Debat

Virksomheder skal huske, hvordan man tiltrækker medarbejdere

Rekruttering af nye medarbejdere sker ikke automatisk. Som leder skal man gøre sig umage for at finde den rigtige nyansættelse.

Jobmarkedet er gået fra lavkonjunktur til højkonjunktur på få måneder, og det er gået så hurtigt, at det er kommet bag på de fleste.

I februar annoncerede vi selv efter en konsulent til vores rekrutteringsafdeling i Jobindex og fik 120 ansøgere. I maj/juni 2021 slog vi den samme annonce op igen og fik 30 ansøgere. Så meget har jobmarkedet ændret sig på bare fire måneder.

Så det er blevet sværere at rekruttere, men det er ikke umuligt. Men jobmarkedet er et marked, og man skal have noget at tilbyde. Hvis en virksomhedsejer stillede sig op i tv og fortalte, at de ikke kunne skaffe kunder, og forlangte, at regeringen greb ind, så ville de blive grint ud af studiet.

Man skal naturligvis have et attraktivt tilbud til kunderne, og det samme gælder til medarbejderne.

Antallet af jobannoncer ligger nu på samme niveau som i 2006. Men mange arbejdsgivere har glemt, hvordan de tiltrak medarbejdere i 2006 og 2007. Det gælder kort fortalt om følgende:

  1. Fortæl den gode historie. Hvis man ikke kan forklare, hvorfor folk skal søge jobbet, så får man ikke nogen ansøgere.
  2. Vær fleksibel. Måske skal man ansætte en medarbejder, der opfylder halvdelen af kravene og hurtigt kan lære resten.
  3. Giv lidt mere i løn. Måske skal man give lidt mere i løn, end man oprindeligt havde tænkt sig for at tiltrække den rigtige.

Den gode nyhed er, at vores medarbejderevalueringer blandt 140.000 danske lønmodtagere viser, at de danske arbejdspladser er rigtig gode. Medarbejderne er rigtig glade for at gå på arbejde. Langt de fleste danske arbejdspladser har en god historie at fortælle. Det gælder bare om at fortælle historien.

De fleste danske virksomheder bruger mange penge på at markedsføre deres produkter, men langt færre penge på at markedsføre virksomheden som arbejdsplads. Men fremtidens vindere bliver dem, som er i stand til at tiltrække de bedste medarbejdere.

Det ved vi godt, når vi ser EM i fodbold eller OL i håndbold, og det gælder også i erhvervslivet.

Læs også