Psykopatiske ledere koster på bundlinjen
Advarsel: Psykopatiske ledere er farlige og dyre for enhver virksomhed og ethvert individ. Fyr eller løb. Jo før, jo bedre.
Jeg stiftede for nyligt bekendtskab med betegnelsen ”kompenserende psykopat”, som dækker over en person med en ledende post i erhvervslivet, som har tillært sig en adfærd, der dækker over vedkommendes psykopatiske karaktertræk.
Min nysgerrighed fik mig til at dykke ned i litteraturen, og det var det slående, hvor kraftige advarsler om disse ledertyper, der gik igen. Advarslerne tog bl.a. afsæt i, at en kompenserende psykopat i øverste ledelseslag i særlig grad udfordrer hele virksomhedens etik, kultur og værdigrundlag. Dertil kommer en række alvorlige følgevirkninger af psykopatens tilstedeværelse, som har direkte effekt på virksomhedens bundlinje:
- demotivering og manglende performance blandt medarbejderne
- stress, mobning og højt sygefravær
- underminering af social ansvarlighed
- lav medarbejdertilfredshed og høj medarbejderomsætning
- mange interne konflikter – både horisontalt og vertikalt
- ufine forretningsmetoder - suboptimering og emperiebygning
- voldsomt ressourceforbrug uden reelt udbytte (= pseudoarbejde)
- underminering af den samlede ledelses troværdighed og dømmekraft
- negativ effekt på virksomhedens omdømme
Jeg besidder ikke faglige forudsætninger for at diagnosticere en psykopat, men undervejs i min læsning blev det tydeligt for mig, at jeg i min karriere er stødt på tre ledere, der besad en række af de mest markante kendetegn ved en kompenserende psykopat:
- skyr ingen midler for selv at fremstå som en succes
- skyld, fortrydelse og ægte empati er ikke eksisterende
- overfladisk og påtaget charmerende
- manipulerer med alt og alle
- impulsstyret, utilregnelig og skifter ofte mening
- accepterer aldrig ansvaret for egne fejl, manglende kompetence eller utilstrækkelighed
- giver gerne andre skylden og skaber historier, der stiller andre i dårligt lys og sig selv i godt lys
- uforholdsmæssigt høj selvtillid og tro på egen formåen
- gør andres gode idéer til sine egne og tager æren for andres resultater
- oplever ingen motivation for at ændre adfærd og udvikle sig over tid
- definerer sine egne (vidde) rammer og regler uden hensyn til, hvad der gælder for andre
- egoistisk og selvcentreret
- lader egne behov komme forud for virksomhedens
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at en leder med sin adfærd sætter virksomhedens bundlinje og medarbejdernes velbefindende over styr.
Det er desværre ofte yderst vanskeligt at gennemskue en sådan leder, da vedkommende jo netop er dygtig til at kompensere for det psykopatiske ved f.eks. at være en dygtig kommunikatør, evne at skabe relationer til overordnede eller andre personer med indflydelse og være god til at lede op i organisationen. Hertil kommer en veludviklet evne til at konstruere svært gennemskuelige løgne, at kunne læse andre mennesker og situationer hurtigt, og handle derefter, at bruge sit køn og sin seksualitet, være omgængelig, venlig, let at tale med og underholdende.
Der hersker for mig ingen tvivl om, at de omkostninger en psykopatisk leder påfører både virksomheden og det enkelte menneske er høje, og jeg har oplevet det på egen krop. Første gang sneg det sig ind på mig, så jeg endte med at miste både min dømmekraft og troen på mig selv. Det tog mig op mod to år at indse, at jeg var i kløerne på en kompenserende psykopat. Jeg søgte hurtigt videre, og lovede samtidig mig selv og min familie, at jeg aldrig igen ville udsætte nogle af os for noget tilsvarende.
Anden gang spottede jeg det hurtigt – måske fordi både mit hoved og min krop reagerede instinktivt. Jeg holdt løftet og sagde op med det samme uden at have et andet job. Tredje gang handlede det om en leder, i den organisation jeg var øverst ansvarlig for, og jeg kommer aldrig til at acceptere, at en leder med sin adfærd sætter virksomhedens bundlinje og medarbejdernes velbefindende over styr. Derfor var løsningen enkel.
Jeg er dog opmærksom på, at der er divergerende holdninger til, hvad du skal gøre, hvis du møder en leder, der synes at være kompenserende psykopat. Hos mig er der ingen tvivl:
- Hvis du er chef for én: Fyr!
- Hvis du har én som chef: Løb!
Lars Sander Matjeka