Debat

Hvis Danmark vil jage enhjørninger, skal politikerne sikre kvalificeret arbejdskraft

Hvis vi skal udfolde vores potentiale, er adgang til international og specialiseret talent altafgørende. Så kære Mette Frederiksen: Det vil se meget mærkeligt ud, hvis dette punkt mangler i regeringens kommende reformudspil.

For nylig blev det meldt ud, at Danmark med fintech-selskabet Pleo havde fået en ny enhjørning - en virksomhed med den eftertragtede status af værdi på mere end 1 mia. dollar. Danmark har et solidt udgangspunkt for at skabe flere virksomheder af samme kaliber, men det er altafgørende, at adgangen til international og specialiseret arbejdskraft bliver bedre.

Det bliver ofte fremført, at hvis virksomheder skal vokse, bliver de nødt til at flytte til udlandet. Når det gælder tech-virksomheder, er min oplevelse en anden eller i hvert fald mere nuanceret. Danmark er et godt sted at starte og bygge virksomheder, fordi danskerne har en høj tech-IQ og villighed til at bruge nye digitale produkter. Derudover mener jeg, at det er en fordel, at det danske marked er så småt, fordi det tvinger én til at tænke ekspansion udover landets grænser fra begyndelsen.

Men hvis vi skal udfolde vores potentiale, er adgang til international og specialiseret talent altafgørende. For selvom Danmark har et stærkt iværksætter-økosystem og dygtige tech-talenter, har vi behov for ekstremt specialiseret arbejdskraft, hvis visionerne skal føres ud i livet. Man kommer hurtigt til at rekruttere fra hinanden, hvilket ikke ligefrem styrker iværksætteriet i Danmark.

Hvis vi bliver i eksemplet med Pleo, tæller virksomheden i dag flere end 330 medarbejdere, der er spredt ud over fem forskellige europæiske kontorer i London, Stockholm, Berlin, Madrid og København. På et tidspunkt var medstifter og CEO Jeppe Rindom den eneste danske medarbejder ud af 15, og i dag er under halvdelen af medarbejderne i Pleo fra Danmark.

Denne type af virksomheder har både behov for at kunne rekruttere den højt specialiserede arbejdskraft og folk, der har iværksættererfaring fra lignende virksomheder. Det siger jo nærmest sig selv, at jo oftere, du har været med til at bygge en virksomhed, desto bedre bliver du til det.

Efter sommerferien har Mette Frederiksen (S) bebudet, at regeringen vil lancere et stort reformspor, der skal hæve arbejdsudbuddet med mindst 10.450 arbejdspladser, som mangler i regeringens beskæftigelsesregnskab efter indførelsen af blandt andet den tidlige pension for personer med lange arbejdsliv - den såkaldte Arne-pension.

Jeg er ikke alene om at mene, at der virkelig bør gøres noget på dette område. Nina Smith Kommissionen nævnte i sin først afrapportering ved navn ’Erkendt, forsøgt løst, uløst’ uudnyttet produktivitetspotentiale som en af de hovedudfordringer, der vil være omdrejningspunktet i kommissionens videre arbejde.

Udfordringen omhandler, at det på ingen måde er givet, at vi i øjeblikket har et arbejdsmarked, der understøtter erhvervslivets behov om 5, 10 eller 20 år. Der stilles spørgsmål ved, om virksomhederne eksempelvis har adgang til den rette arbejdskraft, om mennesker har tilstrækkelig nemt ved at flytte sig mellem virksomheder og brancher og i det hele taget, om det er nemt nok at skabe nye virksomheder.

»Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser denne her liste. 7 af de 10 største, danske start-ups er flyttet til udlandet«. Sådan skrev Jakob Ellemann-Jensen på Facebook, da partiet Venstre lancerede deres kampagne, der skulle sætte fokus på bedre vilkår til iværksættere.

Til en onlinedebat på årets folkemøde sagde Martin Lidegaard fra Radikale Venstre følgende »Vi skal leve af kvalificeret arbejdskraft. Det har vi levet af indtil nu, og det skal vi leve af fremadrettet. Min største bekymring for dansk økonomi og dansk erhvervsliv er manglen på kvalificeret arbejdskraft.«

Så kære Mette Frederiksen. Behovet for at gøre noget ved adgangen til kvalificeret arbejdskraft er der. Det er tilmed bredt anerkendt af både eksperter og dem, du skal forhandle med om at lægge stemmer til regeringens reformspor. Det vil se meget mærkeligt ud, hvis dette punkt mangler i regeringens udspil.

BRANCHENYT
Læs også