Hvor meget skal vi egentlig spare op?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Når man læser internationale rapporter om dansk økonomi, er der ofte to punkter, der springer i øjnene. Det ene er, at danskerne er dybt forgældede, hvis man ser på vores bruttogæld. Det andet er, at der er ubalance i dansk økonomi, som følge af det store og meget markante overskud på betalingsbalancens løbende poster.

Sjovt nok er der aldrig nogen, der har reflekteret over, at de to mål er diametrale modsætninger. Jo mere der spares op, desto større bliver overskuddet på betalingsbalancen og omvendt. Der gemmer sig således et paradoks i de anbefalinger, vi løbende ser om dansk økonomi fra internationale organisationer.

Nu har vi lige været igennem en meget speciel periode med begrænsede forbrugsmuligheder, som følge af covid-19. Men ser man på danskernes formuer over en længere periode, har vi sparet betydelige summer op siden finanskrisen. Aktuelt har vi skrabet over 1.000 mia. kr. sammen, alene som indlån i bankerne. Danskerne har således betydelige summer at stå imod med.

Herudover afdrages der som aldrig før på realkreditgælden, dels som en konsekvens af de lave renter, dels som en konsekvens af regulering, der gør nåleøjet til afdragsfrihed mindre. Sidst men ikke mindst skydes der også store summer ind på pension. Set i det lys kan det undre, at anbefalingen fra internationale organisationer per definition er at øge opsparingen yderligere. Den gennemsnitlige dansker har nettoformue.

Tag nu en ung familie, der gerne vil etablere sig. Vores indkomster er stigende over vores livsforløb, så vi løbende tjener flere og flere penge i takt med, at vores anciennitet på arbejdsmarkedet stiger. Systemet er imidlertid sådan, at en fast del af vores arbejdsindkomst skydes ind på en arbejdsmarkedspension. Uanset hvor vi står i livet.

Det betyder, at unge alt andet lige sparer en relativt stor del af deres indkomst op i forhold til deres forbrugsbehov, idet opsparingen typisk er en procentandel af lønnen. Det giver færre forbrugsmuligheder i etableringsfasen, hvor værdien af forbrug må forventes at være størst. Rent økonomisk er det således ikke den mest oplagte måde at indrette sig på.

De begrænsede forbrugsmuligheder har også konsekvens for, hvor meget der kan lånes til boligkøb. Stiller man således yderligere krav om, at der skal spares mere op ved boligkøb, gør man blot etableringsfasen vanskeligere. På den anden side er det ikke sådan i dag, at afdragsfrihed giver anledning til, at man kan låne mere. Boligkøbere godkendes til at kunne betale den gæld tilbage, de stifter. Hverken mere eller mindre.

Eller tag en seniorfamilie, der har sparet op igennem et langt arbejdsliv. En sådan familie vil have en relativt stor pensionsformue og en betydelig friværdi, hvis de er boligejere, samt en pæn pose frie midler. Her er der tale om folk med det, man vil kalde en stærk økonomi, og derfor vil det være oplagt, at sådanne familier får mulighed for fleksible løsninger.

Muligheden for afdragsfrihed giver større muligheder for at få spredt sin formue på flere aktivklasser, hvilket gør formuen mere robust, gavner den finansielle stabilitet og i sidste ende underbygger en efter international standard særligt svag aktiekultur. Set i det lys er der gode argumenter for, at afdragsfrihed ligefrem gavner samfundet. Herudover kan afdragsfrihed også bruges til at afbøde nødsituationer, der opstår ved midlertidigt bortfald af indkomst som ved lediggang, skilsmisse mv.

Når der er fart på boligmarkedet, som der har været i foråret, og diskussionen om indgreb kommer op, synes det at være en rygmarvsreaktion at tale for, at man skal begrænse afdragsfriheden. Men nu, da vores økonomi er i gang med at åbne, man har andre muligheder for at forbruge andet end boligforbrug, og boligmarkedet synes at gå lidt ned i gear, er det muligvis tiden til en mere nuanceret debat om afdragsfrihed og eventuel regulering af boligmarkedet. Der er i hvert fald ingen grund til panikhandlinger.