad der måtte være skrevet. Man er også nødt til at beundre hans timing. Han kom ind på et udfordrende tidspunkt, og han efterlod et Ørsted i absolut superform lidt mere end otte år senere.
En virksomhed er meget andet end en topleder. På aktiemarkedet kan situationen dog være en lidt anden. Der er der ofte en sort/hvid-opfattelse. Lederen er som træneren i sport. Enten er alt eller det meste godt eller skidt. I 2020 var alt godt. Aktiekurserne steg eksplosivt i den grønne omstillings navn og tjeneste. Således også Ørsteds aktiekurs.
Aktiekursen stak afsted sammen med mange andre grønne aktier på grund af det største tematiske penge-inflow, jeg har set på aktiemarkedet de seneste 20 år. Ligeså eller endda mere signifikant end op til dotcom-boblen i slutningen af 90’erne. Indtjeningen derimod bevægede sig ikke meget sidste år. Helt i tråd med udviklingen fra børsnoteringen i 2016 og frem til nu. Den variable del var aktiekursen, mens indtjeningen var mere eller mindre status quo.
Investorerne var mest optaget af de langsigtede muligheder og ænsede ikke prisfastsættelsen. Vil jeg i hvert fald mene. Det gælder både Ørsted, men også andre grønne aktier. For hvis de havde gjort det, ville det næppe være gået, som det nu engang er.
Det er interessant, at så få taler om, at prisfastsættelsen er så høj, som tilfældet er. På den ene side er den høje kurs i forhold til indtjeningen naturlig, hvis vi befinder os i et paradigmeskifte på linje med internettet. I starten af noget nyt og stort vejrer investorerne morgenluft, længe før flertallet kan se effekten på bundlinjen. Så langt så normalt.
Henrik Poulsen afleverede et Ørsted i fin form til Mads Nipper. Udfordringen var måske, at Ørsteds værdisætning tog udgangspunkt i, at godt bliver endnu bedre; at indtjeningen var stærkt voksende, og at konkurrencesituationen ville forblive stærkt i Ørsteds favør. Hvis det alene var disse faktorer, Ørsted skulle vurderes efter, er det investeringsmæssige fundament skrøbeligt.
Indtjeningen er ikke steget dramatisk som aktiekursen siden børsnoteringen. Aktien er altså blevet meget dyrere eller forventningerne til indtjeningsvæksten de kommende år steget markant. Samtidig bliver konkurrencen intensiveret de kommende år. Store olie- og gasselskaber vil gerne forvandles fra den sorte nutid til en grønnere fremtid. De vil bruge de stigende oliepriser til at pumpe olieindtægter over i den grønne omstilling og blandt andet konkurrere med Ørsted.
På få år er konkurrencesituationen gået fra noget nær monopol over oligopol til fuldkommen konkurrence. Det er godt for forbrugerne og aftagerne, men som udgangspunkt udfordrende for Ørsted.
Første kvartalsregnskabet var på de primære poster nydeligt, men kabelproblemer i op til 10 vindparker blev af investorerne taget fortrydeligt op. 800 mio. blev hensat og en samlet beløbsramme på 3 mia. kan, ifølge Ørsted, være i reservationsspil i et værst tænkeligt scenarie de kommende kvartaler.
Det går forhåbentlig ikke så slemt, men uvisheden nager, og investorerne vil forblive i vent og se-modus. 2021 var under alle omstændigheder ikke udset til at blive et vækstår, og nu bliver det måske tilmed til et år præget af større udfordringer.
Den grønne omstilling kører videre på fuld drøn, og alt er naturligvis ikke gråt. Blackrocks meget investeringspopulære ”Clean Energy”-ETF har netop i en revidering for tre uger siden sat Vestas og Ørsted op på 1. og 2. pladser, når det gælder indeksvægtning. Tidligere vægtede de 4 pct. side om side, mens det nu er 8 pct., respektive 6 pct., som de to selskaber vægter med Vestas som den tungeste.
Det burde være en god nyhed i den forstand, at flere investorer skulle købe mere af netop Vestas/Ørsted. De øgede vægte har sikkert været med til at bagstoppe nedturen, men det har kun været kursmæssig smertelindring indtil videre.
Det er ikke rimeligt, at vurdere en topleder på de første fire måneder. Faktum er dog, at aktiekursen er faldet med 30 pct. siden årets start. Som minimum har den nye ledelse arvet toptrimmede forventninger hos investorerne, ligesom en træner, der overtager et succesmandskab med dyre profiler. Det kræver noget ekstra at få succes, og det ekstra har Ørsted ikke netop nu.
Per Hansen