Når krisepolitik bliver til fordelingspolitik
Regeringen bør snarest forhandle en progressiv skattepakke, der tilgodeser krisens tabere.
»De fremtidige generationer kommer til at betale for krisen.«
Logikken bag det hyppige refræn er simpel: De lån, vi som samfund tager nu, betales tilbage i fremtiden. Vi øger forbrug i dag på bekostning af forbrug i morgen.
Desværre er den også for simpel: Den bygger på en økonomisk misforståelse og slører et vigtigt fordelingspolitisk spørgsmål.
På et banalt plan har regeringen naturligvis ikke en tidsmaskine, som den efter behag benytter til at ekspropriere fremtidige generationer. Samfundets forbrug er således faldet som resultat af coronakrisen, hvilket bl.a. illustreres ved bruttonationalproduktet, der faldt med estimeret 2,7 pct. i 2020.
Givetvis havde faldet været større, hvis ikke regeringen havde holdt hånden under samfundsøkonomien med hjælpepakker og støtteordninger. Men afbødningen er ikke sket på bekostning af fremtidigt forbrug. Tværtimod. Én af lærerne fra finanskrisen har netop været, at nedskæringer og finanspolitisk tilbageholdenhed ikke er god genopretningspolitik.
Dette er et synspunkt delt bredt blandt danske økonomer og fra højre til venstre i folketingssalen.
Uenigheden opstår, når det kommer til, hvordan en ekspansiv finanspolitik skal finansieres.
Regeringen har finansieret størstedelen af sit øgede forbrug under krisen gennem salg af statsobligationer til indenlandske investorer. Det er altså landets formueejere, der har lagt ud for krisepolitikken, og når de i fremtiden tilbagebetales, bliver det fra statskassen. Hvor disse midler til den tid skal findes, er endnu uafklaret, men det bliver formentlig gennem enten nedskæringer eller øgede skatter.
Hermed burde det være klart, at regningen for coronakrisen ikke skal fordeles mellem nutid og fremtid, som det ofte fremføres. Om noget har den ekspansive finanspolitik holdt hånden under morgendagens fælles velstand. Spørgsmålet er, hvordan denne fremtidige velstand fordeles når nedskæringer og skatter en gang skal udskrives. Og her bliver finanspolitik til fordelingspolitik.
Uligheden er i forvejen eksploderet under coronakrisen. Mens stigende ledighed fortrinsvis ramte lavtuddannede og først nu er tilbage på niveauet før krisen, jobsikkerheden er dalet for særligt ufaglærte og lavtlønnede, og reallønsudviklingen er gået i stå for mange lønmodtagere, forholder det sig anderledes i toppen.
Landets 100 rigeste familier øgede deres formue med 100 mia. sidste år, C20-indekset er steget med godt 50 procent siden februar 2020, og prisfesten for landets boligejere forsætter tilsyneladende upåvirket.
Den ulige fordeling af tab og gevinst under coronakrisen har fået Verdensvalutafonden til at plædere for en midlertidig ”solidaritetsskat” på høje indkomster og formuer. I Storbritannien vil Boris Johnsons konservative regering hæve selskabsskatten fra 19 til 25 pct. EU Kommissionen overvejer en skat på finansielle transaktioner. Og USA’s præsident Joe Biden er ligeledes fast besluttet på at lade de amerikanske velhavere betale for krisepolitikken.
Den danske regering bør lade sig inspirere af ovenstående tiltag og påbegynde arbejdet med en progressiv skattepakke. For alternativerne til skatter i toppen er enten skatter i bunden eller nedskæringer, og ingen af disse er holdbare efter et årti med stigende ulighed og velfærdsforringelser.
Krisepolitikken har gjort de fremtidige generationer rigere. Nu handler det om at fordele denne rigdom rimeligt.
Peter Nielsen