Debat

Nyt kapitel: Sådan går det nu for Lars Juhl, der fuckede sit liv op. Læs det nye kapitel her. Vi har låst en del af det op.

Bygninger bliver ikke CO2-neutrale af at skrue på økonomien

Når bygherrer får prisen på de grønne materialer, er det kun de færreste, der er klar på at betale for det. Det er ærgerligt, for i dag har vi teknologier og materialerne til at opføre CO2-neutrale ejendomme.

Hvilken pris er vi villige til at betale for den grønne omstilling?

Det er et spørgsmål, erhvervslivet har skullet stille sig selv de seneste år. Bæredygtighedsbølgen ruller ind over erhvervslivet, og virksomheder forsøger på skift at ride med på bølgen for bæredygtige tiltag og social ansvarlighed. Den grønne omstilling er i fuld gang, og innovative og digitale løsninger, der skal sikre en bæredygtig fremtid, vinder frem.

En branche, der i høj grad har været i søgelyset i arbejdet med den grønne omstilling, er byggebranchen. Og det er der god grund til. Byggeriet står for cirka 40 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark, og over en bygnings totale levetid udgør emissioner fra konstruktion og byggematerialer op til 75 pct. af dens samlede CO2-belastning. Et vigtigt skridt på vejen mod et grønnere byggeri er derfor CO2-neutrale bygninger.

Det er netop her, problemet med den grønne omstilling af byggeriet opstår. Vi står lige nu med en gylden mulighed for at bygge fundamentet for fremtidens bygninger med CO2-neutrale materialer, der ikke bare står til rådighed for landets bygherrer og ejendomsudviklere, men rent faktisk også ville gå ind og gøre en markant forskel. Problemet opstår, når prisen kommer. For når bygherrer får prisen på de grønne materialer, er det kun de færreste, der er klar på at betale for det. Det er ærgerligt, for i dag har vi teknologier og materialerne til at opføre CO2-neutrale ejendomme.

I dag bruger man bæredygtighedsordninger og certificeringer til at sætte bæredygtighed på formel i byggeriet. Tager vi DGNB- certificeringen som gidsel, så udgør miljø kun en brøkdel af den samlede bæredygtige vurdering af ejendommen, og det betyder, at en ejendom kan opnå guld eller platin status inden for bæredygtighed ved at skrue på økonomi, proces, teknik og sociale forhold.

Certificeringerne er et stort og vigtigt skridt på vejen, men det er slet ikke nok. For med den seneste alarmrapport fra IPCC står det helt klart, at alle os, der arbejder med opførelsen af ejendomme, har en bunden opgave. Byggeriet skal være CO2-neutralt nu, og ikke kun på papiret.

Hele byggebranchen skal investere massivt i ny værktøjer, teknologier og grønne materialer. Og vi er godt i gang. Men vi kan ikke gøre det alene. I modsat til f.eks. flere selskaber i finanssektoren kan byggebranchen ikke stille krav til vores kunder om at rapportere på deres CO2-udledning. Vi er afhængig af, at de store ejendomsudviklere vil acceptere et mindre afkast, men til gengæld bruge de grønne materialer i byggeriet og sikre reelle CO2-neutrale bygninger.

Det kræver medansvar i hele værdikæden, før den grønne omstilling kan blive en realitet i byggeriet. Der er vi ikke endnu, og jeg kan stadig ikke få øje på dét tipping point, hvor det kommer til at ske.

Læs også