Politisk bilaftale spænder ben for den grønne omstilling
Folketingets afgiftsnedsættelser på elektriske køretøjer var længe ventet af dansk erhvervsliv. Men erfaringerne viser, at aftalen slet ikke er så grøn endda.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Både leasingbranchen og dansk erhvervsliv var positive, da Folketinget i december 2020 vedtog en bilaftale, der skulle gøre det billigere at vælge eldrevne køretøjer frem for benzin- og dieselbiler.
Vil man som politiker gerne påvirke samfundet til at foretage bestemte valg, er det typisk en god ide at skabe et økonomisk incitament til at gå i netop den retning. Det incitament var at finde i denne aftale via afgiftsnedsættelser på eldrevne køretøjer. Så langt, så godt.
Jeg var også selv tilfreds med udviklingen, da min klare opfattelse igennem flere år har været, at danske virksomheder i vidt omfang er klar til at skifte benzin og diesel ud med el. Virksomhederne har en række bekymringer om infrastruktur og mængden af offentligt tilgængelige ladestandere, men generelt er holdningen positiv. De danske virksomheder tager gerne del i den grønne omstilling på transportområdet.
Allerede dagen efter vedtagelsen af afgiftsnedsættelser på de grønne biler kom reaktionen fra virksomhederne i Danmark. De gik i stor udstrækning i retning af plug-in-hybridbiler, som udmærker sig ved at have både en benzinmotor og en opladelig elmotor. Det skete, fordi afgiftsnedsættelserne er størst her. Hos Arval oplevede vi en voldsom stigning på omkring 50 procent i bestillingen af plug-in-hybridbiler. Og sådan har det faktisk set ud siden.
I min optik er det ærgerligt, at politikerne har sammensat aftalen sådan, at de største besparelser findes på netop plug-in-hybridbilerne, når vi kunne have taget et endnu større spring ved at gøre de rene elbiler til det billigste valg. Jeg tror, det handler om, at politikerne har set en idé i gradvist at vænne os til at køre i biler, der skal oplades.
Sådan at forstå at første skridt går i retning af hybridbiler, hvor vi kan veksle mellem benzin og el, hvorefter vi er klar til ren el. Det er en taktik, der sagtens kan give mening, men som dog er lige forsigtig nok. Særligt fordi Danmark har en meget ambitiøs målsætning om at nedbringe landets samlede udledning af CO2 med 70 procent i 2030.
Det helt store problem er imidlertid, at tiden siden indgåelsen af den politiske aftale har vist, at ansatte med hybridfirmabiler tilsyneladende ikke oplader dem. Sandsynligvis fordi hybridbilerne ikke kører særligt langt på en opladning, ligesom de typisk ikke kan hurtiglades.
Under alle omstændigheder hører vi det samme fra vores kunder over hele Danmark: Deres medarbejdere oplader kun i meget ringe grad hybridfirmabilerne og benytter i stedet deres trofaste benzinmotorer. Der findes desværre ingen konkrete tal på området, men hele branchen ved det og vil nødigt råbe højt om det.
Relevante tal på området eksisterer imidlertid på internationalt niveau. Allerede i september 2020 viste en international undersøgelse fra ICCT – The International Council on Clean Transportation – at brugerne af hybridbiler bestemt ikke er flittige til at lade bilerne op. Undersøgelsen viser således, at firmabiler af typen plug-in-hybrid kun i 20 procent af tiden kører på el. Tallet bygger på data indsamlet blandt virksomheder i USA, Europa og Kina. Så vi var faktisk på forhånd advaret om dette forhold.
I Danmark er slutresultatet desværre, at politikernes intentioner om grøn omstilling på transportområdet løber ud i sandet. Og at vi har brug for yderligere politisk indgriben for at kunne nå i nærheden af målet om 70 procent CO2-reduktion.
På positivsiden har Danmark alle muligheder for at blive et foregangsland på transportområdets grønne omstilling. Blandt andet fordi afstandene i Danmark er små, og fordi de nyeste elbiler efterhånden kører 5-600 kilometer på en opladning. Læg dertil, at den gennemsnitlige danske bilist ifølge Danmarks Statistik kører 45,6 kilometer om dagen. Det vil sige, at 9 ud af 10 danskere kan komme til og fra arbejde i en elbil uden behov for en opladning undervejs.
Tallet stammer vel at mærke fra tiden inden covid-19. Og i og med at kørselsbehovet er mindre i dag, burde det alt andet lige være endnu lettere for danskerne at omstille sig til el. Men hvis virksomhederne skal lede vejen, har de brug for klar politisk indgriben, der ændrer på den nuværende situation.


