Debat

EU’s grønne regulering bliver en ”game changer”

Ny fælles målestok for bæredygtighed får betydning for alle virksomheder og deres adgang til grøn finansiering.

Hvad indebærer bæredygtighed egentlig for en bank? Det spørgsmål har jeg ofte fået i min tid som direktør i den finansielle sektor. Bæredygtighed er for de fleste lettere at forholde sig til, når det gælder fysiske produkter. Men selv om den finansielle sektors eget CO2-aftryk er ganske lille, har sektoren en massiv betydning for udviklingen af vores samfund i bæredygtig retning.

For den grønne omstilling kommer ikke til at ske uden kapital, og derfor er det i virkeligheden netop der – ved at påvirke den retning, som pengene i vores samfund bevæger sig i - at sektoren kan bidrage mest. Det sker ved at integrere bæredygtighed som en væsentlig faktor i processen, når der f.eks. gives lån eller investeres i virksomheder.

Det er også baggrunden for, at den danske finanssektor for et års tid siden udarbejdede 20 konkrete anbefalinger til bæredygtig finans. Jeg var selv med til at udvikle dem sammen med en række aktører i og uden for branchen. Blandt anbefalingerne var, at der skulle udvikles flere grønne produkter, og at kapitalforvaltere samt penge- og realkreditinstitutter skulle begynde at måle CO2-aftrykket af de aktiviteter, de låner til og investerer i – og efterfølgende sætte reduktionsmål for det.

Der er derfor mange milliarder kroner i spil, som vil rette sig mod grønnere formål i de kommende år. Vi ser allerede nu i markedet attraktive lån til grønnere biler og boliger og til virksomheder, der f.eks. vil energirenovere eller omstille sig til mere bæredygtig produktion. Det kan også være i form af lån, hvor renten kobles til virksomheders generelle indsats på det bæredygtige område. For nylig fortalte Pandora om et sådant banklån, hvor det kan udløse en årlig rentebesparelse på 7 mio kroner, hvis virksomheden lykkes med sine ESG-målsætninger.

Også EU har stort fokus på den finansielle sektors rolle i den grønne omstilling. Og netop EU’s bæredygtige regulering af finanssektoren vil blive en reel ”game changer ” i sektorens arbejde med bæredygtighed. For ganske nylig lancerede EU-Kommissionen eksempelvis en ny fælles målestok for bæredygtige aktiviteter.

Den såkaldte EU-taksonomi klassificerer, hvad der kan defineres som en ”grøn” aktivitet. Dermed får europæisk erhvervsliv for første gang et fælles grønt sprog og en definition af bæredygtighed på tværs af landegrænser. Taksonomien bliver helt afgørende, når investorerne fremover skal udvælge sig grønne virksomheder, og når finanssektoren skal udvikle grønne investeringsprodukter.

Taksonomien er bygget op om seks miljømål:

1. Modvirkning af klimaændringer

2. Tilpasning til klimaændringer

3. Bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer

4. Omstilling til en cirkulær økonomi

5. Forebyggelse og bekæmpelse af forurening

6. Beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer.

En økonomisk aktivitet betragtes som miljømæssigt bæredygtig, hvis den bidrager væsentligt til et af de seks miljømål. Taksonomien arbejder desuden med aktiviteter inden for 13 forskellige sektorer, bl.a. CO2-tunge sektorer som energi-, produktion-, transport- og byggesektoren. EU er den første region, som fastlægger et fælles klassifikationssystem for bæredygtige investeringer. Men det vil også få en betydning for alle de globale aktører, som vil markedsføre sig i EU.

Man kan i det hele taget godt indstille sig på, at bæredygtighed fremover bliver en væsentlig del af dialogen med banken.

Jeanette Fangel Løgstrup

EU-taksonomien forholder sig i sin nuværende form til, hvilke investeringer der bidrager til et bedre klima og lavere CO2-udledning. Finans Danmark har peget på, at EU-taksonomien bør bredes ud til at dække bæredygtighed mere bredt – og at den samme målestok bør udbredes til at gælde for udlån. Det må forventes, at udviklingen kommer til at gå den vej, og at bankerne allerede nu så vidt muligt vil bruge samme taksonomi som afsæt i udviklingen af bæredygtige låneprodukter.

Derfor er taksonomien relevant for alle virksomheder, der ønsker grøn finansiering. Man kan i det hele taget godt indstille sig på, at bæredygtighed fremover bliver en væsentlig del af dialogen med banken. Perspektivet er, virksomheder i fremtiden kan risikere at få sværere ved at få kredit og skal betale højere renter for at låne, hvis ikke de kan dokumentere, hvordan de påvirker klimaet eller arbejder for bæredygtighed.

Læs også