Debat

Michael Svarer: Vil lavere dimittendsats skabe flere, men dårligere job?

Tidligere overvismand Michael Svarer analyserer og kommenterer effekterne af regeringens dagpengeudspil i reformprogrammet "Danmark kan mere I".

Kronjuvelen – vurderet på størrelsen af den forventede beskæftigelseseffekt – i regeringens reformprogram, Danmark kan mere I, er et forslag om at reducere dagpengeydelsen til nyuddannede dimittender, der ikke er forsørgere, samt at forkorte ydelsesperioden. Regeringen vurderer, at forslaget vil kunne øge beskæftigelsen med ca. 8.800 frem mod 2030.

Dagpengesystemet er som bekendt en forsikringsordning, der tilbyder delvis forsikring mod den indkomstnedgang, man oplever, hvis man mister sit job. I de fleste lande er det obligatorisk at bidrage til en arbejdsløshedsforsikringsordning, men i Danmark er det frivilligt om man vil være medlem. Udgifterne til dagpenge finansieres af medlemmernes a-kassebidrag og statskassen.

Som det gælder for alle former for forsikringer, vil forsikringens udformning kunne påvirke den forsikredes adfærd, og dermed sandsynligheden for, at forsikringen bringes i anvendelse. På dagpengeområdet svarer det således til, at størrelsen på dagpengeydelsen eller længden af dagpengeperioden kan påvirke ledighedsperiodens længde.

Det er netop sidstnævnte pointe, der er drivkraften bag effektskønnet på 8.800 personer i ekstra beskæftigelse. Den lavere ydelse og kortere periode forringer forsikringsdækning i dagpengesystemet, og kan have konsekvenser for tilslutningen til systemet, men skulle gerne øge de lediges jobappetit og dermed forkorte ledighedsperioden.

Forslaget har naturligt rejst en række spørgsmål – her er et par nedslag:

Er det realistisk, at beskæftigelsen stiger med 8.800 personer? Det er naturligvis usikkert, lige præcis hvor stor den eventuelle beskæftigelseseffekt bliver, men det er et sobert bud, at ledige dimittender vil have kortere ledighedsforløb, og dermed komme hurtigere i beskæftigelse. Det kan skyldes flere mekanismer. De lediges jobsøgning kan blive mere intensiv, geografisk og fagligt bredere, eller de bliver mindre kritiske i forhold til hvilke jobtilbud de accepterer.

Der er en omfattende forskningslitteratur, der finder, at ændringer i ydelsessystemets generøsitet påvirker ledighedsperiodens længde og at denne sammenhæng er tydeligere jo mere arbejdsmarkedsparat den ledige er. Nyuddannede dimittender, med netop afsluttede længerevarende uddannelser bag sig, må forventes at tilhøre den mere arbejdsmarkedsparate del af ledighedsgruppen og dermed understøtter det, at ledighedsperioderne bliver kortere og beskæftigelsen højere som følge af forslaget.

Falder kvaliteten af de nye dimittenders kommende job? Et vigtigt samfundsøkonomisk aspekt ved dagpengesystemet er, at det giver ledige mulighed for at søge efter et job, der bedst muligt matcher den lediges kompetencer med de relevante krav til jobbet. Det kan give længere beskæftigelsesforløb og højere løn og dermed forbedre allokeringen af arbejdskraft på tværs af virksomheder. Det taler for, at længden af ydelsesperioden kan have en positiv effekt på jobkvaliteten.

Omvendt er der en tendens til, at det bliver sværere at finde beskæftigelse, når ledighedsperioden trækker ud. Det kan blandt andet skyldes, at den lediges erhvervskompetencer ikke vedligeholdes så effektivt, når man er ude af beskæftigelse. Det er således ikke oplagt, hvordan jobkvaliteten vi blive påvirket af de foreslåede ændringer i ydelsessystemet. Den fagøkonomiske litteratur finder da også blandede resultater. Nogle studier finder en effekt på jobkvaliteten, således at eksempelvis en kortere ydelsesperiode reducerer kvaliteten af de kommende job målt på aflønning og beskæftigelsesvarighed, mens andre studier ikke finder effekter på den efterfølgende jobkvalitet.

Det er således muligt, at jobkvaliteten kan blive reduceret af forslaget, men de empiriske erfaringer yder ikke nødvendigvis støtte til, at det er den oplagte konsekvens, da en lang søgeperiode i sidste ende også kan have negative konsekvenser for jobkvaliteten.

Er den aktuelle stigende mangel på arbejdskraft et godt argument for at gennemføre forslaget? Hvis forslaget gennemføres vil det umiddelbart efter kunne få effekt på virksomhedernes rekrutteringsmuligheder, og dermed kunne afhjælpe potentielle mangelproblemer. Men forslaget er, at ydelsesændringerne også skal gælde, når konjunkturerne er dårlige, og der er mangel på job. Der er således et godt argument for, at hvis forslaget skal gennemføres, at det så sker mens konjunkturerne er gode, da det øger jobchancerne for de ledige, der bliver påvirket af ydelsesreduktionerne, men de gode konjunkturer er i sig selv ikke et godt argument for at gennemføre permanente ændringer i ydelsessystemet.

Hvis ydelsessystemet skal indrettes, så det bedre målrettes konjunktursituationen, kan man overveje at gøre som i eksempelvis USA og Canada, hvor ydelsessystemets dækningsgrad styrkes, når konjunkturerne er dårlige, og svækkes når, der er godt gang i de økonomiske kedler. Her ville konjunkturargumentet være bedre afstemt med reformforslaget.

Læs også