Vilje og handling er nøglen til mere diversitet i bestyrelserne

Klima fylder i disse år af indlysende årsager meget i erhvervslivet, da både direktioner og bestyrelser udfordres af svære problemstillinger relateret til CO2e-regnskaber, ny EU-lovgivning, klimarelateret risikostyring mv. Disse områder er svære at få greb om - det er ny viden for mange, erfaringerne er begrænsede og manglende lovgivning og standarder gør det udfordrende at navigere i området.

I vores arbejde med bæredygtighed fylder et andet emne imidlertid til tider næsten en lige så stor en del af diskussionerne, nemlig diversitet. Hvor virksomheder og investorer oplever stigende pres fra omverdenen i forhold til klimahandling, gør det samme sig gældende for sikring af diversitet på tværs af bestyrelse, ledelse og organisationen som helhed.

En interessant iagttagelse er imidlertid, at hvor diskussionerne om klima næsten dag for dag bliver mere sofistikerede og viser en stærkt accelererende vidensopbygning og seriøsitet fra virksomhedernes side, er diskussionerne om diversitet som hovedregel af helt anden karakter. Disse når ofte ikke videre end til diskussionen om kvinder i bestyrelseslokalerne - eller rettere mangel på samme. Og faktum er da også, at kvinder i danske bestyrelser har ligget stort set på samme niveau siden 2014 (godt 19 pct. ifølge Danmarks Statistik).

Kort sagt undres jeg over disse diskussioner. Ikke fordi, jeg finder emnet irrelevant, tværtimod er jeg af den holdning, at diversitet – som rækker langt ud over køn – både er værdiskabende rent forretningsmæssigt og et udtryk for samfundsrelevans, som også bør afspejles i bestyrelserne. Min undren går på det endeløse antal timer, man tilsyneladende accepterer at bruge på at diskutere emnet i ellers effektivitetsfokuserede miljøer med en overflod af løsningsorienterede kompetencer tilstede.

Hvor hensigtserklæringerne om at opnå diversitet (igen, ofte blot oversat til flere kvinder) i bestyrelserne er mange, og selvindsigten ofte er tilstrækkelig til at anerkende, at man ikke er nået særlig langt, er det påfaldende, hvor ofte dette efterfølges af ordet ’svært’. Samtalen om, hvad det svære består i, kredser ofte om varianter af de samme to argumenter: ’Vi kender ikke nogen (kvinder underforstået)’ eller ’der er ingen kvalificerede kvinder i den industri’. I forlængelse heraf følger som hovedregel diskussionen om kvoter og forargelsen over potentielt at blive påtvunget ’at ændre i velfungerende bestyrelser, fordi alle tilfældigvis er mænd’.

Vel vidende, at emnet her er som at stikke hånden i en hvepserede, vil jeg vove at påstå, at uagtet ens holdning til kvoter, om man reelt tror på værdiskabelsen af diversitet eller kan se det rimelige i at ens stakeholders kræver dette, er selve løsningen ikke svær. Det er udelukkende et spørgsmål om at ændre adfærd og investere ressourcer i, at denne adfærdsændring finder sted.

Jeg kunne til en start ønske mig, at disse diskussioner foregik på et helt andet niveau, som tog afsæt i en objektiv vurdering af nuværende processer for bestyrelsesrekruttering, rotationsprincipper og en evaluering af den eksisterende bestyrelsessammensætning ift. kompetencer, erhvervs- og uddannelsesmæssig baggrund, alder, køn, anciennitet mv. holdt op mod virksomhedens strategi, nuværende og fremtidige udfordringer.

Et forsigtigt forslag til et muligt sted at starte kunne være bæredygtighed. Givet områdets karakter vil min hypotese være, at blot denne ene vinkel for mange ville pege i retning af andre kandidater end the usual suspects. Måske flere kvinder, måske flere internationale profiler og sikkert også kandidater med lavere gennemsnitsalder og anden baggrund end det typiske nuværende bestyrelsesmedlem.

Jeg anerkender, at mere diversitet i bestyrelserne vil kræve en indsats, som omstilling af status quo altid gør. Men det er ikke ’svært’ sammenlignet med de udfordringer, beslutningstagerne ellers står overfor i lyset af klimakrisen og forventes at løse. Vi kunne med fordel starte med at erstatte de mange timers diskussion om emnet med samme antal timer investeret i beslutninger og handling. Mit bud er, at statistikkerne så hurtigt ville se væsentligt anderledes ud.

Anna Søndergaard