Serier

Tre ugers ferie kan godt være lang tid. Så prøv to. Dage

En lang sommerferie kan være forfærdelig. Derfor er der brug for, at det fleksible arbejde får en fætter.

Corona rammer verden

Endelig. Endelig fri. Er der noget bedre end en god, lang sommerferie sammen med de mennesker, som man var sammen med i døgndrift under coronanedlukningen, og som derfor ikke har en hudfold, kollega, snorkelyd, hadeopgave, særhed eller overspringshandling, som man ikke kender i detaljer?

Ja. Det er der muligvis. I høj grad.

Men man kan jo ikke sige den slags til en ægtefælle, uden at det lyder som et forslag om at prøve med hvert sit soveværelse frem til september.

Men man kan gøre det.

Det kongelige danske velfærdssamfund har ikke et afklaret forhold til, at en god, lang sommerferie kan være forfærdelig.

Anders Heide Mortensen

En bekendt og hans kone har lige overstået årets sommerferie. Den gik fint. Både dag 1 og dag 2. Hun havde været en del ved stranden. Han havde mest nydt havet fra terrassen. Badehoteller kan være noget skrammel forklædt bag hvide træpaneler og horribelt dyre vinmenuer. De havde gjort deres hjemmearbejde og afklaret deres forhold til hvid bourgogne og sære fisk, der smager som torsk, inden ankomsten. De havde også afklaret deres forhold til, at den ene lagde sig på stranden med en bog, og den anden satte sig på terrassen med en bog. Det var ok. Begge dage.

Det kongelige danske velfærdssamfund har ikke et afklaret forhold til, at en god, lang sommerferie kan være forfærdelig. Vi skal elske vores ret til ferie, og vi skal elske at gøre den så lang, at vi glemmer vores passwords og budgetkonti. Vi skal højtideligt meddele vores netværk på Instagram, LinkedIn og Facebook, at nu sker der noget mærkeligt, meget mærkeligt, nemlig at der kommer en pause i billederne af roséflasker, konferencelokaler, røvballer, bogomslag, stråhatte og flowcharts – MEN - at man ikke skal være bange. Vi er ikke døde. Ikke helt. Vi er på ferie.

Kun selvstændige og sindssyge får lov at være i fred. Det er parret med to-dages sommerferien naturligvis. Ellers ville en tillidsmand eller socialrådgiver sikkert have grebet ind, men deres typer går under radaren. Den ene af dem driver liberalt erhverv, den anden har en stilling af den slags, hvor man godt kan oplyse, at uge dit og dat er krydset ud, men folk ringer og skriver da bare alligevel. Tre ugers ferie i streg? Aldrig sket. En uge? Ja. Delvist. Der var nogle opkald. Vist en del. Mange. Hvis en repræsentant for velfærdssamfundet havde opdaget, at ugen blev kaldt ferie, var der nok blevet overvejet indlæggelse på røde papirer.

Nu kommer der et forslag, sikkert dumt, men evnerne rækker ikke til mere:

Hvad med et eksperiment, hvor lønmodtagere får lov til at gøre som de selvstændige og sindssyge? Hvis de vil? Ja, jeg ved, at det lyder mærkeligt - men tænk hvis også danskere, der er månedslønnede og bliver pustet på fingeren af en tillidsmand, hvis de får hånden i klemme i en frugtordning, kan se idéen i at holde to dages sommerferie i stedet for tre uger?

Inden coronaen havde det at ”arbejde hjemme” en klang af slap moral. Den opfattelse har virkeligheden modelleret om på. Lønmodtagere kan både være produktive, initiativrige og samarbejdsparate fra deres køkken- eller havebord. Det er virkeligheden. Punktum. Inden coronaen var virkeligheden – sagt firkantet – at lønmodtagere skulle lukkes ind og ud af et storrums-akvarium på daglig basis for at bestille noget.

Vi har i dag et regime, hvor man enten skal være selvstændig eller topleder for at kunne slippe for en lang sommerferie. I april eller maj sendes en liste rundt til de akvariefisk, som virksomheden har ansat, og så skal de slå begejstret med halen og krydse tre uger af. Eventuelt to uger i højsommeren plus en uge noget senere.

Det er vældigt - og det er egentlig også vældigt mærkeligt. Hvorfor kan det fleksible arbejde ikke få en aflægger, der hedder den fleksible ferie? Passet ind så den ikke er på tværs af virksomhedens behov, men omvendt kan tilpasses et liv, hvor lykken ikke nødvendigvis er at se på et menneske i en lang ferie, som man ser på under hjemmearbejde.

For coronaen har givet tid. Der har været god tid til at tale. Og der har været god tid til at se på hinanden. I arbejdstøj, overtøj, undertøj og ingen tøj. Foran en skærm, først og fremmest. Men også foran en tallerken. Så kan to dage på et hotel være lige tilpas.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også