EU’s budgetregler kommer under opbrud

Coronakrisen har været en hård omgang med død, sociale afsavn og økonomiske tab. Men den er som mange kriser før den også en mulighed for positive forandringer. Genopretningen er i mange vestlige lande – og særligt i EU – blevet set som en mulighed for voldsomt at accelerere den bæredygtige omstilling, som (alt for) længe er foregået dræbende langsomt.

I EU er krisen også en kærkommen lejlighed til at manifestere, at håndteringen af gældskrisen for små 10 år siden var fejlagtig. Anklager om løssluppenhed og magelighed landene imellem er lagt på hylden sammen med moraliseringen – og er erstattet af forståelse og økonomisk solidaritet. Solidaritet gennem fælles finanspolitik, hvor EU-lande i fællesskab hæfter for hjælpepakker, som ikke fordeles efter landes størrelse, men efter behov.

Det næste store – og for regionens økonomiske dynamik – afgørende skridt vil være et brud med stabilitets- og vækstpagtens rigide regler. Heldigvis tyder meget på, at det er på vej.

Da krisen ramte, druknede Italien og Sydeuropa uforskyldt i smittede, mens Nordeuropa var heldig at slippe billigt. Da stod det hurtigt klart for EU, at der var brug for ekstraordinære tiltag. Det var nødvendigt at sikre, at de økonomier, som i forvejen stod svagest efter gældskrisen, ikke fik et nyt slag i ansigtet. Man indså, at uden hjælp var risikoen en ond cirkel, hvor økonomisk svækkelse skabte tvivl om kreditværdighed, højere renter og derved afskrækkede lande fra at iværksætte hjælpepakker, fordi finansieringsomkostningerne synes svære at bære.

Den logik førte til, at man tidligt tænkte i et solidarisk bolværk. Første skridt var SURE-programmet – en fællesfinansieret lånefacilitet, som kunne finansiere jobstøtteordninger, mens nedlukning skamferede arbejdsmarkederne i EU. Det drejede sig alene om lån, men det var EU i fællesskab, der stod for finansieringen – ”no strings attached”. Helt modsat gældskrisens hjælpepakker, der kom med krav og formaninger. Bevares, det er også enklere i en krise, der rammer uforvarende, end i en krise af ubalancer fra uansvarlig eller i hvert fald uopmærksom regeren.

Siden kom et endnu større nybrud med Next Generation EU – den 5.600 mia. kr. store genopretningsfond, der ikke bare yder lån, men direkte overførsler fordelt efter behov. Med den blev et kæmpe tabu brudt, og (begrænset) fælles finanspolitik blev en realitet. EU og eurozonen fremstår som resultat mere robust og med mindre indre mistro.

Men coronakrisen er særlig. Godt nok fik vi ikke alene fælles hjælpepakker, men også en midlertidig suspendering af de budgetregler, der ganske rigidt sætter streg under, hvor store offentlige underskud må være – uanset situationen. MEN altså kun midlertidigt. I hvert fald på papiret. For underskudsgrænserne (3 pct. af BNP) har længe været et omdiskuteret emne blandt økonomer.

Få ønsker at vende tilbage, men hvad gør man så? Tilliden landene imellem er ikke til et setup med helt frie rammer, så hvad er alternativet til en fast grænse? Muligvis et mere fleksibelt system, hvor der skelnes mellem, hvordan pengene bruges – på offentlig investering eller forbrug. Det er langtfra problemfrit, da det kan blive diskussionsfyldt og desuden er svært gennemskueligt.

Det afgørende er, at de nye rammer laves på en måde, så der gøres op med idéen om, at underskud pr. definition er af det onde. At man indser, at man i det offentlige, helt som virksomheder, kan opleve, at afkastet i fremtiden af det, man investerer i, er så højt, at det ikke er problematisk at låne til i dag.

Det repræsenterer et andet syn på staten end det, som er afspejlet i de nuværende regler, hvor den helst skal holdes i snor. USA’s finansminister, Jannet Yellen, sagde for nylig: ”Fokus har længe været på behovet for at formindske og begrænse statens rolle – det er tid til en mere aktiv og afgørende rolle for staten i økonomien”. Klimakrisen er bare et eksempel på, at staten til tider er helt afgørende – kortsigtede underskud eller ej.

At ændringer kommer før eller siden, tvivler jeg ikke på. At det bliver en lang og svær kamp desværre heller ikke. Jens Weidmann, chef i Bundesbank og ECB-medlem, udtrykte i sidste uge et positivt syn på de nuværende budgetregler og sin støtte til Tysklands gældsbremse, der for det meste forhindrer ethvert statsunderskud. Det er ikke alle, der har rykket sig.

Frederik Engholm