Debat
BREAKING

Gør som EM-trænerne: Sæt din portefølje som et fodboldhold

Der er EM i fodbold, og det får mange danskere til at drømme om at sætte deres eget hold. De tanker kan med fordel bruges som inspiration til at investere sparepengene. Med den rette angriber, kan du vinde turneringen - men ikke hvis du har svagheder på resten af holdet.

Et vellykket fodboldhold kræver ligesom en vellykket investeringsportefølje en sammensætning af meget forskellige kompetencer. Med et stærkt kollektiv, der hver især bidrager med noget unikt, kan man vinde mesterskaber. Men desværre kan svage led og fejlinvesteringer også betyde, at dit hold og din opsparing fejler fuldstændigt.

Det er op til dig som person, om din strategi skal køre efter den norske træner Drillos snusfornuftige defensive filosofi, hvor du formentlig aldrig taber stort – men heller aldrig vinder ret meget. Eller en spansk ungdommeligt sprudlende offensiv, hvor du enten kan vinde turneringen eller blive sendt fuldstændigt ydmyget ud i de første runder.

På bænken har du dine kontanter, som du kan placere, når der bliver brug for dem. Men de bedste spillere har du på banen.

I dit forsvar, sætter du typisk de stabile spillere med en stærk psyke, som du kan regne med. De er som statsobligationer, der giver et stabilt afkast, og som bliver ved med at blokere skud fra modstanderen under vedvarende hårdt pres - turbulens i markedet - hvor alt bare går galt.

Hvor mange forsvarsspillere du vælger at have på holdet afhænger af, hvilken (træner-) type du er og hvor langt du er i turneringen – eller i livet.

Hvis du har mange kampe – eller år – foran dig, kan du lade flere ejendomme eller aktier fra store selskaber indgå i din defensiv. Det gør ikke så meget, om du taber nogle kampe hist og her, hvis du holder fokus på en fornuftig langsigtet høj position i turneringen.

Men er du tættere på knald-eller-fald-kampene – eller pensionen – bør især aktierne rykke længere op på banen eller helt ud af holdet.

På midtbanen har du den solide kerne. Den kunne bestå af et indeks over aktier fra hele verden for at sikre langsigtet fremdrift på banen.

Hvis du har en talentspejder gemt i maven, og virkelig bruger tiden på at følge spillere/selskaber, kan du også håndplukke en længere række spillere/aktier i store selskaber fra vidt forskellige brancher og regioner i verden, så det ikke gør så meget, at én af dem ikke performer sit bedste på dagen, så længe de andre leverer nogenlunde stabilt.

Midtbanen kan også opdeles i defensive og offensive spillere – eller value- og vækstaktier, typisk fra de store selskaber, hvor et selskab som f.eks. Novo Nordisk er godt, hvis holdet er under højt pres, mens de offensive techaktier performer bedst, når stemningen i markedet er god.

Når du skal vælge angribere, begynder det at blive spændende... og svært. For hvis du evner at finde din Ibrahimovic, kan det hjælpe dig med at vinde turneringen. Men fordi angriberne fylder mindre i din samlede holdopstilling – eller din portefølje – kan du også tillade dig at gamble lidt. Angribere er typisk meget emotionelle – eller volatile – og kan have store udsving på on- eller off-dage, hvor de kan svinge fra at score hattrick til at brænde chance på chance.

Har du fulgt en spiller – eller virksomhed – tæt i lang tid, kan du sætte dine penge på, at talentet måske kan disrupte en hel sektor, hvis spilleren bider sig fast. Det kan f.eks. være en børsnotering af et hypet amerikansk techselskab, der har verden for sine fødder, og enten bliver en bragende succes eller går ned med et brag.

Angriberne kan være dem, der afgør, om du vinder EM, og samtidig dem med den højeste risiko. Men selv hvis de får en total nedsmeltning og brænder fælt i straffesparkskonkurrencen, kan du med et solidt forsvar og en stabil midtbane stadig klare dig fornuftigt gennem spillet med æren i behold.

Godt EM til alle!

BRANCHENYT
Læs også