Nyt syn på arbejde kan genoplive små lokalsamfund
Coronakrisen har ikke kun gjort danskerne fortrolige med arbejde fra distancen. Nedlukningen har også skabt nye muligheder for vækst i provinsen.
Der var engang, da det at være bosat i provinsen også var lig med at arbejde i provinsen. Faktisk er det ikke meget mere end et år siden, at arbejdsplads og bopæl på denne måde hang uløseligt sammen for langt de fleste medarbejdere. Så kom covid-19, og med pandemien blev den almindelige opfattelse af arbejde sprængt til atomer. Det betyder blandt andet, at det for mange er muligt at være bosat flere hundrede kilometer fra deres arbejdsplads, uden at det skaber nævneværdige problemer.
Muligheden virker umiddelbart attraktiv, viser en nylig spørgeskemaundersøgelse fra Citrix Danmark og YouGov. Her svarer 52 procent af danskerne, at de vil overveje at flytte på landet, hvis fleksibelt arbejde bliver den nye normal. Samme spørgeskemaundersøgelse viser også, at 46 procent af danskerne er villige til at gå ned i løn for at få lov til at arbejde hjemmefra i et omfang, de selv bestemmer.
Jeg støtter ikke op om at gøre fleksibilitet på arbejdspladsen til en del af lønforhandlingen. Ikke desto mindre er det et tydeligt udtryk for, hvor stor betydning danskerne tillægger muligheden for at arbejde fra hjemmekontoret.
Medarbejdernes ønske om fleksibilitet åbner desuden nogle interessante muligheder. For eksempel ved at en person bosat i Vestjylland arbejder for en virksomhed i København. Tænk på, hvad det kan komme til at betyde for en lang række hårdt prøvede lokalsamfund i Danmark. Mange steder arbejder de lokale erhvervsråd intenst med at trække virksomheder til kommunen for at kunne tilbyde arbejdspladser til borgerne, som kvitterer med at betale skat i de respektive kommuner.
I teorien behøver en kommune ikke længere at kunne tilbyde én eneste arbejdsplads for at tiltrække borgere.
Det er netop denne cirkulære proces, der i sidste ende får den pågældende kommunes økonomi til at hænge sammen. Men den nye situation på arbejdsmarkedet gør det oplagt at gentænke kommunernes erhvervsstrategi.
I teorien behøver en kommune ikke længere at kunne tilbyde én eneste arbejdsplads for at tiltrække borgere. Uanset om kommunen er placeret i det dybeste Vest-, Nord- eller Sønderjylland, på en ø eller et andet sted langt væk fra de store byer. Hvis normalen bliver arbejde fra distancen, bliver der tale om en helt ligegyldig problemstilling.
Kommunen kan i stedet fokusere på at tilbyde fibernet af højeste kvalitet og alt det, der derudover er vigtigt for familien Danmark – for eksempel infrastruktur, skoler, natur og fritidstilbud. Altså fokus flyttes fra virksomhederne til borgerne.
En sådan bevægelse vil på mange måder være god for samfundet. Både politikerne på Christiansborg og en lang række virksomheder har i årevis gjort deres for at flytte funktioner og virksomheder væk fra København og i retning af provinsen. Den bagvedliggende tanke om at dele den økonomiske vækst ud over hele landet er god, men spørgsmålet er, om ikke virkeligheden har overhalet intentionen? Fremadrettet kan de fysiske arbejdspladser således sagtens blive i hovedstaden, så længe medarbejderne kan bo alle andre steder.
Der er en række åbenlyse fordele for medarbejderne ved på denne måde at gøre optimal brug af fleksibelt arbejde. Det handler især om den berømte work life-balance med frigivelse af tid, der tidligere blev brugt til transport. Derudover vil det være en stor gevinst at kunne holde fast i familiens bopæl og børnenes skole uanset forældrenes jobskifte.
Samtidig vil virksomhederne typisk opnå fordele i form af højere produktivitet, ligesom fleksibiliteten efter al sandsynlighed vil gøre det nemmere at både fastholde og rekruttere dygtige medarbejdere. Også klimaet får en hjælpende hånd, når virksomheder skærer ned på antallet af flyrejser og kørte kilometer. Når samfundet som hele endda får mulighed for at give nyt liv til landets yderområder, står fordelene næsten i kø.
Interessant er det også, at hverken virksomheder eller kommuner behøver være optaget af at konkurrere med lønniveauet i hovedstaden, hvis de vel at mærke kan tilbyde noget andet – som for eksempel fuld fleksibilitet. Den gennemsnitlige medarbejder vil sagtens kunne klare sig med lidt mindre i lønningsposen, hvis boligen er billig, og der ikke er behov for at pendle. Samtidig får alle landets virksomheder mulighed for at rekruttere langt bredere og at gå efter den helt rigtige medarbejder uden at lade sig begrænse af geografi.
Det er meget muligt, at markedskræfterne med tiden vil normalisere tilstandene, så huspriser og lønninger nærmer sig hinanden uanset den geografiske placering. Men indtil det eventuelt sker, må der alt andet lige være mange danske kommuner, der kan se store muligheder for vækst i den kommende tid. Så tjek lige om strategien på erhvervsområdet er opdateret – det kunne jo være et godt sted at starte.
Anette Vainer